Augustoprøret på Frederiksberg i 1943

Af Henning Bro, stadsarkivar em MSO, Ph.d., Frederiksberg Stadsarkiv.

29. august 1943

Dagen efter Det tredje Riges besættelse af Danmark den 10. april 1940 udvidedes den siddende socialdemokratisk-radikale regering med ministre fra Det konservative Folkeparti og Venstre. Dannelsen af samlingsregeringen var en følge af den påbegyndte samarbejdspolitik, der var en forudsætning for gennemførelsen af den forhandlingspolitik mellem det danske politiske system og besættelsesmagtens stedlige repræsentanter, der prægede de første besættelsesår. For at understrege, at landet stadig var selvstændigt, førtes forhandlingerne gennem Udenrigsministeriet, og det blev igennem disse år en af regeringens vigtigste opgave at opretholde det danske retsvæsen og sikre befolkningen mod de ulykker, der ville følge i krigens kølvand.

Forhandlingspolitikken blev dog af ydre og indre årsager stadig vanskeligere at opretholde for de danske politikere. Med erobringen af Holland, Belgien og Frankrig i forsommeren 1940 voksede den tyske selvsikkerhed. Medierne underkastedes hård censur, og Christmas Møller måtte forlade posten som handelsminister, kommunalvalg blev ikke tilladt og efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941 interneredes kommunisterne, der blev givet tilladelse til oprettelse af Frikorps Danmark, og senere tilsluttede Danmark sig Antikominternpagten.

I slutningen af 1942 oplevede Det tredje Rige tilbageslag i Nordafrika, i Sovjetunionen og i luftangrebene på England og mødte til søs kraftig modstand, efter at USA var gået aktivt ind i krigen i december 1941. Værnemagten fik dermed dårligt råd til at føre forhandlingspolitikken i Danmark, hvis formål da også var blevet stadig mere uvæsentligt, da Det tredje Riges sande ansigt var kendt af de fleste. På de indre linjer var modstandsbevægelsen efterhånden begyndt at vokse frem i form af sabotagehandlinger, etablering af en illegal presse, kontakt til den engelske militærorganisation Special Operations Executive (SOE), der skulle varetage forbindelsen til modstandsbevægelserne i de besatte lande, våbennedkastninger samt nationale manifestationer som alsang og algang.

Den 28. august 1943 stillede Værnemagtens ledelse i Danmark endelig en række ufravigelige krav til den danske regering. Det drejede sig om indførelse af militær undtagelsestilstand, forbud mod alle møder og forsamlinger, udgangsforbud efter kl. 20.30, forbud mod strejker, tysk pressecensur og oprettelse af særlige hurtigdomstole med indførelse af dødsstraf for sabotagehandlinger. Regeringen fik få timers frist, men havde nu nået sin grænse og meddelte, at kravene var uantagelige. I de tidlige morgentimer den 29. august indførtes undtagelsestilstanden, og den udøvende magt overgik herefter til det tyske militær. Dermed var regeringens myndighed reelt ophørt, og senere på eftermiddagen trådte den tilbage. Samtidig var afvæbningen af det danske militær iværksat, og i den forbindelse besattes bl.a. Frederiksberg Slot for at anvende bygningskomplekset som første opsamlingssted for en del af hærens befalingsmænd, som i de forudgående nattetimer var taget på kaserner, militære kontorer og i hjemmene. De tyske angreb mod de militære enheder resulterede flere steder i ildkampe og sænkning af marineskibe og kostede større ofre end kampene den 9. april 1940.

Med proklameringen af den militære undtagelsestilstand og regeringens tilbagetrædelse den 29. august 1943 brød den forhandlingspolitik, der siden 9. april 1940 var blevet ført i forhold til den tyske besættelsesmagt, sammen. Den daglige og praktiske administration af det danske samfund overgik til kommunerne og centraladministrationen – det såkaldte Departementschef-styre. Værnemagtens pres tiltog voldsomt i styrke, og i de sidste besættelsesår var Danmark i en krigslignende tilstand. Få timer efter undtagelsestilstandens indførelse henrettedes de første frihedskæmpere, jøderne deporteredes i oktober 1943, der etableredes standretter, ofte med dødsstraf til følge, stikkere og hipo-folk blev taget i anvendelse og der gennemførtes clearingmord, modterror, deportering til kz-lejrene i Tyskland – herunder internering og deportation af politiet i 1944.

Det politiske tomrum opfyldtes af Danmarks Frihedsråd, der oprettedes den 16. september 1943, og modstandsbevægelsens pres blev kraftigt forøget, bl.a. i form af en betydelig opblussen af sabotagevirksomheden og folkestrejken i 1944. Samarbejdslinjens sammenbrud var dermed med til at bane vejen for, at Danmark lige efter krigsafslutningen blev anerkendt som allieret og blev inviteret til San Francisco-konferencen om den nye verdensorganisation FN.

Folkestrejker og sabotager

Bag indførelse af den militære undtagelsestilstand og sammenbruddet af forhandlingspolitikken den 29. august 1943 lå en stadig stigende modstand mod samarbejdspolitikken i den første besættelsestid og den nazistiske besættelsesmagt, og som de udløsende faktorer lå en række sabotagehandlinger, folkestrejker og uroligheder fra slutningen af juli og igennem august måned 1943 – det såkaldte ”augustoprør”.

