Et befolkningstal på 100.000 har i Europa været betragtet som den nedre grænsen for, at man kunne tale om en by af en vis størrelse, der kunne måle sig med andre byer på kontinentet, og samtidig kunne hæve sig over de enkelte landes øvrige byer. I Romerriget nåede imperiets hovedstad Rom dog langt over de 100.000 indbyggere. På kejser Augustus' tid var Rom verdens største by, og sandsynligvis den største by som blev bygget indtil det 19. århundrede. Estimater for byens maksimale befolkningstal svinger fra 450.000 til over 3,5 mio. mennesker, hvor 1 til 2 mio. er det mest udbredte blandt historikere. Selv om det nuværende Istanbul som hovedstad i Det byzantinske Rige forsat var en storby, blev byerne i Europa, med Romerriget sammenbrud og indskrænkningen af den større internationale handel, relativt små op gennem den tidlige middelalder og højmiddelalderen. Den begyndende kolonisering og den merkantilistiske erhvervspolitik satte senere skub i byernes vækst. I slutningen af 1500-tallet passerede London de 100.000 indbyggere, og hørte dermed til de 10 byer i Europa, der havde nået denne størrelse. Op gennem det 17. og 18. århundrede slog kolonialismen og merkantilismens strømninger i stadig større grad igennem, i det, i helt overvejende grad, enevældige øvrige Europa, med en stadig større byvækst til følge.

Med 960.000 indbyggere i år 1800 var London ikke blot hovedstad i det verdensomspændende britiske imperium, men også verdens største by, i et Europa der på samme tid kun havde 23 byer med mere end 100.000 indbyggere. Den tidlige industrialisering havde i slutningen af det 18. århundrede gjort sig gældende her og i nogle af Storbritanniens øvrige større byer. Op gennem det 19. og ind i det 20. århundrede bredte industrialismen sig videre til det øvrige Europa, og i øvrigt også til USA. Med den stadig kraftigere industrialisering fulgte en kolossal indvandring til byerne, og dermed en urbaniseringsproces der bevirkede, at et stort antal af Europas og Nordamerikas byer ikke blot passerede de magiske 100.000 indbyggere, men også fortsatte byvæksten derfra. Så meget at den næste milepæl – 1 million indbyggere – blev passeret af mange, og at vi i dag har storbyer på kloden, der har en befolkning på mere end 10 millioner. Nogle med et befolkningstal, der er større end de skandinaviske landes folketal tilsammen. I en større europæisk sammenhæng var byerne i Norden småbyer. Kun København havde, som hovedstad i det før 1814 ganske store danske rige, for alvor været under påvirkning af det øvrige Europas kolonialisme og merkantilisme, og kunne omkring 1770 mønstre et folketal på godt 82.000. I Skandinavien den største by, – kun Stockholm kunne på samme tid opvise et folketal på knap 70.000. I 1801 passerede København endelig de magiske 100.000 indbyggere, og var dermed fortsat både større end Stockholm med et folketal på 75.000, og Danmarks suverænt største by, - 17 gange større en den næststørste, Odense, med 5.782 indbyggere. I det følgende første halve århundrede øgedes bybefolkningen langsomt. København nåede i 1850 135.000 indbyggere, mens Stockholm samme år havde 93.000, og Danmarks næststørste by, fortsat Odense, havde nået et folketal på 11.000 indbyggere.

Startskuddet

På trods af at København i midten af 1800-tallet var Skandinaviens største by, kunne man, som andre steder i Danmark, i hovedstadsområdet på den tid stadig opleve et kulturlandskab, der ikke havde ændret sig meget i flere århundreder. Områdets købstad og landets hovedstad, København, lå klemt sammen bag det fæstningsanlæg, der i forbindelse med de store udvidelser af byen var lagt uden om staden i løbet af 1600-tallet, mens oplandet bestod af landsbyer og spredtliggende bøndergårde. Frederiksberg Sogn var således også et landbosamfund med 2.800 indbyggere, landsbyen ved Allégade, Bredegade og Smallegade, og med gårde og landsteder på bymarken.

Var tiden i det forudgående århundrede nærmest gået i stå, eller i hvert fald gået i et meget langsomt tempo, ændres billedet nu. Startskuddet til Frederiksberg og Københavns eksplosive vækst blev givet i 1852. Med den begyndende industrialisering, opsvinget inden for handel, håndværk og servicefag og den medfølgende befolkningstilvækst, var København bag voldene både overbefolket og overbebygget. Da det unge demokrati, i tidens liberale ånd, samtidig ideologisk ville gøre op med den fæstningsindespærrede by, og fjerne alle de fysiske og økonomiske bånd, der fra den hedengangne enevælde lagde sig i vejen for en fri markedsøkonomi, var forudsætningerne til stede for, at København kunne vokse ud af de hidtil snærende rammer.

Regeringen besluttede derfor i 1852 at ophæve den demarkationslinje, der af militære hensyn hidtil havde hindret permanent bebyggelse mellem byen og den linje, der fulgte Jagtvejen på stadens grund, og på Frederiksberg Falkoner Allé og Allégade. På de frigivne arealer omdannedes i de følgende årtier Frederiksberg fra en landsby til en villaby, mens der på staden Københavns grund opstod industri- og arbejderbydele, først Nørrebro og Vesterbro, og senere Østerbro og Amagerbro på den anden side af Christianshavn, samt voldkvarteret mellem søerne og de gamle fæstningsvolde.

I løbet af de første 10 år opstod der på Frederiksberg et villakvarter, og også fabriksanlæg og etagehuse mellem Sankt Jørgens Sø og den gamle landsby ved i Allégade. Og med et folketal i 1860 på over 8.000, var Frederiksberg allerede rykket op som Danmarks femtestørste by. De følgende 30 år førte til udstykning af endnu flere arealer. Stadig større områder blev bebygget, og der anlagdes en lang række nye side- og forbindelsesveje til de veje, der var anlagt i 50’erne og til de gamle landeveje. I samme periode forøgedes det frederiksbergske folketal nærmest eksplosivt, så meget at Frederiksberg allerede i 1870’erne var landets næststørste by, og at folketallet i begyndelsen af 1890’erne rundede de 50.000. En sammenhængende bebyggelse var vest for Sankt Jørgens Sø opstået i et bredt bælte fra Ladegårdsåen (nuværende Åboulevarden /Ågade) ned mod Gammel Kongevej og videre derfra til syd for Frederiksberg Allé. Samlede bebyggelser fandtes desuden øst og vest for Falkoner Allé, og hertil kom så den gamle landsbybebyggelse ved Allégade, der efterhånden voksede sammen med det nye bycentrum, der opstod syd for banegården efter åbningen af jernbanelinjerne gennem Frederiksberg i 1863. Her opførtes fattig- og hospitalsvæsenets store institutionskompleks ved Howitzvej, kommunens første folkeskoler, brandstation og rådhus, og her krydsede byens to forretningsgader, Falkoner Allé og Gammel Kongevej, hinanden.

De nye kvarterer bestod i overvejende grad af villaer og fritliggende større huse i villastil på to-tre etager og med flere, ofte større, lejligheder beregnet på udlejning. Ikke uden grund kaldte man i 1880’erne stadig Frederiksberg for “villakvarteret”. Men også andre bebyggelsesformer blandede sig i billedet. På spredte grunde rundt om i byen, ved Falkoner Allé og især mellem H.C. Ørsteds Vej og Sankt Jørgens Sø - her navnlig i det såkaldte Schønbergsgade-kvarter - var der samtidig opstået større fabriksanlæg og sammenbyggede etagehuse. Lejekaserner, med erhvervsvirksomhed i baggårdene, af stort set samme karakter som dem, der på samme tid var skudt op i de københavnske brokvarterer.

