Af Vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, cand.mag.

Den københavnske statsadvokat Carl Madsen var den centrale skikkelse i værnemageropgørets første tid. Madsen greb opgaven an på en ganske anden måde, end den blev praktiseret under det øvrige retsopgør. Modsat sine statsadvokatkollegaer gik han først efter de "store fisk". Til dem hørte bl.a. firmaet Wright, Thomsen og Kier (WTK), der under besættelsen havde udført arbejde for den tyske værnemagt for omkring 150 millioner kroner. Sagen mod WTK smuldrede dog lige så stille, da det det under retssagen kom frem, at firmaet havde indledt samarbejdet med besættelsesmagten efter pres fra den danske regering, og sagen mod firmaet blev endeligt opgivet i december 1946.

Mens anklagemyndigheden ikke magtede at føre sagen mod en af landsdelens største værnemagerfirmaer til ende, havde samme myndighed kun få og overkommelige problemer med de mindre og mere overskuelige sager mod lokale bønder og småhandlende landet over, der havde solgt en gris eller bedrevet lidt småhandel med tyskerne. Mellem gruppen af store værnemagere og bonden, der solgte sin gris til tyskerne ved stalddøren, finder vi en række værnemagere i mellemklassen. En del af disse var veletablerede og respekterede forretningsdrivende i byen, der tilpassede deres slagter- eller købmandsforretning til de nye forhold. Andre var mere renskurede opportunister, der slog til på det (tilsyneladende) rette tidspunkt og brød med deres hidtidige levevej, da lejligheden til at tjene raske penge bød sig. En af dem var en tidligere repræsentant fra Frederiksberg.

Repræsentanten var oprindelig uddannet i isenkrambranchen, men blev i 1934 ansat ved C.R. Evers og Co’s sukkerfabrik på Nordre Fasanvej. Under krigen blev hans indtjeningsmuligheder på fabrikken forringet, og han endte derfor med at tage sin afsked i december 1944. Branchen forlod han imidlertid ikke, der var nemlig fortsat store penge at tjene i bolsjefabrikation, hvis man ellers var indstillet på at levere til den tyske besættelsesmagt. Og det havde repræsentanten, der i 1939 havde meldt sig ind i Frits Clausens nazistparti DNSAP, ingen skrupler ved. Fra februar 1942 til april 1945 leverede han – til grove overpriser – bolsjer til besættelsesmagten for over 520.000 kr. (svarende til ca. 11 millioner k. i dag), hvorved han havde opnået en ulovlig fortjeneste på over 227.000 kr. Sukkeret til produktionen blev leveret af tyskerne, mens repræsentanten indgik aftaler med forskellige fabrikanter om fremstillingen af bolsjerne. Men repræsentanten, der nu af titel var blevet grosserer, holdt sig ikke til bolsjeproduktion alene. Uden de fornødne tilladelser leverede han toiletartikler, chokoladestænger samt bage- og buddingpulver til den tyske værnemagt for yderligere ca. 33.000 kr. Denne forretning fik grossereren en dom for ved byretten i september 1944. Han ankede dommen til landsretten, hvor sagen på grund af aktionen mod det danske politi 19. september samme år, ikke blev foretaget. Byretsdommen på 80 dages fængsel kom han derfor ikke til at afsone.

Grossereren levede tilsyneladende det søde liv, der bl.a. bestod i egen bil med chauffør. Men glæden var kort, og heller ikke for grossereren voksede træerne ind i himmelen. At der efter befrielsen ville komme et retsligt opgør med de danskere, der havde gået besættelsesmagtens ærinde, havde modstandsbevægelsen for længst meldt ud. Og folk var begyndt at lægge mærke til den nyrige grosserer. I begyndelsen af 1944 fik han tysk våbentilladelse, Waffenschein, da han følte sig truet, og han købte i sommeren 1944 en pistol af en tysk marinesoldat. Efter sin anholdelse i forbindelse med krisesagen i september, anskaffede han sig i vinteren 1944 en ny pistol, også denne gang blev den købt af en tysk marinesoldat. I februar 1945 blev en svoger til repræsentanten skudt af en tysker, og kort tid derefter fik grossereren at vide, at et par ukendte mænd havde spurgt efter ham i den forretning, han havde købt. Oven på svogerens nedskydning troede grossereren først, at det var tyskerne, der var ude efter ham, og da han erfarede, at hans forretning fortsat var under observation, og at hans personale nogle gange var blevet holdt op af ukendte personer, der spurgte til grossererens navn, rettede han henvendelse til Hipo-manden Jørgen Lorenzen på Politigården. Her fik han at vide, at det ikke var besættelsesmagten eller dens danske håndlangere, der overvågede forretningen. Det måtte da være medlemmer af modstandsbevægelsen, konkluderede de to, hvorfor grossereren og Lorenzen aftalte, at Lorenzens gruppe i en periode skulle holde øje med forretningen og skygge grossererens bud, Lohse, når han kørte rundt i byen. En enkelt gang anholdt Lorenzens folk fejlagtigt en person, som de troede fulgte efter Lohse. Denne anholdelse førte til yderligere anholdelser og afhøringer af en række personer.

5. maj 1945 var Danmark atter frit. At der efter befrielsen ville komme et retsligt opgør med de danskere, der havde gået besættelsesmagtens ærinde, havde modstandsbevægelsen for længst meldt ud. Det kom derfor næppe som nogen stor overraskelse for grossereren, at han blev afhentet af modstandsbevægelsen og interneret 7. maj. Han sad derefter fængslet i perioden 22. juni-23. oktober 1945 og atter igen fra 28. december 1946. Statsadvokatens anklageskrift lå klar 19. november 1946, og 15. april 1947 afsagde Københavns Byrets 25. afdeling sin dom over grossereren. Dommen lød på to års fængsel, hvoraf seks måneder blev anset som udstået. Hertil kom tab af borgerlige rettigheder i en periode for fem år efter straffens udståelse. Endelig inddrog retten 210.000 kr., stort set svarende til grossererens ulovlige fortjeneste, til fordel for Statskassen. Prisen for hans søde liv og kortvarige opstigning på den sociale rangstige i besættelsens sidste år, skulle nu betales tilbage. Og selv om grossererens væsentligste brøde blot havde bestået i bolsjefabrikation til besættelsesmagten, var den ikke urimelig.