Da tyskerne havde feltlazaret på Frederiksberg Hospital 1940-45

Af redaktør Erik Heimann Olsen

Her kom mange frihedskæmpere hen efter at være blevet såret og tilfangetaget i kampen mod besættelsesmagten og dens danske håndlangere. Men betegnelsen lazaret havde for dem intet med hospital at gøre, selv om det lå på et beslaglagt område af Frederiksberg Hospital. For selv om de var sårede eller tilskadekomne, fik fangerne næsten ikke lægelig behandling, men måtte henligge i kældercellerne med ringe behandling, mad og hygiejne. Gestapo og HIPO benyttede mange gange de såredes tilstand til tortur eller anden hårdhændet behandling for at få oplysninger ud af dem eller hævne sig på dem.

Denne tilstand fandt sted i den sidste del af besættelsen, i 1944-45. Men lazarettet var af noget ældre dato.

Lejekontrakt fra 1940

Papirerne i Frederiksberg Stadsarkiv fører helt tilbage til 1940. Fra den 20. august overtog Værnemagten gradvis de mange bygninger, der tilsammen skulle udgøre ”Feltlazarett Kopenhagen”. I december underskrev Frederiksberg Kommunes daværende kommunaldirektør Gerner Andersen en lejekontrakt med den tyske hærs hovedkasse (Reichsfiskus Heer) repræsenteret ved Overstabslæge, dr. Staudt. Ordningen blev etableret efter ønske fra Statens Indkvarteringsmyndigheder, som gerne så tyskernes feltlazaret blev samlet ét sted, så de øvrige hospitaler i hovedstadsområdet forblev rent danske. I de sidste besættelsesår viste dette sig at være særdeles nyttigt, så hospitalerne kunne behandle sårede frihedskæmpere og skjule eftersøgte.

Lejemålet omfattede bygningerne i hospitalets vestlige del med indkørsel fra den nuværende Nyelands Plads på hjørnet af Nyelandsvej og Stochflethsvej. Kommunen skulle sørge for afspærring med et to meter højt plankeværk af det udlejede fra det almindelige hospitalsområde, som der dog var en aflåst låge til.

Kontrakten indeholdt også udførlige bestemmelser om, at kost, varme, belysning og vask var med i den fastsatte betaling. Kostrationerne var nøje fastlagt: Finest for officerer, for kvindeligt personale va det samme kost som hospitalets funktionærer og for patienter og mandskab kost som til hospitalets patienter, dog med lidt ”elastik” i rationerne. Der var regnet med 260 patienter og et personale på 115 hoveder (”Köpfen”). Så der er tale om både sengestuer og indkvartering af læger, sygeplejersker mfl. Indretning, møblering mv. påhvilede udlejeren, hospitalsudstyret lejeren.

Betalingen for alt dette – der vel kom fra Clearingkontoen i Danmarks Nationalbank, som Danmark hang på efter krigen – var 7,85 kr. om dagen pr. sygeseng, i alt 1.884 kr.kr. pr. dag. Hvad der måtte blive derudover, betales månedligt pr. regning fra hospitalet. Af de 7,85 kr. er 2,55 kr. betaling for forplejningen. Alle beløb er dyrtids-reguleret. Hospitalets røntgenudstyr kan benyttes for 6,00 kr. pr. gang, men film og kontrastmiddel leveres af Værnemagten.

Umenneskelig behandling

I de første besættelsesår blev lazarettet kun brugt til patienter fra besættelsesmagten. Men som modstandskampen skærpedes, blev det i stigende grad taget i brug til fangne, sårede frihedskæmpere. De blev anbragt i den tidligere tvangsarbejdsanstalt, der havde celler i kælderen. Behandlingen af fangerne dér førte til adskillige dødsfald. Jeg har ved en gennemgang af værket ”Faldne i Danmarks Frihedskamp” fundet 12 frihedskæmpere anført som døde på Feltlazarettet, men måske er der flere:

E. S. Bunch-Christensen
Jørgen Arboe-Rasmussen
Carl Anders Christiansen
Walther Sv. Aage Florang
Hans-Henrik Chr. Gottschalck
Poul Erik Hildahl
Kai Johan Laurs Holst Jørgensen
Peter Bogstad Mandel
Sv. Haakon Nielsen
Carsten Leif Bruhn Petersen
Kaj Schiørring
Steen Simonsen.

Barske oplevelser

Under udarbejdelsen af denne artikel efterlyste jeg i nr. 181 af bladet ”Frihedskampens Veteraner”oplysninger fra læserne om Feltlazarettet.