1917: Den nye storby

I årtierne omkring århundredskiftet tog byvæksten yderligere til. Københavns borkvarterer blev fuldt udbygget, og byggeriet forsatte ind i de landdistrikter, der i 1901 blev indlemmet i Københavns Kommune. Frederiksberg udviklede sig på samme tid fra en villaby til en storby i Hovedstaden.

Bebyggelse og befolkning

Byen begyndte at brede sig yderligere mod vest og nordvest, og i 1917 passeredes de magiske 100.000 indbyggere for første gang. Kvartererne mellem Gammel Kongevej, Frederiksberg Allé og kommunegrænsen mod både nord og syd blev allerede udbygget inden år 1900. I samme periode begyndte nye sammenhængende bydele at vokse frem vest for Søndre Fasanvej og i Sindshvile- og Mariendalskvartererne. Efter århundredskiftet og frem til årene omkring første verdenskrigs blev de to kvarterer bygget færdig, således at det meste af byen øst for Fasanvejene på dette tidspunkt var udbygget.

Selv om der også opstod nye villakvarterer, havde Frederiksberg fra 1890 og frem til 1917 kurs mod storbystatus. Langs banelinjerne og i den vestlige del af Mariendalskvarteret udlagdes selvstændige, samlede fabriksområder. Ved de ældre veje fortrængtes villaerne i mange tilfælde af høje huse, og de fleste nye kvarterer kom fortrinsvis til at bestå af etagebyggeri. Det drejede sig om ejendomme med store, herskabelige lejligheder i kvartererne omkring Frederiksberg Alle, og ellers femetages lejekaserner med relativt små lejligheder i Svømmehalskvarteret og dele af Mariendalskvarteret. Storbypræget blev særlig tydeligt langs de større veje som Gammel Kongevej og Falkoner Allé, der nu fremstod som gennemgående forretningsgader, omkranset af sammenhængende etagehuse med et utal af småbutikker i stue- eller kælderetagerne, og en livlig trafik af fodgængere, cyklister og elektriske sporvogne. Den sydlige del af Falkoner Allé, med dens mange småbutikker, indgik desuden i Frederiksbergs bycentrum, der allerede var opstået mellem den gamle landsby og banelinjen mod nord.

Byens erhverv

I midten af 1800-tallet var landbrug stadig Frederiksbergs hovederhverv, men som i København og i landets øvrige store byer blev det industrialismens gennembrud, opsvinget inden for de øvrige byerhverv og den befolkningsindvandring, der fulgte med, som blev drivkræfterne bag Frederiksbergs eksplosive byvækst.

Umiddelbart efter, at byggeriet i 1852 var blevet givet fri uden for København, etableredes bryggeriet Svanholm og P. Andersens maskinfabrik og jernstøberi på Svanholms grund, samt Rubens Bomuldspinderi, og igennem resten af 1850’erne og i 1860’erne fulgte en lang række virksomheder efter. Der oprettedes yderligere et antal jernstøberier og maskinfabrikker, tre teglværker, en cementvarefabrik, tre væverier, to dampmøller, fem garverier, tre bryggerier, en møllestensfabrik og en tændstikfabrik. Alle er de typiske virksomheder fra periodens industrialisering: Enkeltmandsejede og med landbruget, byggeriet og det mest elementære forbrug som det vigtigste afsætningsmarked. Navnlig i 1870’erne, men også gennem 1880’erne og ind i 1890’erne, tog industrialiseringen yderligere til. Eksisterende virksomheder udvidede og en lang række nye kom til. Af de største og meste kendte var nok Carl Lunds fabrik, der fra 1873 producerede kakkelovnsskærme, brødbakker, præsentérbakker og andre blikvarer, mejeriet Solbjerg på Nyelandsvej fra 1884, og ikke mindst fajancefabrikken Aluminia, der fik til huse i Smallegade, og i 1883 købte Den Kgl. Porcelænsfabrik.

Men også de øvrige byerhverv fik på Frederiksberg, som i København, godt fodfæste i den sidste halvdel af århundredet. I 1866 opnåedes samme næringsfrihed som for købstæderne, og med det stigende befolkningstal var der skabt grundlag for et betydeligt opsving inden for detailhandel og småhåndværk. Ved udgangen af århundredet kunne byen mønstre langt over 1000 handlende – fortrinsvis købmænd og andre småhandlende, men også et stigende antal specialforretninger. Hertil kom så et stort antal virksomheder inden for de liberale erhverv, og de pengeinstitutter, der oprettedes af københavnske moderselskaber eller på frederiksbergsk initiativ.

Som en stadig mere integreret del af Hovedstaden blev Frederiksberg herudover hjemsted for flere store private og offentlige institutioner. Allerede i midten af 1850’erne etableredes Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i kommunen. Højskolen, der med tiden skulle blive en af landets store højere læreanstalter, opførtes som et herregårdslignende kompleks med en trefløjet hovedbygning, staldgård omkring en ridebane mod vest og forsøgsmarker mod nord. Tæt ved opførtes i 1857 Københavns Sygehjem ved Rolighedsvej, og i 1865 blev Frederiksberg Slot hjemsted for hærens officersskole. 1871 oprettedes børnehjemmet “Godthåb”, som et af de første af i sin art i Danmark, og i 1876 stod den Danske Diakonissestiftelses første hospitalsbygning klar ved Peter Bangs Vej. I starten af 1890’erne fulgte Københavns Amtssygehus på Nyelandsvej efter. Endelig fik Frederiksberg et stort antal privatskoler. I år 1900 eksisterede der ikke mindre end 36 af den art, hvoraf en del havde mellem- og realskoleklasser, samt tre private gymnasier.

I årene omkring år 1900 og frem mod 1. verdenskrig blev hele det danske samfund præget af en meget kraftig økonomisk vækst. Væksten skyldtes først og fremmest endnu et industrielt opsving, der på Frederiksberg lå helt på linje med Københavns. Dampmaskinerne blev kraftigere, der indførtes diesel-, benzin- og elektromotorer og nye og mere effektive maskiner, og som følge af de større kapitalkrav blev virksomhederne større og omdannedes til aktieselskaber. Ældre virksomheder ekspanderede yderligere, og der opstod nye, særligt inden for nærings- og nydelsesmiddelindustrien, forbrugsvareindustrien, kemisk industri, og elektroindustri.

Af nye virksomheder fik Frederiksberg f.eks. yderligere en maskinfabrik og en tændstikfabrik, to nye væverier og trikotagefabrikker, to metalvarefabrikker, en cigar- og tobaksfabrik, en kakkelovnsfabrik, en eddikesyrefabrik, to kemiske fabrikker samt et krystalværk til produktion af is. Af de største og mest tidstypiske var bl.a. Nordiske Kabel- & Traadfabrikkers store kompleks fra 1898 (med tiden op til 4.000 ansatte i forskellige afdelinger), arbejderkooperationens bryggeri Stjernen oprettet 1902 (500 ansatte) og fra 1906 elektromotorfabrikken Fisker & Nielsen, der producerede den Danmarksberømte støvsuger Nilfisk, men også motorcyklen Nimbus (600 ansatte).

Som følge af de forbedrede indkomstforhold og det fortsat stigende befolkningstal, oplevede Frederiksbergs øvrige erhvervsgrene et tilsvarende opsving. Det gjaldt de tilbageværende gartnerier helt mod vest, håndværksvirksomheder, vognmandsforretninger, de liberale erhverv og ikke mindst detailhandelen. De københavnske penge- og kreditinstitutter oprettede desuden flere filialer, ligesom Frederiksberg fik sine egne - f.eks. Sparekassen for Frederiksberg og Omegn fra 1894 samt Frederiksberg Bank og Frederiksberg Handelsbank fra henholdsvis 1898 og 1919.

