Den gamle KB Hal har lagt scenegulv til mange kunstnere igennem tiden. I 1970 var det Jimi Hendrix kort før hans død. Her ses KB Hallen ca. 1939.

Da Jimi Hendrix spillede i KB Hallen

Den gamle KB Hal der nedbrændte i 2011 var centrum for mange koncerter med internationale stjerner. En af dem var guitarikonet Jimi Hendrix, der optrådte i 1970.

Talløse guitarister blandt andre Eric Clapton, Pete Townsend og vores egen Franz Beckerlee har udtalt deres musikalske gæld til mesteren. Hendrix’ indspilninger og koncerter ses af mange som gennembruddet for elguitaren, der i årerne efter blev rockens dominerende instrument. I hans tolkning af rocken blev vokalen og de andre instrumenter underordnet en aggressiv og dominerede guitar, og guitarsoloen eller riffet blev det centrale i rocken. Ingen andre har på samme måde udforsket og udfoldet elguitarens potentiale, og Hendrix’ spil lå lysår fra forgængeres som Les Paul (elguitarens opfinder) og vores egen Jørgen Ingmanns polerede spil. Hendrix blandede suverænt elementer fra blues, rock og indtryk fra stofkulturen.

Den 3. september gav Hendrix en koncert I KB Hallen, der blev husket som en enestående begivenhed, hvis man skal tro musikanmelderne. Hendrix havde spillet en koncert i Vejby Risskov hallen dagen før d. 2. september, hvor det kun var blevet til 20 minutters optræden, inden en træt og nedslidt Hendrix forlod scenen. Publikum og pressen fik et indtryk af Hendrix, der var langt fra de tårnhøje forventninger, som de var kommet med, og de gik skuffede hjem. Anderledes gik det dagen efter. Her spillede Hendrix, hvis man skal tro pressen og beretninger fra samtiden sin bedste koncert nogensinde i Danmark og måske en af de bedste han havde spillet overhovedet. Det skulle vise sig, at det også blev en af de allersidste, da han døde pludseligt blot to uger senere.

Jimi Hendrix’ dage i København blev brugt sammen med hans nye kæreste fra Danmark, fotomodellen Kirsten Nefer. Hun bragte så meget ro over gemytterne, at han kunne fokusere til koncert i KB Hallen. Et besøg hos Kirsten Nefers mor på Frederiksberg, hvor han tilbragte natten inden koncerten, havde en så beroligende virkning, at Hendrix’ sceneskræk, som han kæmpede med navnlig sent i karrieren, kom under kontrol. Han kom på scenen og viste sig fra sin bedste side. Kirsten Nefer der stadig driver en genbrugsbutik på Godthåbsvej har i flere interviews blandet andet i Danmarks radio fortalt om den uforglemmelige koncert i KB Hallen og begivenhederne med Jimi Hendrix på Frederiksberg omkring koncerten.

Af Stefan Koeller