Vestindien på Frederiksberg

Grundlæggende har Danmark og Vestindien jo ellers været forbundet via havet, og Frederiksberg er og har altid været afskåret fra havet af nabobyen. Med tiden forplantede koloniimperiets påvirkninger sig fra København og udover Danmark, og Frederiksberg fik med sin placering også sin del af købmændenes formuer, kunsten og slaver bragt hertil fra Vestindien.

Købmænd og landsteder

Frederiksberg udviklede sig i 1700-tallet, særligt efter kronens auktioner i 1757 og 1765, til en sommerresidens for mange af Københavns velhavere. Særligt nyrige købmænd og embedsmænd købte op af de grunde, der blev sat til salg og opførte landsteder i rolige omgivelser uden for voldene. Allerede blandt første bølge af beboere på de nye landsteder fandt man folk med forbindelse til De Vestindiske Øer, såsom Henning Frederik Bargum. Han købte i 1765 et stykke jord på det nordøstlige Frederiksberg og byggede landstedet Forhåbningsholm. Samme år oprettede han desuden et handelsselskab beregnet på slavehandel. Det lykkedes dog aldrig få overskud ud af forretningen, og da selskabet i 1776 gik konkurs, var han selv for længst stukket af. Landstedet eksisterer stadig og har desuden givet navn til Forhåbningsholm Allé.

Hinrich Ladiges og Bertel Basses Gård

I hjertet af Frederiksberg ligger der endnu en af de grunde, der har en historie, der knytter sig til Vestindien. Det er ikke til at se i dag, men området fra hjørnet af Allégade og Gl. Kongevej op til Edisonvej var oprindelig én samlet grund. Det var tidligere samlet som matrikel 47. Den tidligste ejer, man kender til, var Dragonløjtnant Bertel Basse. Han satte i 1710 gården til salg, muligvis som følge af et alvorligt sår han samme år havde pådraget sig i slaget ved Helsingborg under Store Nordiske Krig. Efter en række forskellige ejere køber Hinrich Ladiges i september 1767 gården. Ladiges var født i Altona og der udlært som sukkerraffinadør. Efter en periode i Viborg fik han i 1757 lov til at flytte sit raffinaderi til København, hvor han siden byggede et sukkerraffinaderi mere. Hovedstaden var den merkantilistiske handels bankende hjerte, og handlen med sukker var den vigtigste og mest indbringende vare fra Vestindien. Særligt efter Vestindisk-guineisk Selskab i 1733 havde købt St. Croix af Frankrig og var begyndt at udstykke jordlodder til nye plantager. Det tog meget længere tid end beregnet, men da arbejdet var færdigt, lagde det bunden for den indbringende handel med sukker i den såkaldte ’florissante periode’ i anden halvdel af 1700-tallet. Som en del af måden kolonierne var organiseret på, skulle sukkeret sendes til Danmark til videre forarbejdning på raffinaderier, og det var her Ladiges tjente sine penge. Ved sin død i 1805 var formuen på anseelige 1,5 millioner rigsdaler.

Hinrich Ladiges selv ved vi ikke så meget om. I København havde han til huse Gammeltorv 14, og han har som så mange andre købt ejendommen på Frederiksberg for at undslippe København om sommeren, hvor varmen gjorde stanken i den tætbefolkede by endnu værre end ellers. Han friede til sin udkårne Sophia Dorothea, men selv med faderens velsignelse blev det ikke til noget. Han forblev ugift og donerede ved sin død store beløb til Skt. Hans Hospital, Fødselsstiftelsen og fattigvæsenet.

Ludvigsminde

Landstedet blev ganske vist opført 1770 af Landinspektør Berner, men hans enke bortskødede i 1802 Ludvigsminde til Peder Frantz Hunæus. Han var uddannet kirurg og havde gjort karriere i flåden fra skibskirurg til overskibskirurg og til sidst Garnisonskirurg på Vestindien. Efter endt tjeneste vendte han tilbage til Danmark, hvor han bosatte sig på Frederiksberg. Først på en gård længere ned af Allégade, hvor han i Folketællingen 1801 optræder med hustru Christine Frederikke Wolherrn, to sønner samt en tjenestekarl. Kort før sin død afhænder han gården til en anden person med en direkte forbindelse til Vestindien, sukkerraffinadør Christian Frederik Fiedler. Pengene tjent på sukker kunne kun stamme fra Vestindien, men derudover var jordkøbet blot i spekulationsøjemed, og han solgte 2 år senere det hele videre til Rittmester Uldahl.

Jens Juel på Frederiksberg

Vestindisk Kompagni blev stiftet i 1671, og i den første direktion fik blandt andre baron Jens Juel sæde. Hans bror, søhelten Niels Juel, er i dag nok den mest kendte af de to, men Jens Juel var også en loyal og hårdtarbejdende adels- og embedsmand for sin konge. Uden ellers at vide ret meget om handelskompagnier og købmandsskab trådte han til og var i 1673 en afgørende faktor i, at den afrikanske handel blev lagt ind under handelskompagniet, der derved fik udvidet sit navn til Vestindisk-guineisk Kompagni. Jens Juel har ganske vist ikke efterladt sig spor her på Frederiksberg, udover at han i 10 år fra 1672 til 1682 havde en Lystgård ved Hollændervej. Men fra 1671 til sin død i 1700 var han en af de få, der fastholdt engagementet i handelskompagniet og gentagne gange forsøgte at genrejse det, også med tilskud fra egen lomme.

A. H. Riise

Præcis som opkøbene ved auktionerne i 1757 og 1765 fortsatte folk, der havde gjort deres lykke i handel, med at opkøbe jord på Frederiksberg og indrette landsteder her. En af de bedst kendte er Apoteker og Etatsråd A. H Riise, der i 1872 opkøbte dele af det gamle landsted Alléenlyst og omdøbte det til St. Thomas efter øen, hvor A. H. Riise havde arbejdet og tjent sine penge. Herfra stammer det vel nok tydeligste eksempel på forbindelsen mellem Frederiksberg og Vestindien, nemlig St. Thomas Plads på Frederiksberg Allé.

Albert Heinrich Riise havde ikke fra barnsben nogen forbindelse til Frederiksberg, han blev født 11. september 1810 i Ærøskøbing. Som ung mand kom han i lære hos apotekeren i Ærøskøbing. Herfra kom han videre til apoteket i Fåborg, inden han til sidst tog sin eksamen i 1832 ved Løveapoteket i København. I 1838 rejste Riise til Vestindien, hvor han allerede samme år fik tildelt et privilegium på at drive apotek på St. Thomas – altså monopol på apotekervirksomhed. Riise slog sig ned i øens hovedstad Charlotte Amalie. Tidligere havde lægerne på øerne selv stået for import og salg af medicin. Det forsøgte den danske kolonimagt at ændre på, da man i 1770 udstedte det første apotekerprivilegium, men uden at det blev en succes i først omgang. Først fra ca. 1840 lykkedes det reelt at sikre apotekerne deres monopol. I de følgende år havde Riise stor succes, og han bredte sig fra apotekerfaget til også at producere og handle med andre vestindiske varer. Herunder også den rom, som i de seneste par år er blevet populær herhjemme igen.