Byens trafik

Udover den store boulevard op til Frederiksberg Slot, Frederiksberg Allé, var landevejene fra København og ud i landet og mindre lokale side- og markveje den eneste trafikale infrastruktur på Frederiksberg frem til midten af det 19. århundrede. Med Frederiksbergs omdannelse fra landsby til først villaby og siden til en storby fulgte selvsagt anlæggelse af et omfattende system af nye veje og gader. I starten kun med kommunalt udlagte større og gennemgående veje og privat anlagte sideveje, men efterhånden med fuld kommunalisering af anlægsopgaven af hensyn til vejenes linjeføring og den kommende bebyggelse.

Selv om automobiler efter år 1900 viste sig i bybilledet, havde den individuelle transport længe fortrinsvis været foretaget til fods eller til vogns, og senere på cykel. Kollektiv trafik var derimod i den sidste halvdel af det 19. århundrede for alvor blevet et nyt fænomen, og foregik på skinner – jernbaner og sporveje. Danmarks første jernbane fra 1847 til København kom til at gå uden om Frederiksberg, men da den nye københavnske banegård ved nuværende Vesterport Station åbnede i 1864, blev hovedstrækningen til resten af Danmark ført gennem Frederiksberg, med en helt ny station ved nuværende Frederiksberg Centret. Med åbningen af Københavns nuværende hovedbanegård i 1911 blev hovedstrækningen igen ført uden om Frederiksberg, der dog forsat, af hensyn for byens industri, bevarede sporforbindelse for godstog til resten af landet. Men for persontrafikken forblev Frederiksberg længe en blindtarm. Igennem flere år betjent af små persontog mellem Frederiksberg og Hellerup, og fra 1934 af S-tog på samme strækning.Med de skiftende baneanlæg blev det ikke jernbanen, men derimod sporveje der fik betydning for Frederiksbergs kollektive trafik. Allerede i 1863 var der åbnet en hestesporvognslinje mellem Frederiksberg og København, og i de følgende årtier udvidedes nettet kraftig. Det betjentes i en længere periode af flere københavnske private sporvejsselskaber og af Frederiksbergs to, også private, selskaber – Frederiksberg Sporvejsselskab og Falkoneralléens Sprvejsselskab. Lige før århundredeskiftet fusioneredes de mange københavnske selskaber i det private KSA, der blev kommunaliseret i, det i 1911 oprtettede, KS, og de frederiksberkske i det halvkommunale Frederiksberg Sporvejs Elektricitets Aktieselskab. På samme tidspunkt blev sporvognsdriften elektrificeret, og efter fælles overenskomst drev de to selskaber sporvejslinjer og omnibusser i begge byer, indtil de i 1919 fusioneredes i Københavns Sporveje.

Byens forsyning

En afgørende forudsætning for en moderne bys funktion var dens forsyning med vand og energi, og i løbet af få årtier fik Frederiksberg sit helt eget forsyningsnet. Allerede i 1860 opførte det private Det Danske Gaskompagni Frederiksbergs første gasværk ved H.C. Ørstedsvej, og 9 år efter anlagde en lokal fabrikant et vandværk ved Gl. Kongevej. Med byens eksplosive vækst blev kapaciteten ved værkerne dog hurtigt for lille, og fabrikanten supplerede i 1877 med et nyt vandværk ved P. Andersens Vej, mens kommunen opførte sit eget i Grøndalsengen i 1879. I 1895 blev det gamle gasværk opgivet, og erstattet af et nyt og efterhånden stadig større gasværk ved Finsensvej.

Elektricitet var omkring århundredskiftet den helt nye energikilde, og allerede i 1899 stod Frederiksbergs første elværk ved Hortensiavej klar til at forsyne først sporvognene, og siden gadebelysningen, husstandene og industrien med strøm. Men efterspørgslen efter elektricitet var så stor i den hurtigt voksende by, at der allerede i 1908 måtte opføres yderligere to elværker – et mindre på Sankt Knuds Vej, og det store Finsensværket ved siden af gasværket. Allerede i 1897 havde kommunen overtaget vandværkerne, og i 1911 og 1921 kom turen til henholdsvis elværkerne og gasværkerne med tilhørende forsyningsnet.

Som noget helt særligt havde Frederiksberg, som den første by i Nordeuropa, i 1903 fået sin egen forbrændingsanstalt. Da byens affald ikke kunne anvendes til opfyldning af vådområder, blev løsningen at brænde dagrenovationen, og ud af energien at producere elektricitet og fjernvarme.

Byens sikkerhed

I midten af det 19. århundrede var Frederiksbergs sikkerhed organiseret som i Danmarks landdistrikter. Brandvæsenet havde to små sprøjter og et tilfældigt mandskab, der blev sammenkaldt, når der var brand. Politiet bestod af fire såkaldte amtsbetjente, der tillige skulle klare politiopgaverne i en del af det øvrige Københavns amtskommune, København Amts søndre Birk, som også var Frederiksbergs retskreds.

Med Frederiksbergs voldsomme vækst blev byens sikkerhed en ny og stadig større kommunal opgave. Fra 1865 opbyggede Frederiksberg Kommune sit eget stadig større politikorps – fra oprindeligt 4 mand, støt voksende til 100 politibetjente ved århundredskiftet. To år efter, i 1867, organiseredes det kommunale brandvæsen som i landets andre købstæder, og i 1870 kunne en brandstation tages i brug. Fem år senere flyttede politiet også ind på brandstationen, der 1886 blevet revet ned til fordel for en ny politistation – nuværende Storm P Museet i Pile Allé. Samme år kunne brandvæsenet rykke ind i den nye brandstation på Howitzvej, der var opført i tilknytning til det ligeledes nyopførte rådhus. Dette kom også til at rumme kontorer og retssal for byens egen jurisdiktion, Frederiksberg Birk, der blev dannet efter byens udskillelse af Københavns Amts søndre Birk i 1887.

I de følgende årtier voksede det kommunale brand- og politikorps, for i 1917 at nå en styrke på henholdsvis 50 og 110 mand. Allerede i år 1900 var brandvæsenet også slået ind på ambulancekørsel, og 10 år efter begyndte motoriseringen af de to korps køretøjer.

Byens kommunale status og styre

Da det kommunale selvstyre indførtes i Danmark, i den første halvdel af det 19. århundrede, var det på Frederiksberg organiseret på samme måde som i landdistrikterne i det øvrige Danmark. Frederiksberg og Hvidovre sogne havde siden 1747 været et pastorat, og som følge af at de nye landkommuner fik samme grænser som pastoraterne, blev det således i 1802 og 1808 til Frederiksberg-Hvidovre Fattigkommission og Skolekommission, og fra 1842 til Frederiksberg-Hvidovre sogneforstanderskab – eller sognekommune. Det landkommunale fællesskab var dog ikke gearet til den, på Frederiksberg, hurtige byvækst fra midten af århundredet, og allerede i 1858 blev de to sogne opdelt i to kommuner.

Mens Hvidovre længe fortsatte som en ren landkommune, fik den nye Frederiksberg Kommune købstadsmæssigt styre, med en folkevalgt kommunalrepræsentation og birkedommeren som født formand for den samlede kommunalbestyrelse, og en kommunalstatus, der stort set svarede til Danmarks landets øvrige købstæder. En af undtagelserne var dog, at Frederiksberg, i forhold til Københavns Amtskommune, forsat var en landkommune. Med Frederiksbergs omdannelse til en storby måtte kommunen dog påtage sig de fleste af de opgaver, der egentlig hvilede på amtskommunen – bl.a. politi- og hospitalsvæsen. Enden på det hele blev, at Frederiksberg i år 1900 blev udskilt fra Københavns Amtskommune, og stort set opnåede fuld købstadskommunal status.

