Af Camilla M.B. Christensen

Det tyske tilbagetog på østfronten medførte en strøm af civile tyske flygtninge. De tyske myndigheder have udarbejdet planer for mulig evakueringen, men befolkningen måtte ikke flygte. Flugt var en forbrydelse, der kunne straffes med døden, og den officielle evakueringen af Østpreussen be­gyndte først i marts 1945. I over 3 år havde de tyske styrker hærget store dele af Sovjetunionen. Millioner af mennesker var blevet dræbt og byer lagt i ruiner. Tyskerne frygtede derfor russisk gen­gældelse, og mord, plyndringer og voldtægter fulgte da også den røde hærs fremrykning. Mange millioner flygtede, og ikke alle overlevede flugten. Flygtningestrømmen søgte mod vest, og en del nåede de havnebyer ved Østersøen, som tyskerne fortsat kontrollerede, og derfra blev de fragtet videre med skibe og både over Østersøen. Turen over Østersøen viste sig dog langt fra som en sikker flugt­rute, da flere skibe med tyske flygtninge blev sænket. Skibene havde kurs mod tyske havne­byer længere mod vest eller mod København. Det første skib med 1.500 sårede tyske soldater an­kom til Københavns Frihavn den 11. februar 1945, og i tiden frem til befrielsen fortsatte flygtnin­gestrøm­men. Selv om den første gruppe havde bestået af sårede soldater, var der primært tale om kvinder, børn og gamle mennesker, som var flygtet fra deres hjem i de østtyske provinser. Den ty­ske besæt­telsesmagt i Danmark fik således til opgave at skaffe hjælp og indkvartering til de mange tusinde flygtninge.

Beslaglæggelsen

På Frederiksberg kom man for alvor til at mærke den tyske flygtningestrøm i slutningen af marts og begyndelsen af april, hvor flere af kommunens skoler blev beslaglagt af tyskerne, fordi de skulle huse flygt­ninge. En eller to tyskere mødte op på de pågældende skoler for at tage skolen i besiddelse. Det forårsagede et kæmpe arbejde for de berørte skoler med at pakke og flytte alt af værdi. Skolen på Lollandsvej fik således den 7. april 1945 ordre om at rømme skolen i løbet af 2 timer, så der kunne blive plads til tyske flygtninge og på skolen på Niels Ebbesens Vej faldt beslaglæggelsen midt i på­skeferien.[1]

På Skolen på Niels Ebbesens Vej var beslaglæggelsen ventet:

”Vi mærkede jo efterhånden, at nu kom snart enden. I marts og i april begyndte skolerne at blive taget af tyskerne til andet formål. Så blev den og den skole taget. Det måtte snart blive vor.”[2]

Påskedag var således en gruppe lærere og gamle elever, sammen med inspektøren, hele dagen beskæftiget med at pakke og flytte skolens værdifulde ting, som f.eks. sy- og skrivemaskiner. Men tyskerne kom først 3. påskedag. Det var således midt i påskeferien og kun skolebetjenten var til stede på skolen. Klokken 10 om formiddagen blev skoleinspektøren informeret og indfandt sig på skolen, hvor to tyske soldater ventede. Der var tale om en læge og en apoteker, hvoraf den ene talte dansk. De informerede ham om, at skolen skulle bruges som lazaret og ville blive overtaget med det samme. Efter lidt forhandling fik skolen dog lov til at beholde kontoret og nogle lokaler til opmaga­sinering.[3] Selv om der på forhånd var blevet pakket og flyttet visse værdifulde genstande, måtte sko­len således rømmes midt i ferien. Med hjælp fra lærere og elever blev skolen ryddet for borde, stole, katedre og bil­leder i løbet af 4 timer.

Mens denne opmagasinering fandt sted indfandt de første tyskere sig, mens hovedparten dog først ankom om eftermiddagen. Der var tale om ca. 100 mand fra et sanitetskompagni. Skoleinspektør Jørgensen noterede i sine erindringer, hvordan de den første nat – selv i kælderen – sov på det bare gulv og ellers svinede skolen til.

