Af Vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, cand.mag.

Skruer vi tiden mere end 75 år tilbage til kommunalvalget i 1943 var situationen en ganske anden, tiden anderledes dyster og demokratiets fremtid uvis. Danmark var på fjerde år besat af Hitlers Tyskland. Egentlig skulle der allerede have været afholdt kommunalvalg i 1941, men på grund af krigen blev det udsat i flere omgange, indtil en kongelig anordning – med besættelsesmagtens billigelse – endelig fastsatte datoen for valgets afholdelse til den 5. maj 1943. Da var der gået mere end seks år siden det seneste kommunalvalg i marts 1937.

Fem partier og en enkelt borgerliste bejlede i 1943 om vælgernes gunst på Frederiksberg. Det var de fire ”gamle” partier: Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre og Venstre. Venstre var tilbage på stemmesedlen efter ved flere valg at have undladt at opstille kandidater på Frederiksberg ved valgene i 1933 og 1937. Det femte parti var det i 1930 stiftede Danmarks National Socialistiske Arbejderparti (DNSAP), der for anden gang forsøgte at blive repræsenteret i Frederiksbergs kommunalbestyrelse. Ved valget i 1937 havde partiet, hvis hedeste ønske var at komme parlamentarismen og dermed demokratiet til livs, fået beskedne 240 stemmer på Frederiksberg, svarende til under 0,5% af stemmerne, hvad der naturligvis langt fra rakte til valg. I ly af besættelsesmagtens bajonetter forsøgte partiet sig igen seks år senere. Endelig havde en enkelt borgerliste, Frederiksberg Borgerliste, sneget sig med på stemmesedlen. Navnet skulle man dog ikke lade sig narre af. De tre kandidater på listen var tidligere DNSAP-medlemmer, der havde brudt med partiet efter folketingsvalget i marts 1943.

Socialdemokratiet og Det radikale Venstre havde indgået listeforbund i deres forsøg på at vippe det konservative flertal af pinden, mens valgets andet listeforbund meget naturligt var anmeldt af DNSAP og Frederiksberg Borgerliste. Listeforbundene hjalp dog hverken den socialdemokratisk-radikale gruppe eller den nazistiske. Valgets sejrherre blev Det konservative Folkeparti. 27.574 frederiksbergere, svarende til 53,6% af samtlige stemmer, stemte på partiet med den siddende borgmester Vilhelm Fischer i spidsen. Til trods for det overbevisende resultat var der tale om en lille tilbagegang for partiet i forhold til 1937-valget, hvor 55,9% af vælgerne havde sat deres kryds ud for liste C. Næststørste parti blev Socialdemokratiet, der fik opbakning fra 18.568 frederiksbergere (36,1%), mens 3.846 borgere satte kryds ved Det radikale Venstre (7,5%). Når mere end 97% af de frederiksbergske vælgere satte deres kryds ud for et af de tre partier, var der selvsagt ikke meget at komme efter for de resterende. Størst blandt de små blev DNSAP med 892 stemmer (1,7%), efterfulgt af Venstre med 499 stemmer (1%) og Frederiksberg Borgerliste med blot 87 (0,2%).

Efter valget kunne byens konservative borgmester Vilhelm Fischer sætte sig i borgmesterstolen på ny. Hans tredje periode som byens førstemand. Det konservative Folkeparti mistede en enkelt plads i kommunalbestyrelsen, men partiet sad fortsat solidt på magten på Frederiksberg. 11 ud af den nye kommunalbestyrelses 19 medlemmer var konservative. Oppositionen i den nye kommunalbestyrelse kom efter valget til at bestå af syv socialdemokrater og en enkelt radikal.