Som følge af de mange opgaver Frederiksberg Kommune måtte påtage sig på det tekniske, sociale og uddannelsesmæssige område, blev det hurtigt nødvendigt at ansætte embedsmænd –kommunesekretær, fattiginspektør, kommunekasserer, skatteinspektør, kommuneingeniør og skoleinspektør. Omkring de enkelte embeder opstod der snart egentlige kontorer med stadig flere ansatte, og i år 1900 samledes de mange kontorer i særlige forvaltninger, til at varetage kommunens mange funktioner i storbyen. Politisk havde Højre flertallet i kommunalrepræsentationen frem til 1896, herefter det gik til socialdemokraterne og de radikale, for siden i 1909 at gå tilbage til Det konservative Folkeparti.

Velfærdskommunen

Selv om liberalismen var den herskende samfundsideologi langt op i de sidste halvdel af 19. århundrede, krævede Frederiksbergs kraftige befolkningstilvækst, og navnlig den stadig større arbejderbefolkning, at kommunen hurtigt tog nye opgaver på sig. Sognets gamle skole i Pile Allé var og blev en landsbyskole, og suppleredes allerede i 1858 med to biskoler. I 1863 opførtes den første egentlige kommuneskole, Skolen ved Falkoner Allé, og derefter fulgte så skolerne på Lampevej, som Howitzvej hed før 1874, Niels Ebbesens Vej i 1877, Godthåbsvej 1881 og Fuglevangsvej 1885. Skolebespisning og skolelægeordning indførtes i midten af 1870’erne, og i 1880’erne indrettedes små biblioteker på nogle af skolerne, dels for eleverne, dels for borgerne. For arbejderne var lønnen meget lav og arbejdstiden lang, og hvis familien blev ramt af sygdom eller arbejdsløshed, eller hvis den ene af forsørgerne faldt væk, var elendigheden total. Da hjælpen fra privat velgørenhed og forskellige opsparings- og forsikringskasser var helt utilstrækkelig, måtte kommunen også på det sociale område tage over. Stadig større summer udbetaltes i almisse, og fattigvæsenet blev hurtigt et af de store kommunale område. Og da det tidligere landsbyfattighus i Allégade blev for lille til den store bys behov, oprettedes i 1863 et nyt med hospitalslokaler ved Howitzvej. Samme sted opførtes 1868 endnu et nyt fattighus. Det første, og 5 år ældre, fattighus blev omdannet til sygehus, og suppleredes med en ny hospitalsbygning fra 1885. Med de bygninger, der rejste sig her, blev hele området mellem Howitzvej og nuværende Solbjergvej et samlet institutionsområde for fattigvæsenet.

Fra 1890’erne og ind i det nye århundrede påtog det offentlige sig flere samfundsopgaver, og der gennemførtes reformer på det sociale og uddannelsesmæssige område. Industrisamfundet nødvendiggjorde i stigende grad offentlige indgreb. I samme retning virkede de ændrede politiske styrkeforhold i Rigsdagen og regeringen, og tidens socialliberale og socialkonservative politiske strømninger. Den landspolitiske tendens slog naturligvis også igennem lokalt, men nok så afgørende var det, at Frederiksberg netop i disse år for alvor udviklede sig til et moderne storbysamfund, som stillede kommunen over for endnu flere og nye opgaver.

På det sociale område gennemførte lovgivningen, med kommunal medvirken, en del forbedringer i form af udvidet fattighjælp, understøttelse uden fattiglovens virkninger, ulykkesforsikring, alderdomsunderstøttelse, offentlig støtte til syge- og arbejdsløshedskasser, kommunal hjælpekasse og meget andet. Alderdomshjem, børneoptagelseshjem, sygestiftelse for svagelige og fødehjem opførtes i 90’erne på fattigvæsenets institutionsområde, og da pladsen her blev trang, flyttede hele herligheden i 1903 ud til kommunens store grund ved Nordre Fasanvej. Her opførtes det nuværende Frederiksberg Hospital, men også arbejdsastalt, husvildeafdeling og bygninger for de andre nævnte institutioner under fattigvæsenet. For at forbedre boligforholdene for den mindrebemidlede del af befolkningen, begyndte kommunen desuden omkring århundredskiftet at støtte kooperativt byggeri, og forsøgte sig med særlige mønsterhuse for arbejdere.

Befolkningstilvæksten og ønsket om at forbedre den uddannelsesmæssige baggrund for den almindelige befolkning, stillede desuden store krav til det kommunale skolevæsen, der allerede i begyndelsen af århundredet hørte til blandt de bedste i landet. Der opførtes først og fremmest en række nye og moderne skolebygninger. Lad os tage dem i række: Skolen på Nyelandsvej 1892, Skolen på Solbjergvej 1896, Skolen på Lollandsvej 1899, Skolen på Duevej 1906 og endelig Skolen på la Cours Vej 1911. Fra 1907 blev der etableret mellem- og realklasser på mange af skolerne, og i 1919 overtog kommunen fire tidligere private realskoler og Frederiksberg Gymnasium. Herudover havde man allerede i år 1900 oprettet Frederiksberg Kommunale Fortsættelseskurs, en art aften- og ungdomsskole, som var en af de første af sin art i landet. I 1907 etableredes desuden skoletandpleje, og året efter et særligt kommunalt realkursus.

1971: Store forandringer

Op gennem mellemkrigstiden, under besættelsen og i de første efterkrigsår udbyggedes Københavns indlemmede distrikter, samtidig med hele den del af Frederiksberg, der lå vest for Fasanvejslinjen, hvor bebyggelsen nu blev mindre tæt og mere velordnet end før i tiden.

Bebyggelse og befolkning

Fabrikkerne blev lagt i særlige industrikvarterer ved banelinjerne, langs Fabrikvej og den første og østligste del af Finsensvej og Peter Bangs Vej, og helt ude ved Vagtelvej. Der udlagdes meget store grønne områder, sportsanlæg og bydele til villaer og rækkehuse i Fuglebakkekvarteret, kvarteret ved Femte Juni Plads og mellem Peter Bangs Vej og Roskildevej. Herudover udlagdes særlige områder til det åbne og lavere almennyttige og det private etagebyggeri, der i Lindevangskvarteret, i Den Sønderjysk By eller som kulissebyggeri langs de gennemgående hovedgader, Borups Allé, Godthåbsvej, Finsensvej og Peter Bangs Vej, bestod af store karréer med grønnegårde og senere fritliggende boligblokke. Med den byvækst var Frederiksberg og København stort set blevet fuldt udbygget, og havde i 1950 nået det højeste samlede folketal nogensinde på tæt ved 890.000 – fordelt med knap 770.000 og 120.000 på henholdsvis på København og Frederiksberg. Selv om Danmarks købstæder i de forudgående 80-100 år havde gennemgået en tilsvarende urbanisering, og der samtidig var opstået helt nye købstæder og et utal af stationsbyer, overhalede Århus først Frederiksbergs befolkningstal, og fik stilling som Danmarks næststørste by, i 1955.

