Af Erik Heimann Olsen

Gammelt og nyt i Bredegade

Turen til skolen gik hver dag seks dage om ugen forbi det smukke, gamle Hassagers Collegium fra 1805. Det lå og ligger stadig lige op til Frederiksberg Have, og kollegiehaven strakte sig dengang helt hen til Andebakkestien. Siden kom Fjerde Maj-Kollegiet meget passende til i 1950-52, som det ene af i alt ni sådanne kollegier rundt om i landet opført på initiativ af og med økonomisk støtte fra Frihedsfonden. Frederiksberg fik hovedstadens Fjerde Maj Kollegium - Københavns kommune kunne heldigvis ikke finde plads til kollegiet, som Kulturarvstyrelsen netop i sommer har bygningsfredet! I 1977 fandt også Møstings Hus varig plads i haveområdet. Det havde i 1959 måttet vige for udvidelsen af Smallegade, men var blevet pakket ned sten for sten, så det kunne genopføres smukt beliggende ved Andebakkedammen og indgangen til Frederiksberg Have.

Hassagers Collegiums genbo - Frederiksbergs kommende rådhus - gav allerede i 1941 anledning til de første nedrivninger på området mellem den smalle og den brede gade. Men på grund af materialemangelen under besættelsen gik arbejdet helt i stå fra 1944. Kun kælderen var da bygget, og i den fik den danske hærs Generalkommando i den illegale tid gemt 90.000 geværpatroner. Men tyskerne opdagede dem, og to af rådhusets tekniske chefer måtte skyndsomst til Sverige. Opførelsen af rådhuset kom først i gang igen i 1949, og i 1953 var der festlig indvielse med deltagelse af kongeparret.

Illegal virksomhed bag klassiske mure

Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943 blev hverdagen i Danmark mere og mere præget af modstanden mod besættelsesmagten og tyskernes anstrengelser for at bekæmpe modstandsbevægelsen. Danmarks Frihedsråd holdt sit første møde den 16. september 1944.

Som 3. G’er i det sidste krigsår fornemmede jeg jo nok et og andet af, hvad der foregik. Men det var dog først efter befrielsen, at jeg hørte om den vigtige, illegale virksomhed bag Hassagers Collegiums ærværdige mure, som jeg havde cyklet forbi så mange gange – og stadig gør det jævnligt.

I sommeren 1944 var modstandsbevægelsen midt i den hårde frihedskamp også i gang med at for-berede tiden efter det forventede tyske nederlag. Det var et led i dette at udarbejde den fornødne lovgivning om retsopgøret efter befrielsen og at registrere de mennesker, der ville blive omfattet af lovgivningen, så man kunne sikre sig dem. Man ville også gerne undgå ”de lange knives nat”, som man havde oplevet det i det allerede befriede Belgien og Grækenland.

Tilskyndet fra England gik Frihedsrådet i gang og oprettede et Arrestationsudvalg.. Der fandtes allerede nogle mindre kartoteker ude hos Frihedsrådets lokalkomiteer, men man skulle nu skabe en samlet fortegnelse over de folk, som man rundt om i landet, ønskede at sikre sig efter besættelsen. Dette store arbejde krævede mod, orden, omhu, akkuratesse, opfindsomhed, integritet mv. Frihedsrådsmedlemmet Frode Jakobsen kendte lige den rette mand, som han allerede samarbejdede illegalt med: Carsten Høgh (1896-1961), efor for Hassagers Collegium på Frederiksberg og professor i klassisk filologi: oldgræsk og latin. Han havde allerede en kort tid været fængslet af det tyske Gestapo, men blev løsladt igen som en uskadelig, ældre professor! Det var et langt spring fra klassisk dannelse til modstandskamp, men det viste sig hurtigt, at valget var helt rigtigt. Høgh samlede omkring sig godt en snes medarbejdere, især universitetsfolk og studerende, som han kendte godt, stolede på og fandt egnede til det vigtige, men også farlige arbejde.

Efter tyskernes tilfangetagelse af politiet den 19. september 1944 foregik registreringsarbejdet i nært samarbejde med det nu illegale kriminalpoliti i København under ledelse af kriminalassistent H.C. Andersen (1890-1965), der efter besættelsen blev kriminalkommissær og leder af politiets efterretningstjeneste og derefter bedrageriafdelingen. Man holdt først til på H.C. Ørsteds Vej 10, derefter Nicolajvej 20 og i den sidste tid inden befrielsen på Smallegade 28. De ca. 20 erfarne kriminalpolitifolk foretog undersøgelser ude i byen af emner i de fem kategorier, som Frihedsrådet havde bestemt skulle registreres i det vordende ”Centralkartoteket”og interneres ved befrielsen:

Det var medlemmer af nazistiske organisationer, folk i tysk tjeneste, stikkere, folk i risiko for lynchning og tyske krigsforbrydere. Som Frode Jakobsen udtrykte det: Man skulle internere dem, man måtte frygte og dem, hvis skæbne man måtte frygte for. Det blev i alt til ca. 40.000, hvoraf

21.800 på kortene blev mærket med det alvorligere ”R”.

