Selvstændighed eller indlemmelse?

Billedtekst: Frederiksbergs borgmester, Lord Mayor, Godskesen, til venstre for snoren (grænsen til Frederiksberg), siger: ”Hold ! Hvem der ?” Til højre for snoren siger den københavnske finansborgmester Hedebol, herolden: ”Det er Kong Andersen den Anden af København, der kræver hyldest og underkastelse af den gode stad Frederiksberg”. Kong Andersen, borgmester Oluf Andersen, ses i baggrunden. Trompeteren ved siden af Hedebol er en af de andre københavnske borgmestre, P.J. Pedersen. (Kilde: Politiken 24.1.1936, Det kongelige Bibliotek)

Første indlemmelsesinitiativ

Med den urbanisering, der fulgte af industrialismen gennembrud fra midten af det 19. århundrede, ønskede Københavns Kommune således at sætte sig i spidsen for udviklingen i hele den ekspanderende hovedstad. Det første indlemmelsesforsøg af Frederiksberg blev stoppet af staten i 1858, da byen omdannedes til en købstadskommune. En kommunale styreform, der gjorde det muligt for Frederiksberg Kommune at tackle de mange udfordringer, der fulgte med omdannelsen fra land til by.

Andet indlemmelsesinitiativ

Med industrialismens forstærkede urbanisering i det 20. århundredes første halvdel kom Københavns Kommune allerede i 1901-1902 igennem med meget store indlemmelser, der omfattede Valby og Vigerslev i Hvidovere Sognekommune, hele Brønshøj Sogn i Brønshøj-Rødovere Sognekommune samt Sundbyerne, der oprindelige var en del af Tårnby Sognekommune. Med disse indlemmelser, der tredoblede Københavns areal, fik Københavns Kommune blod på tanden til at forsætte ad indlemmelsesvejen. Målet blev at sætte sig på den kommunale styring af hele den hovedstadsmetropol, der sammen med hovedstaden og fremvoksende forstæderne udviklede sig i perioden. Et mål som bystyret i Berlin var kommet igennem med i 1920, da der oprettedes en berlinsk storkommune for hele metropolen.  

Da Frederiksberg ved de store indlemmelser i 1901-1902 var blevet omklamret af København fra alle sider, var det nærliggende at starte med Frederiksberg Kommune. Fra 1912 og op gennem 20´erne forsøgte Københavns Kommune med forskellige midler at presse nabokommunen til betale mere til de fælles udgifter i hovedstaden, men da det ikke lykkedes gik København i 1930 igen til staten med et ønske om en fuldstændig indlemmelse af Frederiksberg. En særlig kommission arbejde med sagen i mere end 5 år, men da Frederiksberg fik presset Gentofte Kommune til at de to kommuner ydede et udligningsbidrag til København, bremsede statsmagten forsøget på at indlemme Frederiksberg i 1937.

Frederiksberg var dog ikke den eneste kommune i hovedstadsmetropol, som i mellemkrigstiden kom i det københavnske indlemmelsesfokus. Københavns Kommune forhandlede således i perioden med de daværende forstadskommuner om en indlemmelse i København, man da disse kommuner med tilflytning af faglærte arbejdere og funktionærer efterhånden kunne klare de kommunale udgifter, der fulgte med omdannelsen fra land til forstad, mistede de også interessen for at blive en del af en københavnsk metropolkommune.

Den særlige hovedstadsstyreform

Det på trods forsøgte Københavns Kommune i den store hovedstadskommission, der arbejdede i årene 1939-1947, for, forsat at komme i gennem med store forstadsindlemmelser. Et forsøg, der påny af forstadskommunerne og tillige af statsmagten blev fejet af bordet, da kommissionens indstilling blev politisk behandlet i starten af 50´erne. Enden blev, at de daværende kommunegrænser fastholdes, mens staten og kommuner og amtskommuner i den første efterkrigstid forsøgte at løse de udfordringer, som hovedstadsmetropolen stod overfor som en byregion. Efter 1970-kommunalreformen overgik håndteringen af disse regionale opgaver til det det særlige regionalkommunale organ Hovedstadsrådet, der fungerede i årene 1974-1974. Ved dettes nedlæggelse faldt regionsopgaverne tilbage på de to hovedstadskommuner og tre hovedstadsamtskommuner, indtil nogle af dem overgik til Region Hovedstaden efter 2007-strukturreformen.