Det selvstændige Frederiksberg
Allerede inden landsbyen i Allégade, Frederiksberg eller rettere Ny Amager som den hed på dette tidspunkt, blev et selvstændigt sogn og by havde området stået uden for staden Københavns administration.
Af Henning Bro, stadsarkivar em MSO, Ph.d., Frederiksberg Stadsarkiv
)
Forhistorien
Siden middelalderen havde landsbyen Solbjerg, det meste af Frederiksberg, hørt under Københavns Slots Len. Sådan blev det også, efter landbyen blev nedlagt i 1621 og dens mark blev til Københavns Slots ladegårdsmark. Hovedriften af ladegårdsmarken med kongelige fæstebønder blev dog opgivet i 1651, men den ny landsby på området, Ny Amager, kom forsat til høre under lenet, der senere betegnedes Københavns Amt. Med opgraderingen til sognestatus i 1654 styrkedes Frederiksbergs selvstændigheden, da præsten som kongen yderste embedsmand tog sig af meget andet end de kirkelige handlinger. Således både fattig- og skolevæsen.
Købstadskommunen
Efter perioden som et sogn og senere om et samlet pastorat og sidst en sognekommune sammen med Hvidovre, begyndte Frederiksbergs omdannelse fra land til by i midten af det 19. århundrede. Det førte til, at Frederiksberg i 1858 udskiltes af den gamle sognekommune, fik sit eget byrård, en kommunalbestyrelse, og næsten stilledes på samme niveau som landet øvrige købstadskommuner. En status der blev fuldstændig efter, Frederiksberg Kommune udskiltes af Københavns Amtskommune i år 1900. Og sådan blev det længe. Ved 1970-kommunalforformen forsatte Frederiksberg og Københavns kommuner som de eneste danske kommune med den særlige dobbeltstatus som primær- og amtskommune. En ordning, der først afvikledes, da de to kommuner ved 2007-strukturreformen sidestilledes med de øvrige kommuner.
Selvstændigheden
At Frederiksberg gennem historien har udgjort en økonomisk-erhvervsmæssig, men også en administrativ enhed, har været afgørende for byens selvstændighed. Hertil kom, at kommune tidligt tildeltes købstadsmæssige status, hvorved den kunne opbygge en stor kommunalorganisation med forvaltning og institutioner til håndtering af storbyens særlige udfordringer. Hver gang København truede Frederiksbergs kommunale selvstændig satte byens borgere, embedsmænd og politikere sig samtidig til modværge. Nok så afgørende gik statsmagten af hensyn til det kommunale selvstyre ikke med på den københavnske indlemmelsesønsker, ligesom Frederiksberg sammen med Københavns Kommune og de øvrige amtskommuner blev en vigtig aktør i løsningen af hele hovedstadsmetropolens udfordringer som én byregion.
