Fuldmægtig Ramdahls arkiv

Af to omgange modtog Frederiksbergs daværende stadsarkivar Johan Boisen-Schmidt i sommeren og efteråret 1964 en noget speciel arkivaflevering. Et kartotek med navne og forskellige oplysninger om ikke mindre end 549 frederiksbergborgere.

Indhold

    Af to omgange modtog Frederiksbergs daværende stadsarkivar Johan Boisen-Schmidt i sommeren og efteråret 1964 en noget speciel arkivaflevering. Et kartotek med navne og forskellige oplysninger om ikke mindre end 549 frederiksbergborgere. At Frederiksberg Kommune udarbejdede forskellige former for registre og kartoteker over grupper af byens borgere var og er der som sådan ikke noget odiøst ved. Heller ikke at de med tiden er blevet afleveret til Stadsarkivet. Dog skilte dette kartotek sig ud. Det var et kartotek over ”landssvigere”, som var eller havde været i kontakt med kommunens socialkontor. Kartoteket var oprettet og ført af giveren, fuldmægtig Erik Ramdahl (1894-1980). Overvågning og registrering af borgere med en anden politisk holdning end ens egen er ikke noget en kommunalt ansat fuldmægtig normalt beskæftiger sig med. Men Ramdahl tog altså denne opgave på sine skuldre i årene under og efter besættelsen.

    Af Vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, cand.mag.

    Ramdahl var lidt af en personlighed. Inden sin ansættelse i Frederiksberg Kommune 1935, havde han i en årrække – fra 1917 – arbejdet i Københavns Kommunes socialdirektorat, fra 1924 som assistent og fra 1934 som overassistent. Inden sin ansættelse i kommunen havde han optrådt i flere statistroller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, og Ramdahl havde også haft en enkelt birolle i stumfilmen "Manden fra mørket" fra 1913. I offentligheden var han dog mest kendt som en af politiets hovedmistænkte i forbindelse med det uopklarede dobbeltmord på Peter Bangs Vej 19. februar 1948.

    Langt størstedelen af kartotekskortene i Ramdahls arkiv indeholder oplysninger om nazister, mens 15 kort var helliget formodede eller erklærede kommunister. Omfanget af oplysningerne på registerkortene varierer. For nazisternes vedkommende hentede Ramdahl primært sine oplysninger fra aviserne, der skrev flittigt om retsopgøret mod landssvigerne, skrivelser fra Justitsministeriet vedrørende tidligere medlemmer af Schalburg- og Hipo-korpset og fra ”Bovrup-kartoteket”, en afskrift af medlemskartoteket for Danmarks Nationsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), der blev udgivet af medlemmer af modstandsbevægelsen i bogform i marts 1946. Men mødte man, som bl.a. en pensioneret skibskaptajn gjorde, op på socialkontoret med et hagekorsemblem knaphullet, ja så blev det naturligvis også noteret. Kortene viser også, at Ramdahl til tider bedrev en form for opsøgende ”agentvirksomhed” på de registreredes bopæle. Det gjaldt især for kommunisterne, som kom i Ramdahls søgelys i starten af 1950’erne, hvor Koreakrigen og dermed Den kolde Krig rasede. Om en yngre kvinde hedder det f.eks. 27. marts 1951: ”Abonnerer paa Land og Folk”. Sad i Døren D.D.”. Hvor mange der kendte til Ramdahls bibeskæftigelse, ved vi ikke. Men sikkert er det i al fald, at han i kommunelægen havde en meddeler og ligesindet. På en ældre mandlig slibers kort kan man bl.a. læse: ”Ved Kommunelægens Besøg faldt en Del røde Faner frem, de henstod bag en Dør”, mens en 47-årig kusk i september 1951 blev beskrevet som en aktiv propagandist, der lagde bjerge af agitationsmateriale i kommunelægens venteværelse. Nogle af de registrerede var tydeligvis erklærede kommunister med et i Ramdahls øjne langt synderegister. Andre havnede i hans arkiv alene fordi de under en samtale på socialkontoret havde båret en fredsdue på tøjet. Om Ramdahl arbejdede alene, eller om en eller flere kollegaer i socialvæsenet hjalp ham med at indsamle oplysninger om klienterne, melder historien ikke noget om. Ej heller om de indsamlede oplysninger indgik i sagsbehandlingen eller blev videregivet til andre offentlige myndigheder. At Ramdahl anså udarbejdelsen af kartoteket som et nødvendigt og samfundstjenstligt stykke arbejde, hersker der næppe tvivl om. At det også var af historisk værdi og skulle gemmes for eftertiden, var han heller ikke i tvivl om. Ellers havde han vel næppe afleveret sine sirligt førte kartotekskort til Stadsarkivet.