”De svinede overalt. W.C. kummerne løb over. De kunne ikke trække i snoren. De pissede ned ad trapperne. De var fulde med lus. Sikken de så ud. Lasede og forhutlede. Forskellige uni­former. Nogle af dem var russere og nogle letter. De havde også piger med. De lavede mad og stod ellers til tjeneste senere på dagen. No. 18 var indrettet til bordel.”[4]

På trods af at skoleinspektøren havde fået at vide, at skolen skulle bruges til lazaret, så han hverken sårede eller syge soldater. Den 12. april skulle kompagniet videre og efterlod skolebygningerne med halm, ekskrementer, urin og snavs overalt, ligesom det flød med stålhjælme, militærkapper, under­bukser og undertrøjer.

Næste indryk kom næste dags aften, hvor 300 Hitlerjugend (i alderen 14-17 år) under ledelse af SS-officerer indtog skolen; de blev dog kun et par dage inden de drog videre. Det betød dog ikke, at skolen kunne få sine bygninger tilbage. En times tid efter at Hitlerjugend var draget af sted med sang på læben, ankom en tysk soldat med to biler fulde af flygtninge. Så indtog gamle koner, invali­der og en mængde børn skolen. Mange var syge, og nogle alvorligt. En civil herboende dansktalende tysker og en af flygtningene skulle være chefer for lejren, og i løbet af de næste dage ankom ca. 700 flygtninge. De blev indkvarteret med 20 personer i hvert klasselokale og 100 i hver af gymna­stiksalene.

”De døde som fluer. I de første uger ca. 10 om ugen. I alt døde der 50, mest småbørn og gamle. Det var sørgeligt at se på, når ligbilen kom og hentede de små lig. En dag, jeg gik gennem skolen, lå der et lig af en gammel mand udenfor en klassedør. Han var bleven smidt derud. Vi fik så indrettet et ligkapel i et rum ved gymnastiksalen.”[5]

Ved befrielsen den 5. maj 1945 var der godt 240.000 tyske flygtninge i Danmark, fordelt på over 1.000 forskellige lokaliteter. Ansvaret for disse mennesker overgik ved befrielsen fra tyskerne til de danske myndigheder, og dermed blev også de enkelte lejrledere udskiftet. Det var i første omgang frihedsbevægelsen, der overtog ansvaret. Ansvaret overgik dog snart til Statens Civile Luftværn, der under besættelsen havde haft til opgave at planlægge evakuering af danske befolkningsgrupper i tilfælde af luftbombardementer eller andre krigshandlinger og den dermed følgende genhusning og sikring af fødevareforsyningen for de evakuerede personer.

Skoleinspektør H.J. Jørgensen var fortsat involveret i lejren, der havde til huse i skolen på Niels Ebbesensvej. Som lejrleder var han dog ikke imponeret over, hvordan lejren blev styret efter befriel­sen. Der var et væld af kontorer og uklarhed om kompetencer og om, hvem der havde kommandoen. Skoleinspektøren fandt forholdene for vagttjenesten mest generende. Efter modstandsbevægelsen overtog CB-tjenesten vagttjenesten.[6]

”Det var de værste løjsere, vi kan tænke os. De stod langt under tyskerne. De drak, de pjæk­kede, de sløsede, de horede med pigerne i lejren. De ødelagde skolens ting. Tyskernes optræ­den og væremåde var intet i sammenligning med deres. De gik med skarpladte geværer. De gik af i hænderne på dem nu og da. En dag skød de for sjov. De stjal skolens ting. Ja, sådan var danskerne. Vi måtte skamme os.”[7]

Skolegang i beslaglæggelsestiden

Da skolerne blev beslaglagt i foråret 1945 stod lærere og skoleelever på gaden. Som nævnt i eksemplet med Skolen på Niels Ebbesensvej sluttede elever og voksne op om deres skole og hjalp med flytningen af skolernes værdigenstande, men det var ikke den eneste hjælp, skolerne modtog. Ikke blot lærer- og forældrekreds trådte til for at sikre den fortsatte skolegang, men også erhvervslivet og foreningslivet på Frederiksberg hjalp med at huse de husvilde skoler.