Maria Warming sendte mig materiale om et familiemedlem, teologistuderende Erik Bunch-Christensen, en af lederne af Studenternes Efterretningstjeneste. Han blev den 6. marts 1944 såret under forsøg på at undslippe fra Gestapo, bragt til Nyelandsvej og i hårdt såret tilstand lagt i en af kældercellerne. Da hans far (selv modstandsmand og senere Gestapofange) fik undtagelsesvis lov til at besøge ham, lå han med nøgen overkrop og havde dobbeltsidet lungebetændelse. En operation hjalp ikke, Erik døde den 12. maj og blev begravet den 16. med deltagelse af næsten hele Universitetets teologiske fakultet. Studenternes Efterretnings-blad bragte efter hans død mindeord med billede og navn.

Helt så ilde gik det dog ikke alle fangerne. Nu afdøde Rigmor Andersen fra Korsør sendte i 1997 Frihedskampens Veteraner-bladet en beretning om sin afdøde mand, A.K. Andersen, der var styrmand på Storebæltsoverfarten. Da færgen ”Odin” i 1945 af tyskerne blev beordret til København, forsøgte han at sejle den til Sverige, men blev skudt ned af den tyske vagt. Han kom derefter i såret tilstand til Nyelandsvej. Han blev dømt til døden og ventede med høj feber på henrettelsen. Nogle hjælpsomme hospitalsfolk skaffede ham dog natten mellem 2. og 3. maj 1945 i sikkerhed gennem hospitalets kældersystem.

I sin bog ”4 Maaneder i Kældercelle” har modstandsmanden Eugene Koefoed-Jensen berettet om sine uhyggelige oplevelser på Nyelandsvej og anklaget de tyske lazaretlæger. Han lå i kælderen samtidig med Bunch Christensen og traf iøvrigt også A.K. Andersen, da de begge blev indlagt på Frederiksberg Hospital ved befrielsen.

”Englen fra Nyelandsvej”

Under opholdet på lazarettet blev A. K. Andersen, som mange andre danske fanger, hjulpet af en tysk sanitetsoldat, der efter befrielsen blev kendt som ”Englen fra Nyelandsvej”. Det var en tysker, Karl-Heinz Neumann, som før krigen var skuespiller, men nu var soldat. På grund af sit kendskab til dansk, blev han i 1942 sendt til lazarettet i København, hvor han var resten af krigen og med risiko for dødsdom, hjalp han danske fanger både på ”hospitalet” og med kontakt udadtil.

Koefoed-Jensen slutter forordet i sin bog om de fire måneder på Nyelandsvej med en tak til Karl Heinz Neumann. Og i den tidligere faldskærmschef Flemming B. Muus’ bog ”Mange er kaldede” (1966) er et helt, meget læseværdigt kapitel tilegnet Neumanns gode gerninger.

Efter befrielsen fik han som anerkendelse for sin hjælp til de fangne danske frihedskæmpere arbejds- og opholdstilladelse i Danmark og i 1963 dansk statsborgerskab og pølsebaren på Taastrup S-station. I de mellemliggende år ernærede han sig som skuespiller, arbejdede på foranledning af minister Johs. Kjærbøl også tre år for den danske flygtningeadministration med underholdning i flygtningelejrene. I otte år var han ansat på bistroen ”Dagliglivets Oase” på Nyelandsvej/Ndr. Fasanvej. Lige over for hospitalet, hvor han havde gjort så meget godt for de danske fanger og deres familier.

Dansk ”tilsyn” med fangerne

To dødsfald blandt fangerne på Feltlazarettet førte i foråret 1944 til tanken i illegale kredse om et dansk, lægeligt tilsyn med de danske fanger dér og i Vestre Fængsel. Rygterne løb, at de blev dårligt behandlet, ja mishandlet.

Man bad derfor læge Steffen Lund undersøge, om forlydenderne var rigtige, og om der i så fald kunne gøres noget. Sundhedsstyrelsen have allerede uden resultat gennem Fængselsvæsenet forsøgt at få en dansk læge ind på Vestre Fængsel. Steffen Lund opsøgte derfor den tyske generallæge Eckl i Værnemagtens hovedkvarter i Silkeborg. Han var positiv, men det tyske politi skulle give tilladelse. Gestapochefen Karl Heinz Hoffmann foreslog først en dansk læge i tysk tjeneste, men godkendte så generallægens forslag. Steffen Lund kunne derefter tre gange om ugen tilse de danske fanger i kældercellerne på Nyelandsvej og fik mange uhyggelige oplevelser, men også muligheder for at hjælpe.

I foråret 1944 skærpede tyskerne på grund af den øgede sabotage på mange måder vilkårene for dem og overførte jævnligt patienter direkte til Vestre Fængsel trods behovet for hospitalsbehandling. Forskellige løsninger blev drøftet, og det endte med, at Steffen Lund et par gange om ugen kunne drøfte de syge fangers sag med Hoffmann og de berørte afdelingschefer. Hvis Hoffmanns overordnede, chefen for sikkerhedspolitiet Otto Bovensiepen kom ind i forhandlingerne, var svaret altid: Nein.

Den 14. juni 1944 blev Steffen Lund arresteret for illegal virksomhed. Efter befrielsen bad han politiet undersøge ansvaret for den lægelige behandling af fangerne i den tyske afdeling af Vestre Fængsel og på Feltlazarettet, idet han fandt de tyske læger strafskyldige.