Sammen udgjorde København og Frederiksberg hovedstaden, men var samtidig blevet centrum i et større hovedstadsmetropol, der var opstået i kraft af de forstæder, der udenom var vokset op gennem århundredets første halvdel. I 1950 havde dette hovedstadsmetropol et samlet folketal på mere end 1,2 mio., men nåede i efterkrigstiden følgende årtier i 1990 over 1,7 mio. Men forstæderne, og senere satelitbyerne udenfor, blev i denne vækstperiode nu den store magnet, og gennem flere årtier kom det til at ske på Frederiksbergs og Københavns bekostning.

Med den økonomiske vækst og den anden industrirevolution op gennem 50’erne og 60’erne steg reallønningerne kraftigt. Med den større mobilitet, der samtidig fulgte med privatbilismen, fik stadig større befolkningsgrupper mulighed for at prøve lykken som parcelhusejere i forstædernes vidtstrakte nye villakvarterer, eller som lejere i de nye og moderne lejligheder i de ofte almennyttige etagebebyggelser omkring S-banestationerne eller i områderne uden for. Forstæderne kunne dermed opsuge både den befolkning, der indvandrede fra provinsen til hovedstadsområdet, og en stadig større del af Frederiksbergs og Københavns befolkning.

Frederiksbergs folketal begyndte derfor som Københavns fra 1951 at falde. Først langsomt og siden hurtigere, for i nedadgående retning i 1971 at passerer de 100.000. Indtil da havde de danske byers areal stort set svaret til kommunens areal, men da mange landkommuner efter kommunalreformen i 1970 blev indlemmet i bykommunerne, måtte Frederiksberg by og kommune rykke ned på femtepladsen blandt landets største byer og kommuner.

Byens erhverv

I mellemkrigstiden og under besættelsen prægedes det danske samfund af tilbagevendende økonomiske kriser, men trods kriserne blev perioden som helhed præget af fortsat tilvækst i industrien og i øvrige byerhverv. Denne landstendens afspejlede sig stort set også i den økonomiske udvikling på Frederiksberg. Byen fik endnu nogle nye industrivirksomheder. F.eks. Nordisk Tube Fabrik i 1915, Danske Farve- & Lakfabrikker i 1920, en mindre filial af den svenske koncern L.M. Ericsson i slutningen af 1920’erne og ikke mindst Novo’s fabriksanlæg ved Nordre Fasanvej fra 1934.

Som følge af Frederiksbergs centrale beliggenhed i hovedstadssamfundet, styrkedes kommunens position som hjemsted for store private og offentlige institutioner i årene efter 1. verdenskrig. Diakonissestiftelsen og Landbohøjskolen udvidedes igen i denne perioden flere gange, og i 1917 oprettedes børnehospitalet på Fuglebakken, der 1920 blev overtaget af Københavns Kommune. I slutningen af 1920’erne stod Forum færdigt, og der etableredes teknisk skole og købmandsskole. Københavns Tekniske Skoles og Handelshøjskolens bygninger ved Julius Thomsens Plads opførtes i slutningen af 1930’erne, og omkring 1940 stod Radiohuset færdigt i samme kvarter. Selv om mange af Frederiksbergs privatskoler forsvandt efter århundredskiftet, fortsatte de tilbageværende som levedygtige selvejende institutioner, bl.a. Marie Kruses Skole og Johannesskolen. Andre fortsatte som kommunale skoler eller som statsgymnasierne Falkonergårdens Gymnasium, Schneekloths Skole og Sankt Jørgens Gymnasium.

Trods den anden industrirevolution blev efterkrigsårtierne på Frederiksberg kendetegnet af et voldsomt fald i antallet af produktionsvirksomheder og arbejdere i industrien. Nogle virksomheder bukkede under i konkurrencen med større og mere kapitalstærke, og senere som følge af lavvækst-årene i 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne. Andre udflyttedes til hovedstadsmetropolens forstadskommuner på Vestegnen eller ud i provinsen, hvor der var bedre tilkørselsforhold og mere plads til de større produktionsanlæg. Også andre traditionelle byerhverv var i tilbagegang. Mange mindre håndværksmestre fik dødsstødet af billige og industrielt fremstillede forbrugsvarer - f.eks. skræddere og skomagere, - og i sidegaderne forsvandt købmanden, grønthandleren og ismejeriet som følge af konkurrencen fra supermarkederne, der overtog hovedparten af dagligvarehandelen.

Selv om industrisamfundets erhvervsstruktur var under opløsning på efterkrigstidens Frederiksberg, klarede håndværksvirksomheder, der var baseret på reparationsarbejder eller specialfremstilling, skærene. Det samme gjaldt mange småforretninger, og navnlig specialbutikkerne på byens forretningsstrøg. Som helhed oplevede handel, omsætning, servicefag og liberale erhverv et opsving. Allerede i slutningen af 1950’erne åbnede Falkoner Centret med hotel, teater, biograf, kontorlokaler og butikker. Og helt nye brancher og nye virksomhedstyper opstod i de følgende år: autoforhandlere, autoværksteder, kiosker, hårde hvidevare og radio- og tv-forretninger, grillbarer, antikvariater, ejendomsmæglere, revisionsvirksomheder samt rådgivnings- og konsulentvirksomheder.

Som følge af den almindelige velstandsfremgang, og af de uddannelsespolitiske reformer fra 1960’erne og frem, fik stadig flere en længere skoleuddannelse, og tilgangen til det øvrige uddannelsessystem voksede kraftigt. For mange af Frederiksbergs institutioner medførte det yderligere ekspansion, og i mange tilfælde et omfattende nybyggeri. Det var bl.a. tilfældet for gymnasierne, Frederiksberg Tekniske Skole, seminarierne og de højere læreanstalter. Herudover etableredes flere nye institutioner, f.eks. Statens Kursus til HF, senere Frederiksberg HF, Danmarks Forvaltningshøjskole og Danmarks Teaterskole.

Byens trafik

Efterkrigstidens trafikmønster stod i privatbilismens tegn. Da Frederiksberg allerede var en udbygget storby, førte det ikke til store og gennemgribende anlæg, men alligevel til forandringer i bybilledet. Biltrafikken blev mere og mere intens på gader og veje, og kommunen måtte etablere stadig flere p-pladser og lysreguleringer mange steder rundt om i byen. Allerede i midten af 50’erne måtte den gamle to-sporede landevej ud til resten af landet, Roskildevej, udvides til en firesporet hovedvej, og i 1972 blev den nordligste del af Frederiksberg gennemskåret af motorgaden over Bispeengen. Et anlæg der skulle sætte udfaldsvejene Åboulevarden/Ågade i forbindelse med en motorvej op gennem Nordsjælland.

Trods den øgede bilisme spillede den kollektive trafik stadig en afgørende rolle for Frederiksbergs byliv, men området blev langt fra tilgodeset i forhold til tidens store investeringer i vejanlæg. Frederiksberg forblev med S-banelinjen til Hellerup fra 1934 forsat en blindtarm i det danske jernbanet, og ikke mindst i forhold til det stadig større system af S-baner, der på samme tid udlagdes i hovedstadsmetropolens forstæder. Resten blev varetaget af Københavns Sporveje, der, trods nogle ruteændringer og udvidelser og senere overgang til total busdrift, i realiteten ikke havde ændret afgørende ved trafikbetjeningen af Frederiksberg, efter man overtog den i 1919.

