Gå til hovedindhold

Et stykke frederiksbergsk bolighistorie

Som følge af hovedstadens voldsomme industrialisering og urbanisering opstod og virkede i 1850’erne og de følgende tiår den såkaldte hygiejniske bevægelse med læger og arkitekter i spidsen. Herfra ansås den Københavns indre bys og de nye arbejder- og industrikvarterers mørke byrum med beskidt og stillestående luft som kimen til sygdom og social elendighed. Forhold, der ifølge hygiejniske bevægelse kun kunne modvirkes ved at tilføre byen ”bylunger”, der med tilførsel af lys og renere luft ville være afgørende for sundheden. Ud over strammere bygningslove, der ville kunne bidrage til et mere åbent byggeri, blev promenadeparker af den hygiejniske bevægelse anset for de mest effektive bylunger. Promenadeparker, som hovedstaden allerede var forsynet med i form af Frederiksbergs slotshaver, men som blev suppleret med både udlæggelse af hovedparten af Københavns gamle fæstningsterræn til tilsvarende parker i 1870´erne og senere små med beplantede pladser.

Indhold

    Af Henning Bro, stadsarkivar em MSO, Ph.d., Frederiksberg Stadsarkiv

    Ud over hovedstadens grønne byrum anså den hygiejniske bevægelse også Frederiksbergs og Østerbros villakvarterer som vigtige ”bylunger”, der skulle vinde større udbredelse. Med den nære forbindelse til den hygiejniske bevægelse så tidens borgerlige og progressive sociale reformatorer, da også villaformen som den ideale boligform for alle sociale klasser, hvor den frie adgang til den sunde friske luft, blev kombineret med den ideale familielivsform: Kernefamilien. At stat eller kommune stod bag et sådan byggeri og i det hele taget boligbyggeri, var i lyset af den herskende liberalismes dogmer udelukket. Boligforsyningen og huslejedannelsen var overladt til markedet, men stillede velmenende borgere kapital eller ekspertise til rådighed, kunne der i større skala etableres gode, sunde og billigere boliger for arbejderklassen. Den ville herved blive tilpasset den trygge kernefamilielivsform og tilskyndet til social sikring via de private sociale opsparings- og forsikringsordninger, som det velmenende borgerskab tillige stod bag på samme tid i Højes såkaldte arbejderforeninger. Dette helt fundamentale tankesæt bag natvægterstaten slog an, og manifesterede sig i den sidste halvdel af det 19. århundrede på boligområdet ved dannelsen af en række filantropiske byggeselskaber og den kooperativt anlagte Arbejdernes Byggeforening. Organisationer, der fortrinsvis opførte rækkehuslignende bebyggelser med omliggende haver og grønne områder.

    En af de filantropiske boligbevægelses store byggekomplekser blev De classenske Boliger, der i årene 1867-1881 opførtes mellem Godthåbsvej og Nyelandsvej. Helt i tråd med hygiejniske bevægelse forestillinger ”bylunge” kom De classenske Boliger til at bestå af 24 enkeltsående blokke på to etage, adskilt af beplantede områder og i midten af bebyggelsen med et stort haveanlæg med fællesbygning med vandværk, dampvaskeri og småbutikker.

    Repræsenterede det velmenende borgerskabs filantropiske og kooperative byggeselskaber den første fase i det sociale boligbyggeris historie i den nu fremvoksende hovedstadsmetropol og i øvrigt i hele landet, blev det arbejderne selv, der omkring århundredskiftet med statslån tog initiativ til små kooperative byggeforeninger med små enkelt- eller dobbelthuse. På Frederiksberg blev Frederiksbergs Arbejders Byggeforenings ”Den hvide By” et af disse ganske mange byggeforeninger. I den tredje fase af det sociale boligbyggeris udvikling under første verdeskrig og resten af det 20. århundrede blev det den fremvoksende og senere udbyggede velfærdsstat, der udgjorde den afgørende forudsætning. For at sikre en tiltrækkelig boligforsyning og højne boligstandarden for de brede samfundslag, understøttede stat og kommune såvel kommunalt som foreningsorganiseret og privat socialt boligbyggeri, gennemførte huslejeregulering- og tilskud og en stadig mere regulerende bebyggelsesplanlægning. På Frederiksberg er bl.a. de store karreer i bl.a. Lindevangskvarter fra mellemkrigstiden og punkthusene Søndermarken fra efterkrigstiden eksempler på denne tredje fase i det boligbyggeris historie.

    I forhold til det sociale boligbyggeri, der opførtes på Frederiksberg, blev de små lejligheder i De classenske Boliger efterhånden så utidssvarende, at kommunen i 1909 overtog komplekset med henblik på nedrivning. Den efterfølgende tids boligmangel udskød dog saneringen, men da forslumningen af De classenske Bolig efterhånden blev stadig mere udtalt, ryddes de af nogle omgange fra 30´erne og i de følgende år. På det ryddede områder opstod: Først Frederiksberg Svømmehal og siden paranlægget Aksel Møllers Have og den herud til liggende høje beboelsesbygning Godthåbshave.

     

    De classenske Boligers vestlige husrække, set mod syd 1912. Foto: Johannes Hauerslev. Frederiksberg Stadsarkiv.