”De første dage efter beslaglæggelsen sundede vi os jo lidt. Alle Frederiksbergske skoler blev efterhånden taget (Rahbekskolen undtaget). Så måtte vi andre steder hen. En del klasser blev anbragt i Afholdslogen på Sveasvej. (12 kls). Nogle klasser gik i Højskoleforeningen, Forhaabningsholms Alle (5-6 kls) 2 kls på Grundtvigsvej i en kælder. 1 klasse på Fasangår­den (læ­rerinden boede selv der). Mellemskolen kom på Stenosgade katolske skole (i c. 8-10 dage). Så blev den taget. Så kom kapitulationen og i c. 8 dage flød det hele. Så kom nogle klasser på Kapt. Johnsens privatskole. Efter sommerferien kom Mellemskolen på Frbg. Gymnasium. (om eftermiddagen) I okt. Måned kom hele skolen på Fuglevangsvej skole. Vi skiftedes til at gå formiddag og eftermiddag hver måned. Det varede til 4. april 194[6] da vi alle kom ind på vor skole. Det skete med stor festlighed. Og vi var glade. Men det havde været et dårligt år for eleverne og lærerne.”[8]

Siden strejkedagene i sommeren 1944 havde skolegangen været præget af de samme utrygge forhold, som resten af hovedstadsområdet var ramt af. Der havde været mange forsømmelser og un­der­visningen havde lidt. Under krigen blev der således benyttet flere vikarer i undervisningsarbejder, end der før havde været behov for, og det var med til at påvirke udbyttet af undervisningen. Skole­gangen var således allerede ramt af krigen inden beslaglæggelsen af skolerne satte ind. Skoleudval­get vurderede i september 1945, at det havde taget op til 4 uger at få genoptaget undervisningen efter beslaglæggelsen, og vurderede dette som grunden til, at flere forældre i denne periode sendte de­res børn på landet. For de tilbageværende elever blev undervisningen spredt ud over byen i for­skel­lige midlertidige undervisningslokaler og 1.-klasserne, der skulle have begyndt deres skolegang den 1. april 1945, fik udskudt deres skolestart til efter sommerferien.

Undervisningssteder for Søndermarkskolen i beslaglæggelsestiden:

Howitzvej, Solbjerg Kirkes Sakristi

Kongensvej 4, Godthaabskolen

Peter Bangs Vej 73, Kontorchef A. Rojahn

General Bahnsons Vej 13, Afdelingschef M. Møller Jensen

Troels-Lunds Vej 28. Murermester Eisensøe

Dalgas Boulevard 7, Fabriksinspektør A. Ehlert

Gustav Johannsens Vej 30, Repræsentant W. Ibsen

Goldschmidtsvej 15, Fru E. Wiene

Hoffmeyersvej 4, Inspektør Kn. Thorup

Solbjergvej, Frederiksberg Børnebibliotek

Dronningensvej 8, Diakonissestiftelsen

Joachim Larsens Vej 14, Bogholder E. Hansen

Joachim Larsens Vej 15, Fuldmægtig H.O. Andersen

Stægers Allé 1, Bankbestyrer Helslev

Hoffmeyersvej 17, Malermester Kn. Jensen

Jens Jessens Vej 7, Sct. Mariæ Kirke.