Byens forsyning

Med Frederiksbergs fortsatte vokseværk op gennem den første halvdel af det 20 århundrede, måtte de kommunale værker hele tiden udbygges. Efterspørgslen efter elektricitet steg dog så meget, at Frederiksberg Kommune sammen Nordvestsjællands Elektricitetsværk og forstadskommunernes og Nordsjællands elselskab, NESA, i 1940 i Hornsherred opførte højspændingsværket Kyndbyværket, der 1959 suppleredes med Asnæsværket ved Kalundborg Fjord. Da centralvarme først op igennem 20’erne og 30’erne vandt større indpas i nybyggeriet, var den lidt ældre og den ældste boligmasse på Frederiksberg henvist til gas-badeovne, hvis der var eller blev installeret bad i lejlighederne, ligesom det blev mere almindeligt at udskifte de besværlige kakkelovne med gasradiatorer. For at følge med den stigende gasefterspørgsel, der fulgte med, gik Frederiksberg Kommune i 1963 sammen med de nordlige forstadskommuners A/S Strandsvejsgasværket ind i et nyt gasselskab, I/S GAS. I 1971 havde Frederiksberg ikke mindre end 6.000 gasradiatorer og 8.500 gasvandvarmere.

Selv om Frederiksberg med Forbrændingsanstalten havde været en foregangskommune med hensyn til fjernvarme, var det samlede net i 1965 kun 12 km langt. Da det i 1966 besluttedes at forsyne det kommende boligbyggeri i byens sidste ubebyggede område syd for Roskildevej med fjernvarme, og da man kunne forudse, at en stadig større del af navnlig den ældre kakkelovns ellers gasopvarmede boligmasse skulle forsynes med fjernvarme, opførtes i årene 1968-1971 et helt ny fjernvarmeværk på forbrændingsanstaltens grund på Fabrikvej. Værket blev udført med kedler for damp af hensyn til det eksisterende dampledningsnet, og omfattede et mindre anlæg med to kedler i det gamle kedelhus, samt et nyt kedelanlæg bestående af to store kedelenheder i en 25 m høj kedelbygning, en 125 m høj skorsten og en tavlesal, hvorfra maskinmestervagten kunne varetage driften af de nye oliefyrede kedler, og tillige overvåge el-, gas- og vandforsyningen samt gadebelysningen i hele byen.

Byens sikkerhed

I 1919 rykkede politiet ind i den nuværende politigård på Howitzvej, og samme år blev en statsansat politimester sat i spidsen for byens politi, der nu bestod af 14 statsansatte opdagelsesbetjente og knapt 100 fortsat kommunale betjente. Ordningen var et resultatet af en landsomfattende omorganisering af politiet og dettes nu totale adskillelse fra retsvæsenet. Sidstnævnte flyttede i 1921 ind i et helt nyt domhus ved siden af politigården, og lige ved siden af opførtes i 1932 en ny stationsbygning til Frederiksberg Brandvæsen. Med åbningen af Frederiksberg Hovedbibliotek i samme kompleks af bygninger i 1935, var det areal, der tidligere var benyttet hospitals og forsørgelsesvæsenet, igen fuld udbygget.

Med den landsomfattende overflytning af det kommunale politi til staten i 1938, blev hele rets- og politivæsenet endelig statsligt, men fortsat med samme adresse på Frederiksberg, der blev ved med at være en selvstædig rets- og politikreds. Byens brandvæsen fortsatte i kommunalt regi, og stod, på dette tidspunkt og gennem besættelsen, sammen med det kommunale korps til civil beskyttelse, senere Civilforsvaret, over for store udfordringer – ikke mindst ved bombardementet af den franske skole i marts 45. De første efterkrigsår blev præget af indkøb af ny og moderne vognpark, og et større samarbejde med nabokommunens brandvæsen.

Byens kommunale status og styre

Ved en ændring af købstadskommunalloven i 1919 blev det slået fast, ”at Frederiksberg var at anse for en købstad”. Samtidig bestemte loven, at borgmestrene rundt om i landet ikke længere skulle være de stedlige dommere. Borgmesteren skulle fremover vælges af kommunalbestyrelsens flertal. På Frederiksberg faldt borgmesterposten derfor til de konservative, der siden har beklædt posten som følge af lange perioder med flertal i kommunalbestyrelsen eller gennem konstitueringer med andre partier.

Op gennem det 20 århundrede bekræftede de mange revisioner af købstædernes kommunallov Frederiksbergs købstadsstatus, indtil kommunalreformen i 1970 afskaffede systemet med sogne-, købstads- og amtskommuner, og sammenlagde de mindre enheder til større. Reformen gik dog uden om Frederiksberg og København, der forsatte med de hidtidige kommunale opgaver, og oveni fik lagt de nye og større amtskommuners nye opgaver. Stillingen som både primær- og amtskommune på en gang blev helt særegen i det danske kommunale landskab, og blev opretholdt i de følgende årtier.

Velfærdskommunen

Under indflydelse af de tilbagevendende kriser, under og mellem de to verdenskrige, skabtes på det tidspunkt fundamentet for den velfærdsstat, der opbyggedes igennem efterkrigstiden. Med den lovgivningsbyge, der kom fra regeringen, Rigsdagen og Folketinget, og de mange andre opgaver, som kommunestyret på eget initiativ tog op, fik antallet af kommunale opgaver for alvor vokseværk.

Som følge af de økonomiske og sociale problemer under 1. verdenskrig og i 20’erne, forbedredes de statslige socialpolitiske tiltag, der var gennemført før 1914. Der indførtes kommunale huslejenævn og stats- og kommunal støtte til almennyttigt boligbyggeri, lige som kommunen opførte et betydeligt antal beboelsesejendomme. I 1933 gennemførte regeringen den store socialreform, der indførte kommunalhjælp, yderligere offentlig støtte til de sociale kasser og det almennyttige boligbyggeri, børneværn, aldersrente, invaliderente og meget mere. Kommunens administration af området blev overdraget til et nyoprettet socialkontor, opdelt i fire afdelinger, mens det gamle fattigvæsen blev nedlagt.

Herudover havde kommunen etableret en række nye institutioner, f.eks. det nye alderdomshjem “Østervang” ved Godthåbsvej fra 1923, de første daginstitutioner, også fra 20’erne, betydelige udvidelser af Frederiksberg Hospital, bl.a. det nye kompleks ud mod Godthåbsvej fra midten af 30’erne, og endelig de første aldersrenteboliger i slutningen af 30’erne og i 40’erne. Fra 1950 udbyggede lovgivningen velfærdsstatens sociale fordelings- og sikringssystem: massiv støtte til boligbyggeri, skærpet huslejeregulering, særforsorgsområdet og folkepensionen fra slutningen af 40’erne og 50’erne, almindelig og udvidet socialhjælp og boligsikring fra 60’erne samt bistandsloven, dagpengereformen og den offentlige sygesikring fra 70’erne er nogle af de mange eksempler. Som følge heraf blev administrationen i kommunens socialkontor meget omfattende, og i 1968 omdannedes kontoret til et selvstændigt direktorat, Socialdirektoratet. Hertil kom så betydelige udvidelser af Frederiksberg Hospital i 60’erne og 70’erne og et stort antal nye institutioner. Kommunale eller selvejende institutioner med driftsoverenskomst med kommunen: alderdomshjem, plejehjem, hjemmepleje, døgninstitutioner, rådgivningscentre og ikke mindst et meget stort antal vuggestuer og børnehaver.

Hertil kom yderligere offentligt støttet boligbyggeri, og på uddannelsesområdet var udviklingen kendetegnet ved yderligere skolebyggeri: Lindevangskolen, Søndermarkskolen og Sønderjyllandsskolen før sidste verdenskrig og Joakim Larsen Skolen og Sofus Franck Skolen fra slutningen af 50’erne, sammenlagt til Skolen ved Nordens Plads i 1970. I midten af 30’erne overtog kommunen yderligere to privatskoler: Thorvaldsenskolen og Rahbekskolen, og på samme tid opførtes hovedbiblioteket ved Solbjergvej. Hovedbiblioteket blev berømmet, også uden for kommunegrænsen, og suppleredes efter krigen med nye filialbiblioteker og et patientbibliotek på hospitalet. Efter 1960 oprettedes desuden mange kommunale fritidshjem og SFO’er. Og i 1977 blev Frederiksberg VUC etableret.

