Et stykke frederiksbergsk bolighistorie
Som følge af hovedstadens voldsomme industrialisering og urbanisering opstod og virkede i 1850’erne og de følgende tiår den såkaldte hygiejniske bevægelse med læger og arkitekter i spidsen. Herfra ansås den Københavns indre bys og de nye arbejder- og industrikvarterers mørke byrum med beskidt og stillestående luft som kimen til sygdom og social elendighed. Forhold, der ifølge hygiejniske bevægelse kun kunne modvirkes ved at tilføre byen ”bylunger”, der med tilførsel af lys og renere luft ville være afgørende for sundheden. Ud over strammere bygningslove, der ville kunne bidrage til et mere åbent byggeri, blev promenadeparker af den hygiejniske bevægelse anset for de mest effektive bylunger. Promenadeparker, som hovedstaden allerede var forsynet med i form af Frederiksbergs slotshaver, men som blev suppleret med både udlæggelse af hovedparten af Københavns gamle fæstningsterræn til tilsvarende parker i 1870´erne og senere små med beplantede pladser.
