9. april 1941
9. april 1940 havde tyske tropper besat Danmark. I forbindelse med de kortvarige kamphandlinger havde 16 danske soldater mistet livet i kampen mod overmagten, mens yderligere 23 var blevet såret. På etårsdagen for den tyske besættelse udspandt en ny og mere fredelig kamp sig – denne gang i de frederiksbergske villahaver.
)
Af Vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, cand.mag.
For at undgå nationale manifestationer, som de der var kommet til udtryk ved bl.a. de store alsangstævner i efteråret og vinteren 1940/41, krævede besættelsesmagten et forbud mod at flage med Dannebrog på halv stang på årsdagen for besættelsen – 9. april 1941. Den danske regering efterkom det tyske krav, mens opgaven med at holde øje med flagstængerne over det ganske land tilfaldt politiet.
På Frederiksberg instruerede politikommissær Alfred Dyre styrken, og han pointerede vigtigheden af, at politifolkene gik meget diplomatisk til værks over for de borgere, der overtrådte forbuddet. Politifolkene skulle tage sig god tid til at tale med borgerne og få dem til at forstå nødvendigheden af at efterkomme det tyske krav – uden at krænke borgernes fædrelandsfølelse. Det var lidt af en balancegang. Ingen politimand måtte tage sagen i egen hånd og selv stryge flaget. Nægtede en borger at nedtage sit flag, skulle Alfred Dyre underrettes telefonisk, så politikommissæren selv kunne få lejlighed til at tale den pågældende borger til rette.
Og hvordan forløb så politiets kontrol med de frederiksbergske flagstænger 9. april 1941? Skal vi tro Alfred Dyre, hvis erindringer befinder sig på Stadsarkivet, respekterede samtlige frederiksbergere regeringens krav – med en enkelt undtagelse. En villaejer nægtede at nedtage det i haven på halv stang vejende Dannebrog. Dyre begav sig derfor ud til ejendommen, hvor kun villaejerens halvvoksne søn var hjemme. Han havde af faderen fået ordre til, at ingen måtte stryge flaget. Efter en længere telefonsamtale, hvor Dyre til sidst måtte true villaejeren med selv at nedtage flaget, overgav den standhaftige, stærkt nationalt sindede frederiksberger sig og gav over telefonen sønnen besked på at nedtage flaget. Dyre havde gjort sin pligt og endnu en gang sikret ro og orden på Frederiksberg. Men at han også nærede en vis sympati for villaejerens aktion, skal der ikke herske tvivl om.