Af Ann-Sofie Will

Marcus Nathan Kalckar blev ansat i Frederiksberg Kommune i 1908, og samme år flyttede han og hustruen Alma f. Schou ind i lejligheden på Pile Allé 19D sammen med deres nyfødte datter Nina. I skatteåret 1910/11 flyttede familien Kalckar til Blytsvej 6, hvor de blev boende frem til 1918/19, hvor de igen flyttede, denne gang til Godthåbsvej 79, 1 sal. Kalckar avancerede op gennem det kommunale system, indtil han i 1933 blev udnævnt til chef for Frederiksberg Begravelsesvæsen. Traditionelt fulgte der en embedsbolig med posten som begravelsesvæsnets chef, som lå oven over kontoret på Pile Allé 2, men da Kalckar blev udnævnt til chef, valgte han at blive boende i lejligheden på Godthåbsvej. Efter nogle overvejelser valgte begravelsesvæsnet at inddrage en del af embedsboligen i kontoret og udleje den formindskede lejlighed.

Den litterære embedsmand

I studentertiden havde Kalckar været en del af en kunstner- og studentersamfundskreds, som bl.a. inkluderede digteren Sophus Claussen. Kalckar bevarede sin interesse for kunsten efter endt studie, og ved siden af sin gerning som kommunal embedsmand oversatte han bl.a. skuespil. Ud fra hans valg er det muligt at få et indblik i Kalckars interesser og dannelse. Hans oversættelser spænder fra den franske oplysningsforfatter og filosof Denis Diderots stykke Fatalisten Jacques og hans Herre til den østrigsk-jødiske forfatter Arthur Schnitzlers stykke Den ensomme Vej. Schnitzler tilhørte med sin symbolisme og eksplicitte erotiske undertone avantgarden blandt Wienerforfatterne omkring år1900. Schnitzler havde også kontakter til det kulturradikale kunstnermiljø i Danmark, da han var en nær ven af George Brandes. Kalckar skrev også artikler til bladet Danske Studier, der fokuserede på det danske sprog, kultur og folkeminder. Kalckar kommenterede i 1936 Hakon Stangerups doktorafhandling: ”Romanen i Danmark i det attende Aahundrede” i bladet. I den kritiske artikel illustrerede Kalckar sin omfattende viden om fransk litteratur i 1700-tallet.

Forholdet til Sophus Claussen overlevede også studietiden, for da Alma døde i 1923, deltog Claussen i hendes begravelse. Efterfølgende skrev Claussen et lille digt om begravelsen, og som en tilføjelse til digtet skrev han: Fru Alma Kalckar, der i Gaar under stor Deltagelse blev begravet paa Frederiksberg Kirkegaard ... var afholdt af enhver, der kendte hende ... Alma blev stedt til hvile 28. februar 1923 i Schous familiegravsted. Efter nogle år som enkemand giftede Kalckar sig igen, denne gang med Inger Cathrine Vilhelmine Smith f. Nissen. I ægteskabsprotokollen for 1924-1925 kan man se, at parret, der begge havde været gift før, valgte en stille borgerlig vielse på Frederiksberg Rådhus 26 marts. 1925. Et andet eksempel på Kalckars tilknytning til tidens kunst- og åndselite var, da han i 1926 sammen med sin nye hustru Inger og datteren Nina deltog i historikeren og sprogforskeren H. V. Clausens sølvbryllup på Hindsgavl på Fyn sammen med blandt andet Georg Brandes og mange andre af tidens betydningsfulde personligheder.

Kalckars datter Nina arvede sin fars glæde ved kunsten, og i 1929-30 fik hun sin kunstneriske debut på Pantomimeteatret i Tivoli. Efterfølgende fik hun roller i både teaterstykker, revyer og i lystspil som: De Blaa Drenge, Den Nye Husassistent - begge fra 1933 - og Den Mandlige Husassistent fra 1938. Men Nina var ikke kun skuespiller, hun skrev også drejebøger bl.a. til Liva Weel filmen ”Ta’ briller på” fra 1942. Hendes ægteskab med Politikens berømte teaterkritiker, dr.phil. Frederik Schyberg, var med til at knytte hende yderligere til kunstens verden. Parret blev borgerligt viet på Frederiksberg Rådhus 1. juni 1934. Sammen fik de sønnerne Kasper og Morten, inden de blev skilt i 1945.

Det eneste officielle foto, der findes af Marcus Kalckar stammer fra et interview i B.T., der blev bragt i det tidlige forår 1940.

Artiklen omhandlede en ny trend inden for begravelser: I løbet af 1930’erne var det blevet stadig mere udbredt, at offentlige skikkelser valgte at blive begravet i stilhed, kun omgivet af familie og nære venner. Da B.T. ønskede at finde baggrunden for denne udvikling, kom Kalckar til at agere begravelsesekspert. Kalckar var meget forsigtig med sine udtalelser, selvom han ikke mente, at trenden hang sammen med 1930’ernes økonomiske krise. Ifølge Kalckar var de private begravelser allerede begyndt at dukke op på Frederiksberg i slutningen af 1920´erne, men derudover havde han ikke noget bud på, hvad der lå bag ændringen.

