Af Vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, cand.mag.

Fra februar til maj 1945 ankom omkring 238.000 tyske flygtninge, primært kvinder, ældre og børn fra Østpreussen, Pommern og de baltiske lande, til Danmark. Vender vi blikket mod Frederiksberg, viser en opgørelse fra Socialtjenesten, at der 9. maj 1945 var 7.512 tyske flygtninge fordelt på 14 lejre rundt om på Frederiksberg. Hertil kom 1.237 personer, der ved en optælling 12. maj befandt sig på lazaretterne på Nyelandsvej og Skolen på Godthåbsvej samt 23 personer, der var indlagt på en af tyskerne på Rathsacksvej indrettet fødeklinik. Frederiksberg Kommune var først 14. juni 1945 blevet bekendt med denne klinik, der var helliget danske kvinder, der havde indledt et forhold til tyske soldater og var blevet gravide. Det nøjagtige antal tyske flygtninge på Frederiksberg i ugerne efter befrielsen finder vi dog næppe frem til. Men ud fra de her nævnte tal, virker det rimeligt at antage, at antallet af tyske flygtninge på Frederiksberg på sit højeste lå mellem 8.500 og 9.000. Antallet af flygtninge i de frederiksbergske lejre faldt løbende gennem 1945 og var næsten halveret i starten af december. 3.946 flygtninge var tilbage 3. december. De var fordelt på blot seks lejre: Sønderjyllandsskolen, Skolen på Niels Ebbesens Vej, Skolen på La Cours Vej, Skolen på Godthåbsvej, Marie Kruses Skole samt tennishallen på Pile Allé. Med 1.151 flygtninge var Sønderjyllandsskolen den suverænt største af de seks tilbageværende lejre på Frederiksberg.

En af de frederiksbergske flygtningelejre, benævnt nr. 49, der var blevet rømmet, lå på Søndermarkskolen. Skolen var blevet beslaglagt til tyske flygtninge 26. marts 1945. 9. maj husede den 850 tyske flygtninge, samme antal som tennishallen på Pile Allé, hvad der gjorde lejrene til de største på Frederiksberg. Også på Søndermarkskolen faldt antallet af flygtninge løbende henover foråret og sommeren 1945, så der den 13. august, hvor skolen blev endeligt rømmet, var 326 tilbage. Selv om forholdene på skolen - de vanskelige og til tider kaotiske forhold i det befriede Danmark til trods – må betegnes som udmærkede, kunne sygdom og død blandt flygtningene ikke undgås. De ubarmhjertige forhold, de fleste af flygtningene havde fundet vej til Danmark under, havde sin pris. Over godt to uger fra 11. til 26. maj døde syv af lejr 49’s beboere. Fem af dem, Urte, Wilhelmine, Ida, Auguste og Justine døde på Søndermarkskolen. De var alle ældre kvinder i alderen 66-80 år. En enkelt mand, den knap 49-årige Albert, og den blot toårige pige Renate, nåede at komme på sygehuset, inden de døde henholdsvis 13. og 17. maj. 17.202 øvrige tyske flygtninge kom i årene 1945-49 til at lide samme skæbne som de her omtalte syv fra lejr 49. Heraf var omkring 7.000 børn.

Langt fra alle frederiksbergere nærede varme følelser for Renate, Albert og Wilhelmine eller hvad de tusindvis af flygtninge, der lagde beslag på stort set alle byens skoler, nu ellers hed. Mange, lige fra skoleinspektører og forældre til embedsmændene på rådhuset, arbejdede ihærdigt på at få skolerne rømmet så hurtigt som muligt, så undervisningen af de frederiksbergske børn kunne genoptages. 13. august 1945, samme dag som de sidste flygtninge forlod lejr 49, kunne eleverne fra Søndermarkskolen begynde det nye skoleår. Dog ikke i de vante rammer på Hoffmeyersvej, det tillod forholdene ikke, men derimod på Lindevangskolen. Efter rømningen af Søndermarkskolen forestod et større oprydningsarbejde. Det vil være synd at sige, at den tyske besættelsesmagt og de tyske flygtninge havde efterladt skolen i samme stand, som de havde overtaget den tre måneder tidligere. Genindvielsen af Søndermarkskolen fandt sted 7. september 1945, og skolen kunne nu atter benyttes til sit oprindelige formål. Lejr 49 hørte nu fortiden til.