Peter Bangs Vej 30, Nilfisk

Magnoliavej 9, Menighedshuset

Orla Lehmanns Vej 7, Det socialdemokratiske Ungdomshjem

Orla Lehmanns Vej 8, Mekaniker Sv. V. Petersen

Nordre Fasanvej 13, Inspektør J. Hansen

Bendsvej 6, Ingeniør Quistgaard

Goldschmidtsvej 17, Landinspektør Mouritzen

Goldschmidtsvej 23, Assistent Christiansen

Troels-Lunds Vej 2, Kml. Vang Pedersen

Med undervisning flere steder i byen blev lærernes arbejdsdag forlænget, også selv om timerne ofte var afkortet og de enkelte klasser ikke havde så mange undervisningstimer som før, idet der jo gik tid med at komme fra sted til sted. Det var dog ikke ualmindeligt, at eleverne kun blev samlet 2-4 timer dagligt og undertiden kun hver anden dag. På Søndermarkskolen havde de mindste klasser således to timers daglig undervisning, mens de største klasser havde fire. Det blev dog tillagt værdi, at børnene således i nogen udstrækning blev hindret i at gå og hænge på gaden, mens selve under­visningen ikke blev tillagt den store værdi. Der blev også sat pris på, at skolerne nogenlunde til­fredsstillende formåede at gennemføre de sociale opgaver i form af skolebespisning, skolebadning og skoletandpleje, ligesom fritidshjem opretholdtes og skolelæger og skolesygeplejersker fortsatte deres arbejde.

”Det var ganske ejendommelige Forhold at være Skoleleder under. Det føltes, som om man fra at være Kaptajn paa en stor Damper var overgaaet til at være Udlejer af en Haandfuld Ro­baade!”[9]

Indkvarteringen rundt omkring i byen var fra såvel skolernes side som fra dem, der stillede lokaler til rådighed for undervisningen, tænkt som en midlertidig løsning. Efter befrielsen blev det efterhånden klart, at der måtte findes en mere permanent løsning. I løbet af sommerferien kom meddelelsen om, at de tyske flygtninge ville blive på ubestemt tid. Skolevæsenet arbejdede i første omgang hen imod frigivelse af så mange skoler, at undervisningen kunne klares ved at lade to skoler dele en skole­bygning, således at de benyttede den fælles skolebygning til undervisning henholdsvis om formid­dagen og om eftermiddagen. Denne plan lykkedes til en vis grad, idet der i løbet af august og sep­tember blev frigivet 4 skoler. Inden skolerne kunne tages i brug, skulle de skader, der var opstået, udbedres.

”Midt i november 1945 rykkede de tyske flygtninge ud fra Skolen på Lollandsvej; men der gik lang tid, før skolen var sat i stand igen. Først skulle den renses for væggelus. Alle revner og sprækker blev tætnet, og så blev der lukket ”gas” ind i bygningen. Da skolen atter var udluftet, kunne man overalt bag skabe og under katederskranker finde et utal af væggelus, der li­gefrem lå på stribe – alle heldigvis dræbt af gassen. Skolebygningen skulle så rengøres og istandsættes, og midt i februar 1946 var den atter i fin orden. Den 15. februar 1946 blev en stor dag for lærere og elever! I lange rækker gik Lollandsvej skoles elever og lærere fra Due­vej skole med fanen i spidsen og med fuld musik af et hornorkester (F.D.F.) ad Duevej og Godthåbsvej til Lollandsvej, hvor alle stillede sig op uden for skolen og sang: ”Der er ingen­ting, der maner”, mens flaget blev hejst på skolens flagstang. I ti måneder havde vi været borte fra vor skole, og nu var vi atter ”hjemme”.”[10]

Hvad gør Kommunen?

