Frederiksberg Stadsarkiv

Da englænderne kom

Fredag den 4. maj 1945 klokken 20.35 kunne den danske BBC-speaker Johannes G. Sørensen viderebringe den længe ventede meddelelse om de tyske troppers kapitulation. Som i resten af landet modtog indbyggerne på Frederiksberg befrielsesbudskabet fra London med glæde.

Bolsjesælgeren

Opgøret med de danskere, der under besættelsen havde økonomisk samkvem med den tyske besættelsesmagt blev, som juristen og retshistorikeren Ditlev Tamm har formuleret det, et opgør, der snublede i starten. Ikke mindre end fire forskellige love – for nemheds skyld benævnt værnemagerlov I, II, III og IV – så dagens lys efter befrielsen i forsøget på at ramme værnemagerne. To af lovene, værnemagerlov I (straffelovstillæggets § 15) og II (Værnemagerloven af 29.8 1945), var straffelove, mens værnemagerlov III og IV (begge af 9.10 1945) var love om tilbagebetaling af den fortjeneste, værnemagerne havde haft under besættelsen.

"Der maa nu gøres rent Bord" Udrensningen i Frederiksberg kommune efter besættelsen

Fredag den 4. maj 1945 klokken 20.35 kunne den danske BBC-speaker Johannes G. Sørensen viderebringe den længe ventede meddelelse om de tyske troppers overgivelse. Som i resten af landet modtog størstedelen af indbyggerne på Frederiksberg befrielsesbudskabet fra London med glæde. Det var dog ikke alle, der tog del i fejringen. Rundt omkring på Frederiksberg sad lokale nazister, værnemagere, "tyskerpiger" og andre af tyskernes håndlangere og frygtede for, hvad morgendagen ville bringe. Mange blev allerede den efterfølgende morgen afhentet af lokale modstandsfolk og interneret. På landsplan internerede modstandsbevægelsen og det fra den 13. maj reetablerede politi i tiden efter befrielsen cirka 40.000 personer. For mange af de internerede ventede et retsligt efterspil forude.

For undersøgelseskommissionen

Tjenestemandsdomstolen varetog sager mod tjenestemænd i stat, kommune, folkeskolen og folkekirken. Det var her folk som professor Gudmund Hatt fik deres sag for. Udrensningen blandt de offentligt ansatte hørte dog ikke op her. I juli 1945 blev der oprettet en ekstraordinær undersøgelseskommission, som skulle føre sager mod offentligt ansatte, der ikke var tjenestemænd. Som ved tjenestemandsdomstolen skulle kommissionen ikke selv rejse sagerne, men fik dem forelagt af en auditør. Modsat tjenestemandsdomstolen traf undersøgelseskommissionen ikke selv afgørelse om, hvorvidt den tiltalte skulle afskediges eller ej. Kommissionen afgav det enkelte arbejdssted indstilling derom, men det var i sidste ende op til arbejdspladsen, om den ville følge indstillingen. Det gjorde arbejdspladserne nu altid. Af Vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, cand.mag.