Konsekvenserne af samarbejdspolitikkens sammenbrud

De danske jøder havde siden besættelsen været beskyttet af den danske regerings samarbejdspolitik, der fra begyndelsen havde gjort det klart, at de ikke ville give indrømmelser over for tyskernes krav om at indføre antijødiske love. Men i takt med at krigen fortsatte og samarbejdspolitikken blev stadig mere anspændt, blev situationen samtidig mere truende og usikker for Kalckar og resten af de danske jøder. Da samarbejdspolitikken ophørte 29. august 1943, blev der samtidig åbnet op for, at jødeforfølgelserne kunne indføres. Allerede under Wannsee-konferencen i januar 1942 havde tyske embedsmænd drøftet ”den endelige løsning på jødeproblemet”. På mødet fortalte departementschef Luther fra det tyske udenrigsministerium, at "ved den gennemgribende behandling af dette problem i visse lande, således de nordiske, kunne opstå vanskeligheder [...]. I september 1943 var der ikke længere brug for at tage disse hensyn, derfor fik den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best Hitlers godkendelse til at gennemføre en jødeaktion i Danmark. I slutningen af samme måned saboterede Werner Best dog selv aktionen ved at lække tidspunktet for aktionen; natten mellem fredag den 1. og lørdag den 2. oktober. Advarslen betød, at ca. 7.000 danske jøder nåede at flygte til Sverige, kun 500 jøder blev fanget og anbragt på et tysk skib i Københavns havn. De jødiske fanger blev efterfølgende sendt til den tjekkiske koncentrationslejr Theresienstadt, der fungerede som en transitlejr. Selv de danske jøder, der endte i lejren, var heldigere stillet end deres medfanger. Werner Best havde aftalt med lejrkommandanten, at ingen af de danske jøder skulle sendes videre til en af udryddelseslejrene. Det betød, at stort set alle danske jøder overlevede deres ophold i Theresienstadt.

Flugten til Sverige

Konsekvenserne af samarbejdspolitikkens sammenbrud kom Kalckar også til at mærke. Kalckars boligforhold havde været meget stabile, siden han og familien flyttede til lejligheden på Godthåbsvej 79 i 1918/19. De blev anderledes kaotiske i 1943. Ved at stykke informationer i Kalckars personalemappe sammen med oplysninger fra kommunens skattebøger og Kraks Vejviser, er det muligt at danne et overordnet billede af Kalckars desperate situation i månederne op til jødeaktionen i oktober 1943. Kilderne er dog gensidig modstridende, så man skal være varsom med at slutte for meget. Det, der står klarest, er indtrykket af, at 1943 var et meget usikkert år for Marcus Kalckar. Ifølge skattebogen fra 1943/44 havde han ikke mindre end tre officielle, midlertidige adresser; Grundtvigsvej 8A, Frederiksberg Allé 8 og pensionen Hovmøller. Kulminationen blev flugten til Sverige, som fandt sted onsdag den 5. oktober. Hvor Kalckar opholdt sig i dagene op til flugten, er desværre ikke muligt at klarlægge. Ligeledes mangler vi viden om selve flugten. Kalckar bevarede officielt sin adresse på Frederiksberg Allé 8 under resten af krigen. I Kalckars personalemappe ligger et notat, der indikerer, at han fortsat havde stærke interesser i lejligheden på Godthåbsvej 79. Notater er fra en overretssagfører P. Sandholt, som overtog Kalckars lejlighed på Godthåbsvej 79. Dokumentet er dateret d. 28. april 1944, altså et halvt år efter jødeaktionen, og af notatet fremgår det, at en vis overretssagfører P. Sandholt fik udbetalt lønninger for kontorchef Kalckar ”som for tiden er fraværende fra sin tjeneste på grund af særlige forhold”. Det er først efter befrielsen, at der er officielle henvisninger til Kalckars flugt i de kommunale arkivalier. I skattebogen for 1945/46 står der under adressen Frederiksberg Allé 8, som var Kalckars officielle adresse efter jødeaktionen, i rubrikken om den skattepligtiges bopæl i det sidste skatteår, "tidl. Her" og "4/5 [rettet til] 4/7 – 45 Sverige". Det er en henvisning til, at Kalckar først forlod Sverige i begyndelsen af juli.