Efter frigørelsen af de fire skoler så det dog ud til, at der kunne gå lang tid inden de resterende skoler ville blive frigivet, og man begyndte derfor at overveje, hvad kommunen kunne gøre for at forbedre skolegangen i kommunen. Det havde fra start været det danske ønske, hurtigst muligt at få sendt de tyske flygtninge tilbage til Tyskland, men situationen i Tyskland gjorde, at briterne infor­merede Danmark om, at flygtningene foreløbig måtte blive i Danmark. Da denne besked forelå, blev opga­ven at få frigivet de beslaglagte bygninger på anden måde end via hjemsendelse. Derfor blev der udarbejdet en plan for at anskaffe 5 Scanbuildhuse, hvorved der ville kunne skabes plads til 500 flygtninge, så endnu en skole ville kunne frigives. Brugen af penge til erhvervelse af disse barakker blev ikke begrundet med argumenter angående de tyske flygtninges forhold, men med argumentet om, at de ikke blot ville kunne frigøre en skolebygning, men at barakkerne senere ville kunne bruges som fritidshjem og feriekolonier. Dette indebar, at barakkerne blev regnet for så gode bygninger, at de senere efter en flytning ville kunne blive genanvendt til dette formål. Beslutningen om at inve­stere i 5 barakker fandt støtte i Kommunalbestyrelsen, men inden bygningerne kunne tages i brug af flygtningene, blev det i slutningen af november 1945 meddelt fra Flygtningeadministrationen, at samtlige skoler i løbet af de næste måneder ville blive frigivet. Staten havde således erkendt, at der var tale om en situation, som staten og ikke kommunerne burde løse. Der blev såle­des over hele lan­det bygget flygtningelejre til at huse de tyske flygtninge, så de af tyskerne be­slaglagte bygninger kunne frigives. De største af disse flygtningelejre kom til at huse op imod 30.000 flygt­ninge. De første flygtninge kunne vende tilbage til Tyskland i november 1946, mens de sidste først forlod Danmark i februar 1949. Der var dog ikke tale om at de kunne vende tilbage til det område, de kom fra, da grænsedragningen mellem Polen og Tyskland blev rykket til­bage til den linie, der kan drages ved floderne Oder og Lausitzer Neisse. Efterhånden som de sidste skoler blev frigivet, kunne de istandsættes, hvorefter eleverne kunne vende tilbage til deres normale skolegang.

Flygtningedebatten

Der er i de seneste år kommet fokus på de tyske flygtninge og deres forhold. Siden Flygtningead­ministrationen i 1950 udgav bogen ”Flygtninge i Danmark 1945-1949” har det været kendt, at 13.493 tyske flygtninge i 1945 døde efter at de var nået til Danmark, og at 7.746 af disse var børn under 15 år. Men med K. Lyl­loffs undersøgelse af disse dødsfald, og de danske lægers vægren ved at hjælpe flygtningene frem til befrielsen den 5. maj, blev der sat gang i en debat om den danske behandling af de tyske flygt­ninge, de danske lægers holdning i perioden frem til befrielsen og emner som moral og efterratio­nalisering; en debat, der har udfoldet sig ikke blot i snævre historiker­kredse men også i den brede offentlighed, og som har givet genlyd i udlandet.[11]

Frederiksberg har også del i denne del af besættelsestidshistorien i og med, at de tyske besættelses­styrker valgte at beslaglægge en række lokaliteter på Frederiksberg, hvor en del af flygtninge­strømmen blev placeret. Der er ingen tvivl om, at flygtningene, især i den første tid i Danmark, havde det svært. Ligeledes står det klart, at den offentlige opinion var imod flygtningene. Et er dog at tage afstand fra flygtningestrømmen, noget andet er, når massen opløser sig og bliver til individer. Der er således ingen tvivl om, at de frederiksbergske skoleinspektører ønskede deres sko­ler frigivet, så den normale skolegang kunne genoptages, eller at flygtningestrømmen generelt omtales som snavsede og beskidte, og at skolerne blev opfattet som nedslidte efter at havde været benyttet af flygtningene. Skolerne var trods alt ikke opført til opgaven med at huse store menneskemængder døgnet rundt i en længere periode. Men når man læser erindringerne fra skoleinspek­tøren på Niels Ebbesensvej skole står det klart, at hans kontakt med de flygtninge, der var ind­kvarteret på hans skole, har forvandlet menneskemængden til individer. Deres situation havde nok hans generelle sympati, men gruppen bestod både af personer, der havde hans velvilje, og perso­ner, der var ham imod.

Kilde- og litteraturliste:

A 10, Sekretariatets arkiv. Emneordnede sager: Indkvartering og forplejning af tyske flygtninge, 15/5-1/10 1945. Ekstra­ordinære foranstaltninger, journal nr. 54 VI, 1940-49, (ekstraordinær indkvartering). Ekstraordinære foranstaltninger, 54 III, 1940-49. Frederiksberg Stadsarkiv.