Den almindelig utilfredshed kom bl.a. til udtryk på Odense Stålskibsværft den 28. juli, hvor et netop færdigbygget tysk mineskib blev udsat for sabotage. Herefter indsatte tyskerne vagter på arbejdspladsen for at forhindre gentagelse, men arbejderne nægtede at arbejde under bevogtning og gik hjem. De fik straks følgeskab af andre virksomheders ansatte. Tyskerne reagerede med trusler om repressalier, herunder straffe på over 8 år, som skulle afsones i Tyskland. Da strejkevåbenet var effektivt over for besættelsesmagten, blev fremgangsmåden i Odense gentaget i en række provinsbyer, hvor handlingsmønsteret gentog sig med sabotage, tyske krav om udgangsforbud, virksomhedsstrejker og egentlige folkestrejker, hvor alle ikke livsvigtige funktioner blev indstillet.

Mens den københavnske folkestrejke i sommeren 1944 henregnes som en af besættelsestidens store begivenheder, lå Hovedstaden og det øvrige Sjælland i sensommeren 1943 noget mere i begivenhedernes periferi. Situationen i Hovedstaden og dens forstæder kunne hurtigt blive farlig, og i ingen anden by stod myndighederne som her på spring for at kvæle revolten lige fra starten. Det på trods smittede udviklingen i provinsen også af på Hovedstadssamfundet. Der gennemførtes således betydelig industrisabotage mod bl.a. den elektroniske industri og mod maskinfabrikker, der var underleverandører til den tyske krigsøkonomi, mod træindustri, som leverede barakker og kontorinventar til værnemagten samt mod værksteder, der reparerede værnemagtens køretøjer. Herudover prægedes augustoprøret i Hovedstaden også af sammenstød og demonstrationer i gaderne med skyderi og sårede og indhug af politiet, uddeling af løbesedler med strejkeopfordringer og arbejdsnedlæggelse på den toneangivende arbejdsplads B & W og andre afsmittende strejker på andre virksomheder.

I Hovedstadens anden storby – Frederiksberg – kunne der navnlig noteres en række betydelige sabotagehandlinger. Den 20. juli gennemførtes sabotage mod grosserer Rostgaard Sørensens villa på Jyllandsvej med store ødelæggelser på bygningen til følge, og seks dage efter ødelagdes Pension Platan på Platanvej, der stod over for at skulle benyttes til bolig for tyske telefondamer. Den 31. juli stod fabrikken Radiometer på Bernhard Bangs Allé for tur. Betydelige dele af virksomheden, der producerede måleinstrumenter til værnemagten, blev ødelagt. Tilsvarende industrisabotage blev 22. august gennemført mod radiofabrikken Danovox på Howitzvej 44. Virksomheden, der fremstillede radiodele til besættelsesmagten, nedbrændte efter flere eksplosioner, og dagen efter gik det ud over vulkaniseringsanstalten på Henrik Steffens Vej.

Sabotagen mod Forum

Den mest markante begivenhed under augustoprøret på Frederiksberg og i hele Hovedstaden rettedes mod udstillingsbygningen Forum den 24. august og blev af mange set som et forvarsel på en generalstrejke i Hovedstaden og indførelse af undtagelsestilstand. ”En sabotageoffensiv uden sidestykke med en provokation af de helt store” – skriver Hans Kirchhoff i sin disputats om august-oprøret fra 1979.

Under indtryk af urolighederne og gennemførelsen af den forestående militære undtagelsestilstand var Værnemagten i slutningen af august i færd med at trække yderligere troppestyrker til Hovedstaden. Til indkvartering af en del af tropperne var Forum blevet beslaglagt, og et stort antal køjesenge var under opstilling i hallen. For at hindre at udstillingshallen skulle anvendes til dette formål trængte sabotører fra sabotagegruppen Holger Danske den 24. august lige omkring kl. 13 ind i bygningen og fjernede hallens inspektør og tre kontrollører, der holdt vagt ved dørene. En ølkasse med 28 kg. sprængstof blev anbragt midt i udstillingshallen og umiddelbart efter udløstes en eksplosion, der kunne høres over hele Frederiksberg og det meste af København. Ødelæggelserne var særdeles omfattende. Glastaget knustes og ydermurene væltede så kun jernskelettet stod tilbage.

Ingen personer kom til skade, og i de efterfølgende timer var tilstrømningen af københavnere og frederiksbergere til stedet så stor, at politiet måtte foretage afspærring. ”I gaderne omkring gerningsstedet vrimlede det med mennesker i oprørt stemning” lyder en af iagttagelserne fra begivenhederne, og uden for ruinen stod de tilkomne og lo og afsang nationale sange. Begejstringen fra Forum strømmede i de følgende timer ud over hele Hovedstaden og provokerede til gadedemonstrationer. Helt galt var det uden for det ligeledes beslaglagte Idrætshus på Østerbro og på Akseltorv, Københavns Rådhusplads og Vesterbrogade, hvor flokke på tæt ved 2000 demonstrerede lige til midnat. Den storstilede aktion, der var en af de tidligste af den art og vakte megen opsigt, blev gennemført af kun et par mand, men adskilligt flere personer, der senere flygtede til Sverige, påberåbte sig efter sigende æren. Det påstås, at de svenske flygtningemyndigheder i Malmö efterhånden modtog enhver dansk flygtning med et træt: ”Också Ni har väl sprängt Forum i luften?”.

I dagene efter sabotagen mod Forum og op mod den 29. august tilspidsedes situationen i såvel Hovedstaden som i provinsen sig yderligere i form af flere uroligheder og demonstrationer og fortsatte sabotager. På Frederiksberg vakte sprængstofeksplosionen på J.M. Thieles Vej den 25. august mest opsigt. Eksplosionen i en lejlighed udløstes i forbindelse med klargøring af en sprængladning. Ved eksplosionen afgik to modstandsfolk i engelsk tjeneste (SOE) ved døden, og under det efterfølgende oprydningsarbejde omkom yderligere to personer fra redningsholdet – en 20-årig redder fra Zone-redningskorpset og en 35-årig kriminalbetjent.