2011: Servicebyen

Op gennem 70’erne og 80’erne blev Frederiksbergs folketal, ligesom Københavns, ved med at falde, indtil det bundede med 85.000 i 1989 – det laveste i det 20. Århundrede. Samtidig fortsatte udflytningen af industrier og større handels- og håndværksvirksomheder til forstæderne, ligesom en del, navnlig mindre håndværkvirksomheder og småbutikker, bukkede under for konkurrencen fra de større enheder, eller som følge af den økonomiske krise, der af flere omgange prægede den sidste efterkrigstid.

Bebyggelse og befolkning

Med Danmarks gradvise erhvervsmæssige omdannelse fra mere traditionel fabriksproduktion til højteknologisk, specialiseret industriproduktion, og omfattende erhvervsorienteret serviceproduktion, søgte post-efterkrigstidens væksterhverv, i slutningen af det 20. århundrede, i stigende grad igen til landets allerstørste bysamfund, og ikke mindst til hovedstadsmetropolen. Her nåede det samlede folketal i starten af det 21. århundrede 1,9 millioner. Men i modsætning til tidligere, hvor hovedstadsmetropolens indre forstæder i årtier havde været den store magnet, var det nu forstæderne og satelitbyerne længere ude, og i særlig grad selve hovedstaden, der tiltrak. Det var igen blevet ”in” at bo i byen.

Allerede i 1990 begyndte befolkningsudviklingen på Frederiksberg at vende. Først langsomt og siden stadig hurtigere forøgedes Frederiksbergs (og også Københavns) folketal, for igen i 2011 at passere de 100.000 – nu på ny i opadgående retning. Med strukturreformen i 2007, hvor der med nye kommunesammenlægninger dannedes meget store kommuner, måtte Frederiksberg ganske vist rykke ned som Danmarks syvende største kommune, men som by bevarede Frederiksberg sin stilling som landets femtestørste by.

Helt afgørende, for at Frederiksberg kunne bevare den position, var det konstruktive samarbejde mellem kommunen og private aktører, der siden 1980’erne omdannede Frederiksberg til en attraktiv, moderne boligby. Ved de talrige byfornyelsesprojekter blev en betydelig del af lejlighederne i Frederiksbergs ældre boligmasse kraftigt moderniseret, og forsynet med tidens nyeste tekniske bekvemmeligheder. Mange lejligheder blev sammenlagt til større lejligheder, og de enkelte ejendomme renoveredes med altaner, nye vinduer, brandsikring, genskabelse af de gamle façader, og ikke mindst med gårdrydninger, hvor de gamle gårdarealer blev omdannet til hyggelige haveanlæg med betydelige rekreative muligheder.

Samtidig blev byens tidligere store erhvervs- og industrikvarterer gennem byomdannelserne totalt ryddet, og siden erstattet af nyt boligbyggeri og/eller nye bygninger for undervisningsinstitutioner og detailhandel. Ved Finsensvej var det dele af det gamle gasværk, der blev til Solbjerg Have, og på NKT’s gamle industrigrund ved La Cours Vej skød bolig- og institutionsbyggeriet Dalgas Have op. Efter rydningen af en række mindre erhvervsejendomme nord for Borups Allé rejste Borups Have sig her, og på Fisker & Nielsen’s gamle industrigrund opstod Nimbus Parken med nyt bolig- og kontorbyggeri, og privathospitalet Hamlet bag de ældre og nu renoverede fabriksbygninger ud mod Peter Bangs Vej. Hertil kom omdannelsen af den gamle porcelænsfabriks gamle bygninger til moderne institutionsbyggeri og beboelsesejendomme.

Mest gennemgribende blev forvandlingen omkring Frederiksbergs gamle banegård mellem Solbjergvej og Nyelandsvej. Her rejstes i første omgang Frederiksberg Centret i 1996, og siden fulgte Handelshøjskolens omfattende bygningskompleks vest for centret, den underjordiske Frederiksberg metrostation, Frederiksberg Gymnasiums nye bygninger, den underjordiske biblioteksudvidelse og det øvrige nybyggeri ned mod Howitzvej. Med rådhuset i syd, det renoverede og ældre Falkoner Center, domhuset, politigården, brandstationen og det travle forretningsliv ved Falkoner Allé og Allégade-krydset, har dette nybyggeri været med til at understrege denne bydels rolle som Frederiksbergs absolutte administrative og forretningsmæssige centrum.

Vest for bymidten opførtes yderligere bygninger for bl.a. Handelshøjskolen, men som helhed udlagdes det gamle banegårdsterræn her til et vidtstrakt og smukt beplantet område, der førte frem til det lokale center med pladsdannelsen ved Fasanvej metrostation, og med Føtex’ varehus og de nye bygninger for Frederiksbergs tekniske Erhvervsskolecenter på den anden side af Nordre Fasanvej. Sidste skud på stammen blev den nye bydel Flintholm, på resten af det gamle gasværks grund.

Byens erhverv

Med udflytningen af Den Kongelige Porcelænsfabrik i Smallegade i 2005 forsvandt den sidste større fabriksvirksomhed fra Frederiksberg. Set i et større perspektiv, blev flytningen af denne markante frederiksbergske industrivirksomhed et symbol på afslutningen af den lange erhvervsmæssige transformationsproces, der havde kendetegnet byen op gennem efterkrigstiden. En proces, som havde ført til, at Frederiksberg havde udviklet sig fra en industriby med traditionelle byerhverv, til i 1990’erne og efter årtusindskiftet at være en moderne serviceby, med betydelige cityfunktioner for hele hovedstadsregionen, og servicesproducerende erhverv for hele landet og regionen, men også for den indre del af hovedstadsområdet og for Frederiksberg i særdeleshed.

Selv om detailhandelen op gennem efterkrigstiden som helhed blev presset af konkurrencen fra de større enheder, havde mange af byens mange småforretninger, og navnlig specialbutikkerne på byens forretningsstrøg, klaret sig. I 1996 stod Frederiksberg Centret færdigt på den forreste del af den gamle banegårds sporterræn i Frederiksberg centrum, og i de følgende år etablerede store butikskæder varehuse i byens mere perifere del - f.eks. ved Borups Allé og i tilknytning til metrostationen ved Fasanvej. Med de forbedrede konjunkturer fra midten af 1990’erne oplevede handel, omsætning, servicefag og liberale erhverv således endnu et opsving, og endnu nye brancher kom til - pizzeriaer, caféer, nye former for restauranter og spisesteder, solcentre, ejendomsmæglere, revisionsvirksomheder, rådgivnings- og konsulentvirksomheder, salg af software og it-udstyr. Hertil kom privathospitalet Hamlets nye bygninger, og flere større interesseorganisationer flyttede desuden deres hovedsæde til Frederiksberg, f.eks. Bibliotekarforbundet og Dansk Magisterforening.

Det postindustrielle samfunds helt nødvendige satsning på yderligere uddannelsespolitiske initiativer, førte til yderligere ekspansion og nybyggeri blandt mange af Frederiksbergs institutioner. Det gjaldt bl.a. Landbohøjskolens store byggeri ud mod Rolighedsvej, og nye og større bygninger for Frederiksbergs Tekniske Skole og Frederiksberg Gymnasium. Allerede omkring 1990 var der opført nye bygninger for en del af Handelshøjskolen ved Dalgas Have, og 10 år efter kunne læreanstalten åbne yderligere nybyggeri på det gamle banegårdsområde bag Frederiksberg Centret.

