’Makrellen’ var en brandmand på Frederiksberg

’Doktor Pind’, ’Spåneskideren’, ’Kongemorderen’, ’Sugehovedet’ og ’Rotten’ - det er ikke kun det berømte kære barn, men også visse brandmænd der har mange navne. Det måtte underbrandmester ved Frederiksberg Brandvæsen Poul Weymann konstatere, da han undersøgte øgenavne hos Storkøbenhavns brandvæsener i 1969.
Weymann var også bestyrer af Frederiksberg brandvæsens arkivsamling og med den stort anlagte undersøgelse af sine kollegers øgenavne, har han efterladt et lille stykke underholdende kulturhistorie fra livet på Frederiksberg Brandstation, der i øvrigt selv bar øgenavnet ’Gården’.
I følge undersøgelsen bar 96 af stationens brandmænd rundt på ét eller flere øgenavne. De kan inddeles i forskellige kategorier og baggrunden for tildeling af ekstranavnet spænder fra trivialitet til genialitet - fra ’Kaj brandmand’ til ’Rapanden’:
Der var kun enkelte tilnavne baseret på geografiske egne: ’Kongemorderen’ fra Vendsyssel,  ’Bondefrederik’ og muligvis ’Christian Fyn’. Der er derimod flere forskellige erhvervsbetegnelser, f.eks. ’Glarmesteren’, ’Snedkeren’ eller ’den lille snedker’, ’Sognefogeden’ og ’Murerpeter’. En del var baseret på brandmandens fortid som sømand og et det er ubetinget et tidligere hverv som sømand, som flest brandfolk har tilfælles. Det var ’Kaptajnen’, ’Styrmanden’, ’Sømandspræsten’ (der dog blot havde været sømand) og ’John Langfart’. Andre var baseret på udseende såsom ’Nifinger’ der manglede en finger; ’Den lange maler’ der var 1,95 meter høj; ’Den lille stive med officersgangen’; ’Bobby’ eller ’Sugehovedet’ der på grund af sit hoved, antageligt havde lighed med gorillaen, Bobby, i Berlins Zoo og med det store sugehoved på en sugeslange. Der var også de navne, der bundede i mere personlige karakteristika, eksempelvis ’Las Vegas’ der var tidligere stamgæst på restaurant Las Vegas og ferm til tryllekunster og korttrick; ’Pastoren’ der var en ”præsteagtig taler med billedsprog”; ’Tude Carl’ der havde en klagende stemme og var fuld af beklagelser; ’Gedden’ der var jæger og fisker i fritiden og altid medbragte fangst og bytte til fælles spisning på brandstationen, heraf var specialiteten geddefrikadeller og gullasch med øl i. Derudover var der ’Snaske Hans’ og ’Søren brændevin’, samt ’Poul Hof’ der alle var glade for særlige drikkevarer.
Nogle enkelte guldkorn krævede en længere udredende forklaring: Ét eksempel er ’Bageren’, der som chauffør var kørt ind i en bagerbutik under en udrykning. En anden var ’Uglen’, der som ny brandmand en aften var på portvagt og blev narret af en kollega, der ringede og udgav sig for at være brandchefen. Han klagede over ikke at kunne sove pga. en ugle i brandstationens gård og derved fik han ’Uglen’ til at fare omkring i gården og råbe ”Hush-hush” og fægte vildt med armene, alt imens brandmændene stod i skjul og morede sig.
Brandcheferne gik heller ikke fri, således Jørgen Mygind der bar øgenavnet ’Doktor Pind’, da han havde skrevet doktorafhandling om brand i fyrretræ og havde udført forsøg med en masse pindebrænde på Frederiksberg Brandstationen. Også brandchef Folke Folke blev refereret til som ’Far pop’ i forbindelse med ’ Far pop og hans drenge’, da han havde et såkaldt patriarkalsk forhold til sine brandfuldmægtige.
Undersøgelsen af øgenavne er et godt eksempel på det sociale liv og også muntre forhold mellem de frederiksbergske brandfolk, der også ses på mange billeder fra brandmandslivet på frederiksbergbilleder.dk Korpset rummede både humor og hygge som de våde nytårsaftener, julefrokoster og talrige udflugter.

 

 

Listen over alle de frederiksbergske brandfolks øgenavne fra Weymanns samling.