Besættelsen 9. april 1940 - og tiden derefter

Af Vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, cand.mag.

Da borgerne pa Frederiksberg vågnede op om morgenen den 9. april var besættelsen en realitet, og folk vidste ikke rigtigt, hvordan de skulle reagere pa de nye forhold. Hvor længe den tyske besættelse ville vare, var der af gode grunde ingen der vidste.

En af dem, der havde svært ved at finde det rette ben at stå på var Brandmand Knud Jørgen Balschmidt. Han var på arbejde 9. april og i sine erindringer, der i dag findes på Frederiksberg Stadsarkiv, beskriver han sine oplevelser på denne historiske dag: ”Det var en mærkelig fornemmelse at køre rundt i gaderne og se folks reaktioner og ansigtsudtryk. Vi kunne selvfølgelig ikke nære os for at køre nogle ”små” omveje, når vi nu havde lejlighed til det. Man troede endnu ikke rigtigt, at det var så slemt, som man gisnede om, og vi følte os forholdsvis sikre. Vi kørte jo i brandvæsenets røde biler og var iført uniformer, så der kunne bestemt ikke ske alverden. Vi havde smidt de hvide jakker, vi ellers kørte i, og taget uniformsjakkerne og kasketterne på. Vi tog en tur gennem Bredgade til Grønningen, og her fik vi syn for sagn. De ”Grønne” [tyskerne] så vi overalt, men der var vel ikke flere, end vort militær og politi kunne ordne. Hvorfor fik de lov at gå alle vegne, uden at nogen gjorde dem noget? Der kunne dog ikke komme så mange på een gang. Vi havde dog befæstede forter, Kastellet og livgarden lige i nærheden, og tyskerne måtte jo da være sat i land fra skibe, og hvad med vor marine og flyvevåben. Der havde ikke været spor af skydning”.

Den kommende tid bød ikke på mange opmuntringer for Balschmidt og de frederiksbergere, og det var langt størstedelen, der ønskede tyskerne ud af landet igen så hurtigt som muligt. Norge, Belgien, Holland og Frankrig faldt for den overlegne tyske krigsmagt de efterfølgende måneder. England holdt i sommeren 1940 endnu stand, men hvor længe ville det vare, var der givetvis mange frederiksbergere, der tænkte. I den mørke tid havde danskerne brug for at stå sammen, og det nationale blev det, befolkningen kunne samles og vare fælles om besættelsens første tid. Det store nationale samlingspunkt var kong Christian 10. Det kom særligt til udtryk i forbindelse med regentens 70 års fødselsdag 26. september 1940. Kongen korte i dagens anledning i åben bil gennem København og Frederiksberg, og en stor del af hovedstadens indbyggere hyldede fødselaren pa ruten. I anledning af kongens fødselsdag var Frederiksberg Alle smykket med Dannebrogsflag, og ved Frederiksberg Runddel spillede et orkester musik for de mange ventende.

Et andet af den nationale vækkelses markante udtryk var alsangsstævnerne, hvor danskerne samledes for at synge danske sange og hore taler om nationale emner. De første alsangsstævner fandt sted i Aalborg i juli 1940, men ideen spredte sig hurtigt til resten af landet. Det første egentlige alsangsstævne pa Frederiksberg var stævnet Frederiksberg Have 1. september 1940, hvor 40.000 mødte frem, men alsangen var allerede blevet taget i anvendelse ved en af kommunens klassiske koncerter 21. august. Det har været diskuteret, om man skal karakterisere den nationale vækkelse - herunder alsangen - i sommeren og efteråret 1940 som begyndende modstand eller ej. I sidste ende er det et spørgsmål om temperament. Men maske er det heller ikke så vigtigt. Det afgørende var, at frederiksbergerne - sammen med hundredetusinder af landsmænd - bekendte den rette kulør pa et kritisk tidspunkt af Danmarks historie, hvor tyske tropper stod landet, og danske nazister greb ud efter regeringsmagten.