A 209, Socialkontoret. Journalsager: N-J. nr.: 181 A-R: tyske flygtninge, 1945-47. Frederiksberg Stadsarkiv.

A 1222, Det civile beredskab. Emneordnede sager: 39, Korrespondance vedr. statens civile luftværn + Tyske flygtninge, 1944-47. 46, Tyske flygtninge; Administration, forplejning, beskæftigelse. Frederiksberg Stadsarkiv.

A 900, skolevæsnet. Register til skolekommissionens sager 1929-81, skolekommissionens forhandlingsprotokol­ler, 1942-57 og Forhandlingsprotokoller for skoleinspektørerne, med register, 1943-50. Fre­deriksberg Stadsarkiv.

A 935, Skolen på Niels Ebbesensvej. Beretning om besættelsestiden 1940-45, v. fhv. skoleinspektør Hans Jørgen Jørgensen. Frede­riksberg Stadsarkiv.

A 940, Skolen på Lol­landsvej. Emneordnede sager: 75 års jubilæet i 1974. Frederiksberg Stadsarkiv.

A 951, Søndermarkskolen. Diverse sager, 1928-82: Skolen i besættelses- og beslaglæggelsestiden. Frederiksberg Stadsar­kiv.

A 1201, Frederiksberg Brandvæsen. Emneordnede sager: Flygtningelejre, 1945-49. Flygtningelejre (nedlagte), 1946-47. Frederiks­berg Stadsarkiv. Frederiksberg Kommune 1945-46, årsberetning. Skolevæsenet, side 71-75.

Frederiksberg Kommune, Kommunalbestyrelsens forhandlinger og beslutninger, 1945-46. Ang. indkøb af barakker til anbringelse af tyske flygtninge, nr. 349, 5. november 1945.

”Da Danmark pludselig stod med over 200.000 tyske flygtninge”, artikel i Civilforsvarsbladet, nr. 2/1974, side 15-18. Et eksemplar findes i A 1201, Frederiksberg Brandvæsen; emneordnede sager, Flygtningelejre 1945-49. Frederiksberg Stadsarkiv.

Slutnoter

[1] I dag har Skolen ved Søerne til huse i skolebygningerne på Niels Ebbesensvej.

[2] ”Beretning om Besættelsestiden 1940-45” (side 28) af fhv. skoleinspektør H.J. Jørgensen. Skrevet i 1946/47. Frederiksberg Stadsarkiv. A935 – Skolen på Niels Ebbesensvej.

[3] Skoleinspektørernes kontorer blev holdt uden for beslaglæggelserne af skolerne, hvorved der kunne bevares kontakt med bygningerne, ligeledes blev skolebetjentene på deres post, hvilket især påvirkede dem, der havde lejlighed i selve skolebygningerne.

[4] ”Beretning om Besættelsestiden 1940-45” (side 29) af fhv. skoleinspektør H.J. Jørgensen.

[5] ”Beretning om Besættelsestiden 1940-45” (side 31f.) af fhv. skoleinspektør H.J. Jørgensen.

[6] CB: det civile beredskab, der var en afdeling under Statens Civile Luftværn, der stod for bevogtningen af flygtningelejrene.

[7] ”Beretning om Besættelsestiden 1940-45” (side 35) af fhv. skoleinspektør H.J. Jørgensen.

[8] ”Beretning om Besættelsestiden 1940-45” (side 36) af fhv. skoleinspektør H.J. Jørgensen.

[9] ”Søndermarkskolen i besættelses- og beslaglæggelsestiden”, side 23. A951 Søndermarkskolen. Frederiksberg Stadsarkiv.

[10] 75års jubilæet i 1974, side 57. A 940 Skolen på Lollandsvej, Frederiksberg Stadsarkiv. Skolen havde haft til huse på Skolen på Duevej siden oktober 1945.

[11] Se “Kan lægeløftet gradbøjes”, Kirsten Lylloff I Historisk Tidsskrift, 1999:1, 33-67 og “DENMARK 'S MYTHS SHATTERED. A Legacy of Dead German Children” 16. maj 2005, Spiegel online.