Faren fra luften
Selv om det efterhånden er 75 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede, sætter den fortsat sit præg på det frederiksbergske bybillede. I den vestlige del af den ellers normalt så fredelige Frederiksberg Have, i området bag Mathildehøj, finder vi således markante spor støbt i cement fra denne den sidste store ufredstid. Der er naturligvis tale om de velkendte beskyttelsesrum, eller bunkers som de også kaldes, hvor havens gæster eller folk fra den nærliggende Søndre Fasanvej kunne søge tilflugt i tilfælde af, at luftalarmen lød.