Området ved Maglekildevej efter bombardementet

Optagelser fra området omkring Maglekildevej i dagene efter Royal Air Forces fejlbombardement af Den franske Skole på Frederiksberg Allé 21. marts 1945. Målet for det britiske luftvåben var Gestapos hovedkvarter, Shellhuset, ved Vesterport Station. Et af de engelske fly strejfede uheldigvis toppen af en lysmast på Vesterbro med den ene vinge og styrtede efterfølgende ned i Alléenberggaragerne på Frederiksberg Allé, umiddelbart vest for Den franske Skole. På grund af den kraftige røg fra det nedstyrtede fly tog flere af de efterfølgende fly fejl af målet og sendte derfor en større mængde spræng- og brandbomber ned over Den franske Skole og de omkringliggende veje. På få minutter var området forvandlet til en ruinhob. Det britiske angreb på Shellhuset var militært set en succes, som dog meget naturligt kom til at stå i skyggen af katastrofen på Frederiksberg. Fejlbombardementet kostede 116 mennesker livet, heraf var de 87 børn. Filmen er stillet til rådighed af Frihedsmuseet.
Tilbage
Varighed 01:02
Tags