Finansministeriet informerede i et brev den 12. juli Frederiksberg kommune om den nye undersøgelseskommission, men på dette område var kommunen på forkant med udviklingen. Allerede 18. juni havde Magistraten indstillet at nedsætte en lignende undersøgelseskommission på Frederiksberg. Kommunalbestyrelsen fulgte indstillingen den 25. juni og nedsatte "Undersøgelseskommissionen til Undersøgelse af fremkomne Sigtelser for unational Optræden mod forskellige i Frederiksberg Kommune ansatte personer". Til medlemmer af kommissionen valgtes to medlemmer af kommunalbestyrelsen, pastor Johannes Eilschou Holm og overassistent Rudy Schrøder, mens grosserer Knud Nielsen og Josepha Leisner blev valgt til suppleanter. Hertil kom en repræsentant for den faglige organisation, den sigtede var medlem af eller burde være medlem af samt en af den sigtede udpeget person. Som formand tiltrådte landsdommer Otto Madsen, der senere også blev formand for den landsdækkende undersøgelseskommission. Den frederiksbergske undersøgelseskommission behandlede 21 sager i perioden 3. juli til 15. september 1945, mens den 22. og sidste sag først afsluttedes i februar 1946. 13 af de anklagede blev frifundet, mens undersøgelseskommissionen indstillede syv af de anklagede til afskedigelse.

En af disse var en 27-årig husmedhjælper ved Frederiksberg Hospital, frk. Petersen, hvis sag vi skal kigge nærmere på her. Frk. Petersen var født i Fredericia og havde siden juni 1939 været ansat på Frederiksberg Hospital. Under et ferieophold i sin fødeby i sommeren 1941 lærte hun gennem sin søster en østrigsk soldat at kende. Hun så soldaten et par gange under ferien og fastholdt kontakten med ham, efter at hun var vendt tilbage til Frederiksberg. I maj 1943 blev soldaten forflyttet til Ringsted, hvorfra han nogle gange besøgte frk. Petersen. I august 1943 skulle den tyske soldat forlade Danmark med sin deling. Ledsaget af en officer besøgte han inden afrejsen frk. Petersen en sidste gang for at sige farvel. I porten ved indgangen til hospitalet tog parret afsked med hinanden. Foruden forholdet til soldaten, blev frk. Petersen også stillet til regnskab for, at hun en enkelt gang havde haft besøg af to tyske marinesoldater. Hun kendte ikke soldaterne, der kom i selskab med to kvindelige bekendte af hendes søster. Vidnet til dette optrin var en arbejdsmand, der over for undersøgelseskommissionen dog gav udtryk for, at frk. Petersen havde været ked af besøget. Episoden fik ingen betydning i forbindelse med domsafsigelsen. Det gjorde forholdet til soldaten derimod. Efter endt rådslagning vedtog kommissionens medlemmer enstemmigt at indstille frk. Petersen til afskedigelse. At have forelsket sig i en soldat fra den tyske besættelsesmagt var at have udvist unational optræden, lød konklusionen, og den slags slog man hårdt ned på i befrielsessommeren 1945.

Bag såvel tjenestemandsdomstolens og undersøgelseskommissionens udrensninger lå et naturligt ønske om at afnazificere medarbejderstanden i staten og kommunerne. 37 ansatte ved Frederiksberg Kommune fik deres forhold under besættelsen nærmere undersøgt efter befrielsen. Flere var i søgelyset. Af de ni personer ansat i Frederiksberg Kommune, der blev afskediget efter en dom ved enten tjenestemandsdomstolen eller undersøgelseskommissionen, blev fire dømt for at være medlemmer af DNSAP. Et fuldt lovligt parti, der siden 1939 havde haft sæde i Folketinget, men på samme tid et parti, der i ly af tyske geværer ville det danske demokrati til livs. Nazister var der selvsagt ikke plads til i kommunen efter befrielsen.

Hovedparten af de tiltalte var anklaget for uværdig national optræden. Hvad der helt præcist lå bag det begreb, der var en nyskabelse i dansk ret, var et mere eller mindre åbent spørgsmål, som det var op til dommerne at afgøre. Samme kritik kan man rette mod tjenestemandslovens resterende punkter. Hvornår havde man ydet besættelsesmagten en hjælp, der gik ud over, hvad tjenestepligten pålagde eller haft samkvem med medlemmer af besættelsesmagten i et omfang, der lå uden for det nødvendige? Grænsen var hårfin og kunne være svær at gennemskue.

Retsopgøret var til diskussion fra første dag. Kendt er højesteretssagfører C.B. Henriques karakteristik af retsopgøret som et juridisk galehus fra efteråret 1945, men også professor Hal Koch kunne være med og gik i sin bog Jeg anklager Rigsdagen fra 1947 et skridt videre og stillede bl.a. spørgsmålet "Lever vi i et Retssamfund?". Når man ser på sagerne fra Frederiksberg Kommune under et, virker dommene – tiden taget i betragtning – rimelige. Noget juridisk galehus var Frederiksberg Kommune ikke. Størstedelen af de tiltalte blev frifundet for anklagerne og kunne vende tilbage til deres arbejde i kommunen. Det lille mindretal, der ved deres holdninger og handlinger var gået over stregen under besættelsen, havde derimod ingen fremtid i kommunen. Det kunne næppe have været anderledes.