Lærerpersonalet ved Skolen på Lollandsvej i 1905.20 lærerinder og 15 mænd – lad os ikke håbe at flertallet af lærerinder skyldtes deres lavere løn, men forhåbentlig deres evner – på trods af deres svagere fysik.

”Kunde man skære alle Lærerinder over een Kam?”

I efteråret 1908 diskuterede man i Frederiksberg Kommunalbestyrelse lønninger til kommunalskolernes lærere og lærerinder. Denne diskussion giver os også et indirekte indblik i hvorledes man dengang så på kvinder og mænds rolle i samfundet.

Den lokale skolekommission havde med baggrund i nye løntakster fra staten indgået i forhandlinger med Københavns Kommune, således at de to kommuner i samarbejde kunne finde et nogenlunde ens lønleje for deres lærere og lærerinder, hvorfor disses timetal også blev diskuteret. Som udgangspunkt havde lærerinderne et ugentligt timetal på 24 timer, mens mændene havde 36 timer. En forskel, som blev forklaret med kvindens svagere fysik. Af samme årsag kunne kvinderne begynde at gå ned i tid fra de fyldte 33 år, mens mændene måtte vente, til de fyldte 55 år.

Denne sidste forskel talte Det Radikale Venstres Sophus Christensen imod: ”Kunde man skære alle Lærerinder over een Kam og sige, at de alle begyndte at blive defekte ved 33 aars alderen? Han troede tværtimod, at der var mange Lærerinder, der, naar de var komne over den for alle Kvinder vanskelige Periode, var i fuld vigeur.” Hvilken defekt, der ramte datidens kvinder, når de fyldte 33 år, blev ikke nærmere præciseret, og vi må forstå, at det tilsyneladende var almen viden dengang. Det samme gør sig gældende, når Højres Stephan Nandrup, som i øvrigt var praktiserende læge, forklarede, at ”Lærerinderne var oftere syge end Lærerne. Dette var en naturlig Følge af deres fysiske Egenskaber. Aandeligt talt, kunde Lærerinderne præstere det samme som Mændene, men fysisk ikke. Derfor hilste han med Glæde Bestemmelsen om kortere Arbejdstid for Kvinderne. Hvis de skulde blive gode Hustruer og Mødre, maatte de ikke overanstrenges.” Højres V.E. Munck gjorde desuden opmærksom på, at når skolekommissionen mente, at lærerinderne skulle have en kortere arbejdstid end lærerne, var det af hensyn til skolen, da ”(…) Erfaringen har vist, at Lærerindernes Evne til at undervise taber sig hurtigere end Lærernes.”

Et andet argument for at bibeholde forskellen mellem lærerne og lærerindernes løn var de forpligtelser, man så de respektive køn havde i deres fritid. Det blev forventet, at lærerne skulle forsørge hustru og børn, mens en lærerinde oftest var ugift, og derfor ikke havde samme behov for så høj en løn, som hendes mandlige kollegaer. Der var dog også kræfter i kommunalbestyrelsen, der talte imod denne forskel, bl.a. socialdemokraten I.P. Jensen, som argumenterede for, ”At en Kvinde som Regel ikke har Familie at forsørge, kommer ikke Kommunen ved. Naar Arbejdet er lige saa godt, bør der ogsaa betales samme Løn.” ligesom hans partifælle Johannes Friis-Skotte huskede kommunalbestyrelsen på, at ”Man maatte imidlertid passe paa ikke at forveksle Aarsag med Virkning. Grunden til, at Kvinderne ikke havde Forsørgelsespligt, var muligvis den, at Mændene hidtil havde været bedre lønnede.”

Friis-Skotte fortsatte: ”Et andet Hensyn var det, at naar Manden havde Forsørgelsespligten, burde det ikke gøres ham sværere, derved at Kvinderne tilbød en billigere Arbejdskraft.” Kommunaldirektør Niels Westergaard lod dog forstå, at når man ”(…) vilde stille Kvinderne lige med Mændene, var det mindre af Retfærdighedshensyn end af Hensyn til at begrænse Konkurrencen for Manden, men hvis man af den Grund gav dem lige Løn, troede han rigtignok, at Kvinderne i Kapløbet vilde blive diskvalificerede paa Grund af Konstitution, Helbred og Stilling som Moder m.m., hvis de ikke blev handicapede.”

Ak ja. Vi er dog kommet lidt længere i denne diskussion de sidste 110 år.

 

Af Arkivar Mona Klüver Roed Dalsgaard