De første kvindelige betjente på Frederiksberg

Umiddelbart var det meningen, at de kvindelige betjente skulle ansættes i de stillinger, som politiet på Frederiksberg allerede havde, men det modsatte politimesteren sig: han mente ikke, at han kunne undvære nogen af de mandlige betjente. Det socialdemokratiske medlem af kommunalbestyrelsen, Camilla Nielsen, bemærkede spydigt ved et byrådsmøde i 1922:

”Hun maatte uvilkaarlig tænke paa de mange Ansøgere, der var, hver Gang der var en ledig Politibetjentplads. Det var alle mulige Slags Mennesker, der ansøgte, lige fra Skræddere, Skomagere, Tømrere, Malere o. s. v. Der krævedes ikke noget af det lærde, de ellers skulde til for at faa saadanne Pladser. Naar man kunde bruge Kvinder i Rigsdagen og i Kommunalbestyrelsen, maatte Kvinderne jo være forfærdelig dygtige, og Politiet maatte altsaa staa meget højt, siden Kvinderne ikke kunde være gode nok der”.

Generelt var der enighed om, at de kvindelige betjente ville være egnet til værnerådssager, dvs. sager om forsømte og vanrøgtede børn, og generelt i sager om kvinder og børn. Når det kom til patruljering på gaden og udrykningstjeneste var der ikke enighed om kvindernes egnethed. Men også her havde Camilla Nielsen en spydig kommentar:

”Det blev ogsaa sagt, at Kvinder kunde ikke patruljere paa Gaden. Hun vidste ikke, hvad der var i Vejen for, at en Kvinde, naar hun saa, at et Par unge Knægte kom op at slaas, kunde ringe efter Panserbilen – det var det jo altid det, Betjenten gjorde, naar der kom noget i Vejen, og det kunde en Kvinde gøre lige saa godt som en Mand”.

Endelig i juni 1930 blev det vedtaget af byrådet, at der skulle opslås to pladser til kvindelige politibetjente. I januar 1931 var der møde i ”Udvalget angaaende Besættelse af ledige Politibetjentpladser”, hvor man behandlede de 30 eller flere indkomne ansøgninger. Der var lidt uenighed mellem udvalget medlemmer om, hvem der skulle ansættes. Alle tre medlemmer var enige om, at Lili Howitz skulle ansættes. Derimod var der to, der ville ansætte Emma Burcharth og en, der ville ansætte Karen Lauritzen, i den sidste ledige plads. Også i kommunalbestyrelsen var der november 1931 uenighed om, hvem der skulle ansættes, men det endte med, at Lili Howitz og Emma Burcharth blev ansat. I ”Anciennitetsliste for Frederiksberg Politikorps” kan man se, at de to kvinder blev ansat pr. 1. januar 1932. Man kan dog undre sig lidt om den tid, der gik fra deres ansøgning og til, at de blev ansat!

Hvis Lili Howitz’ efternavn ringer en klokke, så er det med god grund: hendes far var Frantz Johannes August Carl Howitz (1828-1912), som Howitzvej er opkaldt efter. Han var kirurg og gynækolog og tog initiativ til at oprette Frederiksberg Fødehjem i 1896. Han mente, at en boglig uddannelse for yngre kvinder gjorde, at kvinders æggestokke ikke ville udvikle sig ordentligt og føre til barnløshed. Pudsigt nok uddannede hans datter sig både indenfor landbrug og som sygeplejerske, så hun havde en bred baggrund, da hun blev politibetjent. Lili Howitz var en rigtig frederiksbergborger, som var født på Frederiksberg i 1903, levede her, døde her i 1992 og blev begravet på Solbjerg Parkkirkegård. Hun er begravet i samme gravsted som sin far, som er et af de gravsteder man har valgt at bevare.

Emma Burcharth var født i Kolding i 1898, boede en overgang i København og senere i Holte sammen med sin mor. Hun var uddannet cand.phil. og massør. Udover at være politibetjent på Frederiksberg så har hun ikke samme tilknytning til kommunen som Lili Howitz.

Hvad lavede så de kvindelige betjente? I en artikel fra 1940 i ”Politiet – Tidsskrift for Politivæsen” lister kriminalassistent Jens Østerborg de kvindelige politibetjente i København: 1 overpolitibetjent og 4 politibetjente gjorde tjeneste i den familieretlige afdeling, 2 politibetjente i sædelighedspolitiet og en kriminalbetjent og en politibetjent i opdagelsespolitiets afdeling for sædelighedssager. Sidstnævnte arbejdede især med afhøring af børn og kvinder i sædelighedssager og ”observationstjeneste”. I sædelighedspolitiet foretog de afhøringer af kvinder under 18 år, overvågede lægevisitation af kvinder og deltog i eftersøgningen af kvinder, som var udeblevet fra behandling for kønssygdomme. De deltog til gengæld ikke i nattjeneste på gaderne og i beværtninger. Jens Østerborg fortæller videre:

”I den familieretlige Afdeling er det kvindelige Politi navnlig beskæftiget med Afhøringer i Sager af social Karakter, saaledes Sager vedrørende Forældremyndighed, Børneværnssager, Forulempelsessager, alle Sager vedrørende sindsyge og aandsvage, Umyndiggørelsessager, samt foretager Transportantrejser med Kvinder. Endelig tager de kvindelige Politibetjente Del i Behandlingen af Sager vedrørende fri Proces til Separation eller Skilsmisse samt Paternitetssager. I Politikredsene udenfor København har det kvindelige Politi udført en lignende, men ikke saa specialiseret Tjeneste.”

Det bekræfter Lili Howitz i et interview i 1951 med Nationaltidende. Hun har også en holdning til, hvad der var årsagen til de fleste problemer:

”I mit Arbejde faar man Gang paa Gang bekræftet, at Menneskers Vanskeligheder og Fejltrin ikke skyldes oprindelig ond Vilje, men daarlige Betingelser for at opfylde baade de moralske og juridiske Paragraffer. Bolignøden er Roden til næsten alle Onder – til forliste Ægteskaber og forkvaklet Børneopdragelse – til daarlige Nerver, til Livstræthed. Ti og elleve Mennesker sammen i en to Værelsers Lejlighed – det er ikke menneskeværdigt.”

Først i 1977 startede man en forsøgsordning, hvor kvinder kunne søge ind på politiskolen på lige fod med mænd, og denne ordning blev gjort permanent i 1980. I dagens politi (anno 2020) er der ansat 1.942 kvinder og 9.268 mænd som polititjenestemænd.