Byens trafik

Med omfattende byomdannelser og by- og bygningsfornyelser blev de fysiske rammer skabt, for at Frederiksberg kunne udvikle sig til en moderne service- og boligby. En afgørende forudsætning var dog også, at byen gennem en udbygning af den kollektive trafik kunne tiltrække arbejdskraften til de nye arbejdspladser, og beboere til den nye eller ældre moderniserede boligmasse. De store investeringer i den kollektive trafik i 90’erne og efter århundredskiftet banede vejen.

Af to omgange forlængedes hovedstadens metro således i 2003 fra Nørreport, med en ny station ved Forum, til Frederiksberg station, og derfra videre gennem det vestlige Frederiksberg til Vanløse, med stationerne Fasanvej og Lindevang undervejs. Samtidig etablerede HUR-trafik Abussystemet, baseret på en meget tæt driftshyppighed, og umiddelbart efter forlængedes S-ringbanen fra Hellerup videre fra den nye Flintholm station, gennem det sydvestlige Frederiksberg og derfra til Ny Ellebjerg ved Køge Bugt-banen. Flintholm station, som den nye frederiksbergske bydel Flintholm knyttede sig til, blev et nyt trafikknudepunkt, hvor metroen og S-togene på Ringbanen og Frederikssundsbanen krydsede hinanden, og mange buslinjer samledes. Med de store trafikanlæg fik Frederiksberg hurtige og direkte kollektive trafikforbindelser til resten af hovedstaden og hele metropolen, men også til det øvrige Sjælland og Øresundsregionen.

Byens forsyning

Med Frederiksbergs deltagelse i de store fælleskommunale produktionsselskaber for gas og el, var byens forsyning på disse områder sikret for en lang årrække. I 1992 fusionerede de to kraftværker Frederiksberg Kommune var interessent i med SEAS´s elværker til Sjællandske Kraftværker, der i år 2000 fusionerede med Københavns kraftværker Energi E 2, som siden igen blev overtaget af henholdsvis DONG og Vattenfall, ejet af henholdsvis den danske og svenske stat. Da Frederiksberg, som København, stod uden for 80’ernes store naturgasprojekt, gik de to kommuner i 1987 sammen om bygasleverancerne, der herefter kom fra Sundby Gasværk. I et tæt samarbejde med de øvrige kommuner i hovedstadsområdet, var Frederiksberg desuden med til at sikre en massiv udbygning af den mere miljøvenlige fjernvarmeproduktionen op gennem 70’erne og 80’erne, således at byens fjernvarmenet blev mere end nidoblet, og at der opnåedes en fjernevarmeforsyning omfattende over 90 procent husstandene. Mens Frederiksberg tidligere havde været afhængig af vandleverancer fra København, blev resultatet af investeringer i et ny vandværk i 90’erne, at byens egenproduktion af vand fra den såkaldte Carlsbergforkastning kunne sættes voldsomt i vejret.

Selv om DONG i 2005 overtog selve elforsyningen på Frederiksberg, og produktionen på de øvrige forsyningsområder faldt på andre aktører, sikredes gennem det kommunale Frederiksberg Forsyning en moderne og effektiv lokalforsyning af vand, gas og fjernvarme til byens forbrugere.

Byens sikkerhed

I årtierne frem til 2011 kunne Frederiksbergs kommunale brandvæsen yderligere udvide sine aktiviteter. Bl.a. opsætning og reparation af nødkaldeanlæg og omsorgsalarmer, udkørsel til alle opkald, og fra 2008 også ambulancekørsel, i dele af den vestlige del af Københavns Kommune.

I kraft af de store strukturomlægninger i den offentlige sektor mistede Frederiksberg i 2007 sin egen politistyrke, og blev en del af en stor hovedstadspolitikreds, der desuden kom til at omfatte Københavns Kommune og de øvrige Amagerkommuner. Som kompensation kom retskredsen under Frederiksberg Ret til at omfatte store dele af Københavns Kommune, og om få år kan retten tage en omfattende udvidelse af domhuset i brug.

Byens kommunale status og styre

Fra 1971 havde Frederiksberg og København fået den ejendommelige særstilling som både primær- og amtskommune, men i perioder var de helt overordnede regionale opgaver for hele hovedstadsmetropolen overladt til andre organer – Hovedstadsrådet (1973-1989) og Hovedstadens Udviklingsråd fra år 2000. Herudover blev Frederiksberg og Københavns kommunehospitaler og Rigshospitalet i 1995 samlet i Hovedstadens Sygehusfællesskab. Strukturreformen i 2007 gjorde en ende på de særlige kommunale forhold i hovedstadsområdet. Amtskommunerne blev nedlagt, og i stedet oprettedes 5 regioner til de helt store regionale opgaver, som bl.a. sygehuse og kollektiv trafik, rundt om i landet. Samtidig sammenlagdes de 275 primærkommuner til 98 storkommuner. Frederiksberg og København mistede dermed deres kommunale særstatus, blev i princippet sidestillet med landets øvrige kommuner og blev en del af Region Hovedstaden.

Velfærdskommunen

Men hverken byomdannelser, bedre kollektiv trafik og en mere miljøvenlig forsyningssektor kunne stå at alene, for at sikre Frederiksbergs udvikling som en moderne service- og boligby i det 21. århundrede. For at kunne tiltrække unge familier til byen var det afgørende, at kommunen kunne tilbyde et stort og varieret dagtilbud. Der indførtes således pasningsgaranti, som skulle sikre en plads i et dagtilbud, efter barnets 30. leveuge, enten i dagplejen eller i en daginstitution. Det krævede antal daginstitutionspladser blev søgt skaffet ved oprettelse af nye institutioner, eller ved de gevinster der opnåedes ved at sammenlægge vuggestuer og børnehaver til større kombinerede institutioner.

Som følge af det stigende antal større børn etableredes desuden to nye skoler: Tre Falke Skolen samt Skolen ved Søerne, der kom til at anvende de tidligere lokaler fra studenterkurset og fra Frederiksberg Gymnasium i den gamle skole på Niels Ebbesens Vej. Herudover gennemførtes samtidig omfattende om- og udbygninger ved Lindevangskolen, Ny Hollænderskolen, Søndermarkskolen og skolerne på Duevej og la Coursvej med tilhørende SFO’er. I 2004 stod det helt nye Frederiksberg Gymnasium færdigt, og umiddelbart efter sammenlagdes Frederiksberg Studenterkursus, Frederiksberg VUC og Frederiksberg Sprogcenter til den helt nye institution Voksenuddannelsescenter Frederiksberg, VUF, på Falstersvej. For at sikre et varieret og stort fritids- og kulturtilbud for alle generationer, gennemførtes den omfattende udvidelse og modernisering af hovedbiblioteket. Forbrændingsanstaltens gamle kedelhal blev gennemgribende renoveret og omdannet til idrætshal- og kulturhus, ligesom Frederiksberg svømmehal blev ombygget og renoveret.

På det sociale område etableres i årene efter 2000 flere pladser for handicappede unge uden for plejehjemmene, og for at nedbringe af ventetiden på en plejehjemsplads, etableredes et yderligere antal plejeboliger ved kommunens og de selvejende plejehjem. Der gennemførtes nye handleplaner for hjemmeplejen, og flere af de ældre plejehjem blev renoveret. Hertil kom et nyt sundhedscenter, og de tilbud kommunen gav via familieinstitutioner, dagcentre og døgninstitutioner.