Lejr 49
I disse år oplever Europa og dermed også Danmark et stigende flygtningepres. Desperate mænd, kvinder og børn flygter i store tal fra terror, krig og nød i Mellemøsten og Afrika og søger mod den forjættede, rige og trygge verdensdel mod nord. Den udfordring, det danske samfund står over for i dag er stor, men dog for småting at regne i sammenligning med den opgave, som danske politikere, embedsmænd, læger og skoleledere stod overfor fra foråret 1945 og navnlig efter befrielsen i maj, og som de løste. Den succesfulde sovjetiske fremrykning mod vest sendte millioner på flugt mod vest. Den største folkevandring siden Antikken, er masseflugten blevet kaldt.