En spændende bog

Arbejdet med at skabe ”Centralkartoteket” var i mange år efter besættelsen en ret ukendt side af modstandsarbejdet. Det blev først virkelig belyst i professor Ditlev Tamms doktorafhandling ”Retsopgøret efter besættelsen” (1984).

Men sidste år kom for første gang en beretning fra to af dem , der selv var med i arbejdet dengang: Eli Fischer-Jørgensen og Jens Ege. Eli F-J, nu 95 år gammel, var universitetslektor og blev siden professor, dr. phil., medlem af Videnskabernes Selskab og internationalt anerkendt fonetikforsker. Ege læste jura (dog ikke det år, hvor han var engageret døgnet rundt i kartoteksarbejdet), kom efter cand. jur. eksamen i udenrigstjenesten og sluttede karrieren dér som Danmarks generalkonsul i Berlin. Københavns Universitet dannede rammen om præsentationen sidste efterår af bogen, hvor Eli F-J uden manuskript på fornem måde forelæste om den. Jeg var med, og det var en stor oplevelse, et historiens vingesus.

Arbejdet med de til sidst ca. 40.000 kartotekskort kunne ikke foregå samlet, det ville have vakt uønsket opmærksomhed. Derfor skete det ude hos de enkelte medhjælpere, oftest på deres bopæl, som under risikoen for tysk afsløring ofte kunne skifte. Systemet stillede store krav til transporten mellem dem og til ledelsen, hvor Carsten Høgh og hans familie i slutningen af 1944 måtte gå ”under jorden” som det hed i datidens sprogbrug. Den krævende transportopgave blev klaret af Jens Ege, som efterhånden tilbragte det meste af døgnet i al slags vejr på sin cykel på vej rundt i byen med det illegale materiale – et fysisk krævende og farligt arbejde med tyskernes og Hipos mange gaderazziaer og kontroller af trafikanterne.

Navne og adresser på emnerne blev ude hos medhjælperne skrevet på klæbebåndsruller, kartotekskort ville have fyldt alt for meget og have været alt for åbenlyse. Vel ankommet til centralen hos Høgh blev de klæbet på kort og mikrofotograferet som sikkerhedskopi opbevaret andetsteds og i Sverige.

Den 4. Maj 1945 - en stor dag i Danmarkshistorien

Det hele krævede efterhånden god plads, og kort før befrielsen blev det samlede kartotek flyttet til en strategisk velbeliggende og rummelig herskabsvilla på Bjerregårdsvej ved Carlsberg og Søndermarken lige på den anden side af kommunegrænsen Valby Langgade.

Den 4. maj om aftenen sendte Frihedsrådet en gruppe sabotører fra ”Holger Danske” (HD) derud for straks at afhente arrestationskartoteket. Lidt senere kom yderligere 30 skarpt bevæbnede HD’ere for at beskytte hovedkartoteket og senere eskortere det på turen til politistationen på Howitzvej. I bogen beskrives kartoteksfolkenes glæde over at se HD-frihedskæmperne med armbind, skudklare våben og benzindrevne biler nu fremme i dagens lys.

Opgaven med at skabe persongrundlaget for retsopgøret var løst forbilledligt flot. Medarbejderne kunne kort efter drage hver til sit og se tilbage på et vellykket arbejdsår, hvor intet af den illegale virksomhed og ingen af medarbejderne var blevet afsløret. Det skyldtes ikke mindst den måde, som lederen, professor Carsten Høgh havde tilrettelagt arbejdet på. Han beskrives af medhjælperne som en stærk personlighed og inspirerende leder, der aldrig beordrede, men foreslog, og altid viste stor omsorg for sine medhjælpere. Han skånede aldrig sig selv, hvad der måske bidrog til hans alt for tidlige død.

Carsten Høgh og hans familie kunne nu vende hjem igen til Hassagers Collegium, som 1951 blev udvidet med det nye Fjerde Maj Kollegium. Tilknytningen til modstandskampen blev også understreget ved, at Frihedsfondens sekretariat i de fyrre år 1951-91 havde kontor på det nye kollegium på Frederiksberg.

Den selvejende institution Frihedsfonden var oprettet i 1945 som en videreførelse af det omfattende illegale, humanitære arbejde under besættelsen. De ni kollegier blev opført på fondens initiativ med fortrinsret for unge under uddannelse, som enten selv havde været med i frihedskampen, eller hvis forældre havde deltaget aktivt i den. Frederiksberg kan være stolt over at have et af de ni Frihedskollegier,

Anvendt litteratur:

Eli Fischer-Jørgensen og Jens Ege: ”Interneringskartoteket”, Museum Tusculanums Forlag 2005.

Frode Jakobsen: ”I Danmarks Frihedsråd”, bind 2, Gyldendal 1975

H.C. Andersen: ”Politiets Anholdelse den 19/9 1944”, Frit Danmarks Hvidbog, bind II, Thaning & Appel, 1946

H.C. Andersen: ”Politiet efter 19. September1944” og Mogens Fog: ”Danmarks Frihedsråd”,

begge i Vilh. la Cour (red.): ”Danmark under Besættelsen”, bind II, Westermanns Forlag 1945