Dagen efter arrestationen opsøgte formanden for Lægeforeningen, Mogens Fenger, Gestapochefen Karl Heinz Hoffmann for at protestere mod anholdelsen af Steffen Lund. Da tyskerne ikke ville give andre end Fenger selv adgang til fangerne, påtog han sig at videreføre tilsynet på Nyelandsvej, men der blev lagt ham så mange hindringer i vejen, at det faktisk kun blev til to gange.

Derimod fik han mulighed for at komme ind på sygeafdelingen på Vestre Fængsel. Men efterhånden som modstandskampen skærpedes, blev der oftere og oftere også dér lagt ham hindringer i vejen for at tilse de sårede og syge, danske fanger. Det fremgår af hans beretning, at af de 938 personer, som han anmodede om at måtte tilse, fik han 211 afslag. Men 727 det til, og mange af disse personer kunne han hjælpe både med medicin, behandling, bademuligheder, forplejning og andre lettelser. Mens Gestapofolkene og ikke mindst deres danske håndlangere generelt var afvisende, omtaler han Kriminalrat Hans Hermannsen (fra Flensborg) som en undtagelse. Ved befrielsen fik Fenger de sårede frihedskæmperfanger overført til Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. I en beretning fra sommeren 1945 i ”Ugeskrift for Læger” vurderer han, at han ikke kunne klage over den lægelige behandling, men at den daglige omhu for fangerne ikke var som på danske hospitaler. Men de tyske læger var bange for Gestapo og protesterede aldrig mod deres hårdhændede behandling af de indlagte danskere.

Et ”besat” hospital

Frederiksberg Hospitals daværende forstanderinde, Gudrun Hofman-Bang, udarbejdede i 1949 en beretning om hospitalet under besættelsen og med en del af hospitalet beslaglagt til besættelses-magtens feltlazaret.

I indledningen fastslår hun, at hospitalets personale dengang ”uden særlig aftale, nærmest efter stiltiende overenskomst, hjalp forfulgte mennesker og modstandsfolk. De forfulgte, eksempelvis jøder eller danske politifolk, blev indlagt under falsk navn eller skjult i sygeplejerskeboligerne. Desuden blev illegale blade uddelt, og våben skjult til senere brug”. Tyskernes gradvise overtagelse af hospitalsbygninger august til november 1940 og de mange kontraktlige forpligtelser til at levere lazarettet senge, inventar og andet udstyr og mad medførte nødvendigvis samarbejde mellem parterne. Især under Folkestrejken i sommeren 1944 kom gemytterne i kog, og hospitalets arbejdsmænd nægtede at udføre madtransporterne, men måtte give sig efter trusler fra lazaretledelsen.

Folkestrejken sommeren 1944 gav ganske naturligt problemer med standsede tilførsler af vand, gas og elektricitet – og samtidig øget pres på grund af de mange tilskadekomne. Ved Shellhus-angrebet 21. marts 1945 blev Den franske Skole i Frederiksberg Allé ved en tragisk ulykke bombet med mange dræbte og sårede til følge, især børn. De fleste kom til det lokale hospital, som desuden fik indlagt sårede og tilskadekomne tyskere fra Shellhuset.

Efter befrielsen

Hospitalsledelsen havde håbet på at få lazaretområdet frigivet hurtigt efter den tyske kapitulation, men helt sådan gik det ikke.

Bygningerne blev nemlig brugt af de danske myndigheder til lazaret for sårede og syge tyske soldater samt sygehus for tyske flygtninge. Så bygningerne kom først ”hjem” til hospitalet den 4. september 1947. I mellemtiden havde der også på selve hospitalet været indlagt allierede soldater og tyske flygtninge, fra 1945 til 1949 i alt 2.428 belægningsdage. I sommeren 1945 var hospitalet også opsamlingssted for nordmænd og finner på vej hjem fra fangenskab i Tyskland.

En særlig paragraf i kontrakten med Frederiksberg kommune fastlagde, at ved rømning af lazarettet skulle manglende inventar og skader på bygninger og afspærringer vurderes af en fælles kommission. Jeg har ikke kunnet finde noget om, hvordan det foregik efter den 5. maj 1945, men paragraffen har formentlig ikke været i brug!

I dag er de to store bygninger ud mod Stockflethsvej på det tidligere lazaretområde dels Røde Kors asylcenter for kvinder med børn, dels kommunalt plejehjem ”Vestervang”. Direktørvillaen rummer en social institution, arbejdsanstalten er nedrevet og de øvrige bygninger indgår i Frederiksberg Hospital. I mellemtiden har der bl. a.været fødeafdeling i den ene af de store bygninger, vores ældste søn blev født dér i 1955. Stockflethsvej krydser C.F. Richsvej, hvor jeg bor, så området er hjemmebane for mig!