Da Danmarks skarpretter blev slagtet af Frederiksberg Kommune

Arkivets gemmer byder på dagens historie, baseret på en kopi af et klagebrev, der er forfattet af en ikke uvæsentlig historisk person:

I maj 1881 skrev Jens Carl Theodor Seistrup, ’Kongeriget Danmarks Skarpretter’, ærbødigst en appel til Frederiksberg Skatteligningskommission.  Seistrup klagede heri over det skattetryk, der havde ramt ham, da han nu - sammen med sin gamle moder - var flyttet fra København til Frederiksberg i oktober 1880. Seistrup var siden august 1877 udnævnt til Danmarks eneste officielle skarpretter og den sidste fungerende skarpretter i dansk historie. Det var ham der skulle forestå landets henrettelser, som dog var sjældne på det tidspunkt.

Kort tid efter, at Seistrup var flyttet til Frederiksberg i stueetagen på Roskilde Landevej 42 fra sin tidligere bopæl på Vesterbrogade 130, var han blevet kaldt til sin første henrettelse, som han fuldførte helt efter bogen en kold morgen d. 5. januar 1881 på en mark ved Klejtrup i Jylland. Dengang foregik henrettelserne altid ved, at den dødsdømte fik hugget hovedet af med en særlig økse. Sådan forløb det også da dobbeltmorderen Rasmus Pedersen, kaldet ’Mørke’, blev et hoved kortere ved Seistrups hånd.
Trods veludført arbejde var lønnen altså knap til at leve af, mente Seistrup. En skat pålydende 8 kr. og 40 øre per kvartal, dvs. 33 kr. og 60 øre årligt, gjorde således et ubærligt indgreb i Seistrups årlige gage på 1600 kr. årligt, hvilket ellers ikke var ringe i betragtning af Seistrups uddannelse som slagter og hans tidligere job som politibetjent i hovedstaden.
Seistrup mente dog, at hans skattebyrde burde kunne lettes, når han foruden at skulle forsørge sig selv af sin løn også måtte understøtte sin gamle moder og sin omtrent 9-årige søn, samt betale bidrag til sin ekskone og afbetale på en gæld. Om Seistrups klage har nyttet noget melder historien intet om.