Reaktionerne på jødeaktionen

Selvom aviscensuren forhindrede Frederiksberg Bladet i at nævne jødeaktionen, reagerede det officielle Frederiksberg på overgrebet. Kommunalbestyrelsen vedtog på mødet 4. oktober 1943 at sende en protest til Indenrigsministeriet: ”Protest mod den Natten til den 2. Oktober 1943 foretagne Bortførelse af en del af Kommunens borgere.” Begravelsesvæsnet skulle håndtere en helt ny situation efter jødeaktionen, da det nu stod uden chef. Officielt var Kalckar sygemeldt fra 6. oktober, og hverdagen fortsatte som altid for begravelsesvæsnet – i hvert fald på overfladen. Dækhistorien var yderst troværdig, da Kalckar årene forinden havde haft et sart helbred, præget af nyresygdom, lungebetændelse og flere hårde influenzaangreb, der sendte ham i sygesengen i uger af gangen. Mellem maj 1943 og april 1946 havde Kalckar i alt 606 sygedage. Selvom hverdagen fortsatte, var de ansatte ved begravelsesvæsenet bevidste om den usikre situation, som deres chef befandt sig i, og de var meget forsigtige, når de var nødt til at omtale hans fravær – selv i interne notater. På et notat fra 4. oktober 1944 om muligheden for at ansætte en ny havebrugskandidat som assistent til Solbjerg Kirkegård, er der et håndskrevet efterskrift: ”Borgmesteren er ikke at træffe i disse dage og kontorchef Kalckar heller ikke”. Den svævende beskrivelse af Kalckars fravær og det tidsmæssige sammenfald med jødeaktionen få dage forinden, giver et klart indtryk af, at man i begravelsesvæsnet ikke ønskede at efterlade sig tydelige spor om Kalckars situation. Oplysningerne kunne falde i de forkerte hænder.

I Kalckars personalemapper er der også dokumenter, der kaster lidt lys over hans ophold i Sverige. Med Kalckars skrøbelige helbred in mente kan det ikke undre, at flugten tog hårdt på ham, og han endte med at blive alvorligt syg. Så da resten af Europa holdt vejret og ventede på, at Tyskland skulle overgive sig i foråret 1945, blev Kalckar indlagt på Karolinska Sjukhuset i Stockholm i begyndelsen af april med nyresten. En efterfølgende lungebetændelse medførte, at han ikke blev udskrevet før midten af juni. Sygdommen havde taget så hårdt på ham, at han først kom til Danmark igen i juli. Da Kalckar ankom til Danmark, blev han bragt til rekreationshjemmet Haraldsgave i Bagsværd. 4. juli skrev han herfra til Frederiksbergs kommunaldirektør Gerner Andersen, at han stadig var så dårlig, at han ikke kunne klare turen hen til telefonen. Først i september 1945 blev han så rask, at han kunne vende tilbage til Frederiksberg. Sygdommen og de mange prøvelser havde taget så hårdt på hans kræfter, at han ikke genoptog sin stilling som leder af Frederiksberg Begravelsesvæsen. I stedet lod han sig pensionere og året efter døde han.

Marcus Kalckars liv var på mange punkter modsætningsfyldt. Han var en jødisk embedsmand, der brugte det meste af sine karriere på at varetage formalierne omkring kristne begravelser. Og når man sammenligner Kalckars interview i B.T. som begravelseschef med hans artikler, får man klart det indtryk, at det var kunsten, der var hans sande passion. Kalckar døde på Frederiksberg sygehus d. 28.8.46. I dødsanmeldelserne for Frederiksbergs Kommune er denne dobbelthed også fremhævet, idet han både beskrives som chef for Frederiksberg Begravelsesvæsen og forfatter. Marcus Kalckar var en embedsmand, der var andet og mere end chef for de døde, og hvis sidste år på dramatisk vis blev påvirket af Anden Verdenskrig.

Noter:

Skattebøgerne for Frederiksberg kommune for perioden 1908 til 1920,

Emneordnende sager: Pile Allé 2, Det kongelige biblioteks database

Danske studier 1936, side 178

Se Arkiv for dansk litteratur: http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=334&p_sidenr=176

Frederiksberg Begravelsesvæsen: Begravelser 1922-1939

Ægteskabsprotokol 21/6-1924 – 14/11-1923, side 264.

Se kongelige biblioteks hjemmeside:http://www.kb.dk/images/billed/2009/nov/maendogkvinder/en/object58307/

Ægteskabsprotokol 5/5-1934 – 1/2- 1935, side 48

http://www.folkedrab.dk/sw64331.asp

Afgangregisterkort - Døde – Jørgensen, Ragnhild Margrethe til Caring, Carla Charlotte Kirstine 1923-1959

Skattebog: ligning 12 og 17 1945/46,

Frederiksberg Kommune 1943-44, bd. II. Kommunalbestyrelsens forhandlinger og beslutninger p, side 103

Frederiksberg Begravelsesvæsen: Kalckars personale mappe, i afskedige og afdøde personale Ka-Lu, 1905-2007.

Emneordnede sager: Blandede sager 1909-2008

Frederiksberg Begravelsesvæsen: Kalckars personale mappe, i afskedige og afdøde personale Ka-Lu, 1905-2007.

Frederiksberg Begravelsesvæsen: Dødsanmeldelser: 1945- 1948